Jeg var 100 procent sikker på, at det var lykken. Nu føler jeg mig latterliggjort

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde, som nærmer sig de 60. Efter en meget frustrerende arbejdsløshedsperiode på næsten to år, startede jeg et firma op med min søster.

Jeg var 100 procent sikker på, at det var lykken, da vi har et godt og tæt forhold, men det skulle snart vise sig, at vores forskelligheder gik fra gnister til flammer. Daglige skænderier, beskyldninger og ondskabsfulde bemærkninger er blevet dagligdagen.

Jeg har tit ondt i maven og er begyndt at glide uden om konflikterne, dvs. jeg taler hende efter munden for at få fred. De få gange, jeg har forsøgt at forsvare mig selv, er jeg nærmest begyndt at stamme, og jeg får tit tårer i øjnene, mens jeg taler. Det er ikke et problem, jeg ellers har. Jeg føler mig skrøbelig, sårbar og bange - for hvad er mit alternativ?

Jeg brænder ikke længere for det, vi har bygget op, jeg føler mig for det meste ligegyldiggjort, nogle gange nærmest latterliggjort. Jeg er meget følsom, og det er hun absolut ikke. Jeg har altid set det som en styrke, nu er det blevet det modsatte.

Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre? De to års bagudrettet arbejdsløshed gør mig bange, min alder siger mig at mulighederne er små. Med de tonsvis af ansøgninger, jeg allerede har søgt, er statistikken ikke på min side. Jeg har heller ikke penge, som jeg kan leve af, mens jeg "tænker over" mine muligheder.

Hvad tænker I er min vej ud af det her?

Kh. den snart 60-årige.

Svar 1

Kære snart 60-årige

Min første tanke er, at du skal finde tilbage til dig selv. Tilbage til hende, der ikke går på kompromis, ikke dagligt har ondt i maven, og som ikke føler sig skrøbelig. Tilbage til hende, som derimod ser sin sårbarhed som en styrke, og som holder på sin ret til at være et individ med egne holdninger og følelser, der gerne må fylde.

Fordi der er et alternativ, selvom det måske ikke føles sådan lige nu.

Men det alternativ indebærer desværre at give slip på drømmen om det firma sammen med din søster. Faren er, at I mister jeres ellers gode og tætte forhold, hvis I fortsætter, og derfor må det professionelle samarbejde have en ende, før jeres kærlighed til hinanden får det.

Et andet og måske mere oplagt alternativ kunne selvfølgelig også være at tale sammen. Måske endda opsøge en terapeut, der tilbyder søskendeterapi (som uanset hvad, du ender med at gøre, lyder til at være noget, I kunne have brug for).

Årsagen til, at det ikke er det første råd, jeg fremhæver, er, at jeg simpelthen ikke tror på, at en snak vil ændre noget mellem jer. Jeres dynamik har snart 60 år på bagen, og selvom jeg er idealistisk anlagt og gerne vil tro på, at mennesker kan forandre - og forbedre - sig uanset alder, så kan du i realiteten kun ændre på én person, og det er dig selv.

Så hvad skal du gøre? Du skriver, at du “var 100 procent sikker på, at det ville være lykken”, samtidig skriver du om en frustrerende arbejdsløshedsperiode, der ledte frem til det.

Det giver mig en mistanke om, at firmaet mest af alt også var en flugt fra ledighedens opslugende kviksand. Jeg har selv tilbragt fire år i den sump, og jeg kender derfor alt til de desperate metoder, man tyer til.

Dét, der hjalp mig ud af sumpen, var at fjerne mig fysisk fra ledigheden. Jeg lejede min lejlighed ud midlertidigt (som også er en måde at tjene lidt penge på til at fylde tænke-hullet), imens jeg arbejdede frivilligt på en gård, som jeg fandt gennem tjenesten Workaway, i Italien.

Her genovervejede jeg mit liv, mine valg og mine karriereambitioner, imens jeg såede kartofler og tomatplanter. Det kostede mig stort set ingenting, til gengæld vendte jeg meget rigere hjem med et mere positivt syn på tilværelsen.

Min pointe her er ikke, at du skal bruge en måned på at dyrke landbrug i Italien; min pointe er, at du skal forsøge at gøre noget helt andet, end du plejer. Forhåbentlig kan det give lidt klarhed over, hvilket skridt, der skal være dit næste.

Svar 2

Kære snart 60-årige

Jeg er ikke i tvivl om, hvad du først og fremmest er nødt til at gøre: Du skal afbryde det professionelle samarbejde med din søster. Du må simpelthen træde ud af det firma, I har sammen.

Når jeg siger det med så stor sikkerhed, er det, fordi det bekymrer mig, at du slet ikke brænder for arbejdet længere, men i stedet føler dig decideret ligegyldiggjort og latterliggjort, når du tager på arbejde.

Sådan skal det absolut ikke være, og det gør mig trist at læse, at du føler dig skrøbelig, sårbar og bange. Det kan jeg virkelig godt forstå, men jeg synes, du skal forsøge at finde modet til at bryde ud af den onde spiral, du er havnet i.

Min bekymring er desuden, at den dårlige relation til din søster og arbejdet med hende ender med at nedbryde dig så meget, at det vil være endnu sværere at komme på benene igen, hvis du venter, end hvis du river plastret af nu.

Jeg tror på, at der venter noget bedre forude. Jeg vil anbefale dig at aktivere dit netværk. Ræk ud til alle omkring dig - venner, bekendte, naboer og gamle arbejdsgivere og fortæl dem, at du er klar til at tage arbejdshandskerne på.

Det er ikke det værd at blive i den ubehagelige dagligdag med din søster. Og jeg tror ikke, det nytter at tale med hende om det nu. I min optik har du brug for en lang pause fra hende for at få ro på igen.

Jeg ønsker dig held og lykke!

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.