Anmeldelse: Her er årets hidtil mest foruroligende og dragende dramaserie

En luksusvilla på en paradisø. En kvinde med magt, der styrer sine omgivelser med fløjlshandsker og trusler i samme åndedrag. Og en søster, der forsøger at trænge igennem en poleret facade, hvor virkelighed og manipulation smelter sammen. ’Sirens’ er en mesterligt iscenesat sort komedie, hvor skønhed og ubehag går hånd i hånd – og hvor intet er, som det ser ud.

Devon (Meghann Fahy) har igennem længere tid forsøgt at få fat på sin søster, Simone (Milly Alcook), og opsøger hende derfor på hendes arbejdsplads. For hun har brug for hendes hjælp til at passe deres demente far (Bill Camp). Og samtidig er hun nervøs for den indflydelse, Simones chef, Michaela Kell (Julianne Moore), har på søsteren.

Simone er ansat som personlig assistent og bedste veninde for Mrs. Kell – værtinden på Cliff House i Rhode Island, ejet af hendes mand milliardæren Peter Kell (Kevin Bacon). Et eventyragtigt palæ beliggende på en paradisisk ø, hvor de holder fester for eliten.

De fem afsnit i den sorte komedieserie ’Sirens’ foregår over én weekend, hvor hele øen er optaget af årets store gallafest, som holdes på Labor Day, første mandag i september.

Relationen mellem Simone og Michaela er virkelig aparte. Michaela forventer, at Simone deler alt med hende, og hun giver hende grænseoverskridende opgaver som at skygge sin mand eller få hende til at hjælpe sig med at tage sexede billeder til ham.

De andre ansatte ser ikke Cliff House som et paradis, snarere som et terrorregime. Igennem Simone giver Mrs. Kell ordrer – dialog er der ikke plads til, og intet er godt nok til hende.

En uhyggelig skønhed

Devon har et ønske om at åbne Simones øjne for, hvem Michaela er. Hun mener, at søsteren bliver hjernevasket af hende og beslutter sig for at blive, så hun kan finde ud af, hvorfor hendes søster er så tryllebundet af Michaela.

Simone hævder stædigt, at hun omsider er lykkelig og endelig har succes i sit liv. Hvortil Devon frustreret udbryder: ”En succes! Du sprøjter lavendelduft på undertøj”.

Den polerede facade begynder bogstavelig talt at krakelere, da Mrs. Kells elskede vandrefalk, Barnaby, fra øens naturreservat flyver direkte igennem glasset på et vindue i Michaelas hus og dør.

Julianne Moores perfekte fortolkning af karakteren som Michaela har det samme virkelighedsfjerne udtryk som i hendes skræmmende præstation i Todd Haynes’ ’May December’ fra 2023. En uhyggelig, men samtidig nymfeagtige skønhed – som et overjordisk væsen. Man får lyst til at prikke til hende for at se, om hun er virkelig.

Hendes kjoler, som oftest er ét sammenhængende stykke stof, virker som en forlængelse af hendes hud. Hun taler blidt og langsomt, særlig når det er eder og forbandelser, der kommer ud af hendes mund, hvilket det for det meste er. At hun både er smuk og uhyggelig gør, at man kun bliver endnu mere draget af hende.

Larmende tavshed

’Sirens’ er skabt af den amerikanske dramatiker Molly Smith Metzler og er baseret på hendes teaterstykke ’Elemeno Pea’ fra 2011. Ved at transformere stykket til en tv-serie giver det mulighed for at udfolde historiens vellykkede visuelle univers.

Her er alt er set igennem en prisme af skønhed i blødt lys og behagelige farver. Men der er en bismag af noget kunstigt, som efterlader en stemning af uhygge, på samme måde, som Michaelas karakter gør. For alt er pakket ind i kunstig idyl.

På lydsiden er der ofte en ordløs klassisk kormusik, som har en ophøjet stemning og nærmest lyder sakralt.

Serien låner inspiration fra den græske mytologi. Sirenerne var væsner, hvis sang fik søfolk til at lide skibbrud. I serien ser vi det manifesteret i den magt, Michaela har over andre mennesker.

I en scene kan hun se Devons tanker og hypnotiserer hende. Og da Devon kommer til bevidsthed igen, sidder hun i en bil sammen med tre andre kvinder uden at vide, hvordan hun er havnet der, eller hvordan hun pludselig bærer en hæslig kjole, som hun aldrig selv ville være trukket i.

Hemmeligheder siver ud

Historien har et virvar af komplicerede skæbner og relationer. Gang på gang oplever vi maskefald, når skeletterne ikke længere vil blive i skabet. Når smerten, man har forsøgt at begrave, ikke længere kan holdes nede.

Hemmeligheder og fortielser siver ud under karakterernes mange skænderier, og her viser serien, hvordan den raffineret balancerer komedie og tragedie, og man bliver mindet om, at den bedste komik er den, der tager afsæt i noget smertefuldt.

Milly Alcook (Rhaenyra Targaryen i ’House of Dragons’) spiller Simone. Hendes lillepigeudtryk, som emmer af uskyld, snyder, for der gemmer sig noget meget mørkt bag det, og man bliver overrasket gang på gang.

Meghann Fahy (’The White Lotus) er mageløs som den stærke, men ulykkelige Devon. Hun spiller alle de mange følelser helt rent frem.

Kevin Bacon har som den livstrætte og venlige Peter aldrig spillet så stærk en udstråling frem. Man mærker, at han virkelig nyder at spille rollen. Føler sig hjemme i den. Det er kærkomment at se ham i en produktion, som matcher hans høje niveau.

’Sirens’ er både en advarsel og en fascination – en fortælling, der med sirenesangens forførende kraft lokker seeren ind i en verden af skønhed, løgne og kontrol. Det er en serie, man ikke bare ser – den bider sig fast som et mareridt i dagslys og bliver siddende længe efter rulleteksterne.