Jeg mødte veninde og fortalte hende, at jeg lige havde mistet min hund gennem 16 år. Hendes reaktion rystede mig

​Kære Anna

For et par uger siden mistede jeg min lille hund, som har fulgt mig i tykt og tyndt igennem næsten 16 år. Jeg har boet alene, lige siden mine børn flyttede hjemmefra, og min hund, Hugo, har været mit daglige holdepunkt i tilværelsen.

Her forleden mødtes jeg med en veninde, og jeg græd, da jeg fortalte, at Hugo var død, og jeg fortalte hende, hvilken sorg det er, ikke at have min lille firbenede ven hos mig længere. Og hendes reaktion rystede mig. Hun blev ved med at sige, at nu skulle jeg jo huske, at det ikke var et menneske, jeg havde mistet, og at jeg måtte tage mig sammen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med min sorg, når den ligesom ikke må være der?

Kærlig hilsen ”Bette”

Kære Bette

Det er ekstremt svært at miste sin hund eller et andet kæledyr, man er stærkt knyttet til. Desværre er det også min erfaring, at vi er temmelig dårlige til at anerkende denne form for sorg i vores samfund. En læge fortalte mig engang om en kvinde, der havde mistet sin hund og var i dyb sorg.

Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv, og lægen anbefalede hende derfor en støttegruppe. Men kvinden måtte forlade gruppen efter bare et enkelt fremmøde. For ingen af de øvrige deltagere anerkendte hendes sorg som relevant nok til at være der.

Sagen er bare den, at ingen har ret til at diktere, hvornår smerten over at miste et levende væsen ligger inden for grænsen af det, vi kalder sorg. Ingen mennesker kan tillade sig at stille dig til dommer over, hvorvidt den forbindelse vi har til vores hund, er af tilstrækkelig stærk karakter til, at vi må sørge over dens død.

Ifølge bogen ”Din kompetente hund,” viser international forskning, at det kan være virkelig svært at komme sig over tabet af sin hund, hvis sorgen opleves som noget unormalt eller ligefrem skamfuldt. Bogen fortæller også, at der langt tilbage i historien er stærke skriftlige vidnesbyrd om mennesker, som har sørget over tabet af deres hund. Blandt andet i ”Odysseen,” skrevet omkring 700 år før vor tidsregning. I denne fortælling gengives et hjerteskærende øjeblik, hvor Odysseus vender hjem efter mange års fravær, og da han genforenes med sin døende hund, Argos, græder han utrøsteligt.

Selv om der ikke findes sorggrupper for mennesker, der har mistet deres firbenede familiemedlemmer, så prøv ad om du kan finde andre hundeejere at tale med om tabet af Hugo. Nogen, der ved, hvor stærke og kærlige bånd man knytter til sin hund. Selv om din veninde ikke kan sætte sig ind i dit tab, vil andre hundeejere forstå, hvad du går igennem nu.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.