Ny DR-serie er et smukt og smertefuldt trekantsdrama

Hvordan skriver man kort og præcist om en serie, der kredser om så meget? ’Troløs’ er et smerteligt, komplekst og forførende psykologisk drama, som nærmest kræver, at man skriver sig ind i det med samme fordybelse, som karaktererne lever det.

Alligevel er der én klar linje: ’Troløs’ handler om affærens psykologi – om begæret, beruselsen, svigtet og ikke mindst dem, der bliver påvirket af den.

Serien udspiller sig i to tidsspor: Dels i 1977, hvor instruktøren David (Gustav Lindh) netop er blevet skilt og vender hjem til Stockholm. Dels i nutiden, hvor den ældre David (Jesper Christensen) konfronteres med fortidens valg.

I det ene spor er han midt i livet, på tærsklen til en ny begyndelse – eller en ny flugt. I det andet er han gammel, mærket og tvunget til at stå ansigt til ansigt med de konsekvenser, hans valg satte i gang.

Davids gamle ven, jazzmusikeren Markus (August Wittgenstein) lever det lykkelige liv sammen med sin kone, skuespilleren Marianne (Frida Gustavsson), samt deres 11-årige datter Isabelle (Poppy Klintenberg Hardy). Marianne er smuk, skarp, lettere kynisk, og David kan ikke undgå at lade sig drage.

Hun leger med ham. Kritiserer hans netop greenlightede manuskript og hans kvindesyn, kalder ham "uinteressant" – og alligevel lægger hun romanen ’Susanna’ på hans seng i sommerhuset, som han beslutter sig for at filmatisere.

Et frø bliver plantet. Snart begynder et spil, hvor ingen vil sige højt, hvad de føler – og måske netop derfor bliver det så altopslugende.

Et Bergman-værk i nye klæder

’Troløs’ er en videreudvikling af Ingmar Bergmans manuskript til filmen af samme navn fra 2000, instrueret af Liv Ullmann. Allerede året efter fik instruktør Tomas Alfredson (’Lad den rette komme ind’) tilladelse af Bergman selv til at arbejde på en tv-serieudgave. Det tog over 20 år at få projektet realiseret – men det har været ventetiden værd.

For det her er ikke bare en genindspilning. Det er et værk, som tør tage sin tid, og som via de seks afsnit folder psykologien ud i lag efter lag. Fortiden og nutiden væver sig sammen. Vi møder David igen som 73-årig på Dramaten i Stockholm, hvor han får at vide, at Marianne er blevet indlagt efter et selvmordsforsøg.

Han besøger hende, og hospitalet giver hende lov til at tage med ham hjem. Det, der kunne være stift eller patetisk, bliver båret af en sort galgenhumor, som får smerten til at træde desto tydeligere frem.

Jesper Christensen og Lena Endre (som den ældre Marianne) spiller scenerne med både stolthed og brist – to mennesker, der ikke kan lave om på det skete, men stadig famler efter en form for sandhed.

Visuelt betagende og følsomt fortalt

Alfredson fortæller med stor sans for nuancer. Der er ingen tunge monologer eller overforklaringer. Tværtimod er det de små, stilfærdige virkemidler, der bærer fortællingen: Et blik, en bog kastet på en seng, en undskyldning for et kys fulgt af et intenst blik og et: ”Glem det.”

Tiden fra 1977 til 1980 er skildret i overdådigt smukke billeder. Æstetikken har en næsten meditativ effekt og står i skærende kontrast til de mørke temaer, serien undersøger: bedrag, troløshed og selvbedrag. Det er med til at understrege, hvordan David og Marianne i begyndelsen oplever deres affære som en uvirkelig undtagelsestilstand – som om de bevæger sig i en drømmeverden, afskåret fra de konsekvenser, der venter.

Den æstetiske perfektion fungerer som en kontrast til det moralske mørke. Serien spørger ikke, om man er god eller ond. Den viser, hvordan vi alle kan være troløse – og hvor lidt logik, der egentlig er i vores handlinger.

Skuespil på højeste niveau

Gustav Lindh er magnetisk som den unge David. Han formår at spille både tiltrækkende og frastødende – man forstår, hvorfor folk falder for ham, men også hvorfor de fortryder det. Jesper Christensen giver den ældre David en isnende kulde, men lader også smerten slippe igennem i glimt.

Frida Gustavsson er dragende som Marianne – både sårbar og brutal. Lena Endre tilføjer den modne version af karakteren en tyngde og troværdighed, der skærer gennem skærmen. Og Poppy Klintenberg Hardy som datteren Isabelle er et kapitel for sig: Både barnlig og gammel på én gang, med store øjne der spejler alt det, de voksne forsøger at skjule.

Selv den tilsyneladende mindst centrale karakter, Markus, bliver spillet med en dybde, der river én midt over. August Wittgenstein leverer et portræt af en mand, der knuses langsomt – med et blik og et åndedrag, der siger mere end tusind ord.

Et valg, der ændrer alt

Det kan lyde som en kliché, at én handling kan forandre alt. Men i ’Troløs’ bliver det eksistentielt konkret. Et blik, et kys, et forræderi. Små skridt, som bliver til afgrunde. Serien viser, hvordan vi lever videre med det, vi gjorde – og det, vi undlod at gøre.

’Troløs’ er ikke bare en visuelt flot serie, men også en psykologisk tour de force. Den balancerer mellem det smukke og det brutale, det sagte og det uudtalte. Bergmans skarpe blik på menneskelig adfærd brænder fortsat klart – nu i Tomas Alfredsons mesterlige iscenesættelse.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.