Da den lille dreng dukkede frem på Lises scanningsbillede, startede mange års undren og frustration

Før Lise Rønfeldt Bagger blev mor til en søn første gang for 16 år siden, havde hun ikke forholdt sig til kønsstereotyper eller det kønnede aspekt af opdragelse. I det hele taget var køn ikke et emne, hun gik særlig meget op i.

Men det ændrede sig i det øjeblik, hun havde været til scanningen, hvor hun fandt ud af, at hun ventede en dreng.

- Det gik meget hurtigt op for mig, at der var mange forventninger, drømme og et særligt sprog knyttet til det faktum, at det var en søn, jeg ventede, fortæller hun.

Folk italesatte nyheden om kønnet ved at kommentere, at hun ventede en “sej lille dreng” og “en rigtig dreng”, ligesom de kommenterede på, at hun nok skulle få sved på panden som “drengemor”, fordi der så skulle spilles fodbold og tonses rundt, forklarer hun.

- Barometret blev meget hurtigt indstillet på et bestemt univers, efter vi fik kønnet at vide. Og jeg føler mig overbevist om, at det havde været det samme bare med omvendt fortegn, hvis det var en pige, der tonede frem på scanningsbilledet.

Det var det udefrakommende budskab om, at hun nu først og fremmest skulle være mor til en dreng og ikke et individ, der satte gang i Lise Rønfeldt Baggers undren, og som nu har resulteret i at hun sammen med fotojournalisten Lea Meilandt har udgivet bogen med titlen ‘En rigtig dreng’.

Lige så hurtigt som hun begyndte at stille spørgsmål til de kønnede forventninger efter scanningen, lige så hurtigt opdagede hun, hvor svært et emne det var at diskutere. Og det blev ikke nemmere, da hun blev mor til sin anden søn.

- Når jeg gennem årene har forsøgt at stille kritiske spørgsmål eller få en forklaring på, hvorfor man har valgt en særlig tilgang fra eksempelvis skolens eller børnehavens side, har jeg meget ofte oplevet, at det er baseret på et individuelt skøn, mere end at det er faktuelt begrundet, forklarer hun.

Det kunne eksempelvis være dengang hendes søns SFO havde hængt en seddel op om, at de inviterede til “juletræsfældning for drenge”, hvor man “ikke medbringer dårlige undskyldninger om hellere at ville blive hjemme og danse ballet i tyl med pigerne”, fortæller Lise Rønfeldt Bagger.

- Jeg synes, det var forkert på mange planer. Det var både synd for de piger, der gerne ville ud og fælde træer, og i øvrigt hvad så med de drenge, der eventuelt gik til ballet? Der var mange ting galt i det, synes hun.

Selvom eksemplet ligger mange år tilbage, fungerer det blot som endnu en perle på en meget lang snor af eksempler, som hun har gemt og skrevet sig bag øret for at kunne dokumentere, at de her ting foregik omkring hende.

Men når hun forsøgte at italesætte og diskutere emnet i hendes nærmiljø, endte det ofte i en polariseret debat, fortæller hun.

- Det bliver hurtigt en meget følelsesmæssig diskussion, som er baseret på egne erfaringer, eller hvordan ens egne børn er, mere end at man ser det fra et samfundsmæssigt perspektiv. Vi skal hæve diskussionen op fra det enkelte barn og se, hvad det egentlig er for nogle strukturer og kulturer, der er i spil her, mener hun.

Det skaber en frustration, at diskussionen skal være så svær.

- Det, jeg ønsker for mine børn og for alle børn, er at de får lov til at leve deres liv frit og få lov til at træffe deres egne valg.

- Samtidig er det vigtigt at sige, at det her - og vores bog - ikke handler om mine børn. Det handler om en samfundsmæssig problemstilling, som har konsekvenser både for det enkelte barn og på samfundsniveau.

Det er ofte udtryk som: “boys will be boys”, “skal det hele nu ende med svenske tilstande” og spørgsmål som: “Kan drenge ikke bare få lov til at være drenge?” hun bliver mødt af, når hun bringer emnet på banen. Til det har hun kun én ting at sige:

- Kan de ikke bare få lov til at være børn?

- Bogens budskab er ikke, at børn skal være ens. Det handler om, at vi skal forholde os nysgerrigt til, at børn skal få lov til at folde deres potentialer ud, fordi det både på kort og på lang sigt vil øge trivslen i samfundet.

Problemet for Lise Rønfeldt Bagger er da heller ikke, at en dreng bliver opfordret til at gå ud og spille fodbold, eller hvad end det måtte være. Problemet er den manglende erkendelse af, at alle forventningerne og kønsstereotyperne har konsekvenser, forklarer hun og henviser til en række rapporter og eksperternes udsagn i bogen.

En af de rapporter er Børns Vilkårs rapport ‘Unge mænd i mistrivsel - Hvorfor søger de ikke hjælp?’ fra 2023. Imens piger og unge kvinder er overrepræsenterede i mistrivselsstatistikken i barndoms- og ungdomsårene, er drenge og mænd i større risiko for at opleve marginalisering og eksklusion på sigt. Både når det gælder misbrug, hjemløshed og selvmord, er tre ud af fire mænd.

Problemerne skyldes ifølge Børns Vilkårs førnævnte rapport, der er baseret på udsagn fra 17 drenge og unge mænd mellem 15 og 24 år, at de har svært ved at række ud og søge hjælp, når de har det svært, og at årsagen er, at de stærke og udbredte normer for maskulinitet dikterer, at det er et tegn på svaghed at opsøge hjælp. De snævre normer for maskulinitet forhindrer dem derfor helt i at række ud.

- Der er masser af dokumentation, der understreger alvoren af normer og kønsstereotyper. Vi har et ansvar. Det er ikke bare en eller anden forkælet diskussion. Det er vigtigt, det her, slår Lise Rønfeldt Bagger fast.

Hun ved godt, at det er et komplekst emne at tappe ind i, og at den enkelte dreng, eller det enkelte barn, ikke nødvendigvis ser problemet, fordi han ikke altid evner i så ung en alder at få øje på kønsstereotyperne.

Men det skal han nødvendigvis heller ikke. Det er nemlig ikke hans ansvar, det er derimod op til de voksne at tage samtalen og forsøge at påpege løsningsforslag, mener hun.

- Selvfølgelig vil det da være skønt, hvis mine børn senere i livet har lyst til at tage del i debatten. Men der hvor de er nu, synes jeg, at det er en problemstilling, som vi voksne skal tage ansvar for.

- Men klart, vi taler meget om det herhjemme. Og ja - det kan de sikkert snakke meget om, og om at de synes, det bliver for meget en gang imellem, tilføjer hun og griner.

Ultimativt håber hun, at hun har klædt sine sønner på til at turde stille spørgsmål og stille sig kritiske over for stereotype forventninger, ligesom hun håber, at de har fået skærpet deres blik for, hvordan de bliver præget, så de tør at træde ud af de snævre normer.

Har du nogle konkrete råd til, hvordan forældre kan være med til at bryde med kønsstereotyperne i deres egen opdragelse?

- Man kan komme helt vildt langt med at være nysgerrig, have et åbent sind og præsentere ens børn for en variation af interesser, oplevelser og kulturtilbud, siger hun.

Derudover kan man også være opmærksom på sit sprog, og hvornår man selv kommer til at bruge meget kønnede udtryk. På den måde kan man aktivt modvirke stereotyper fra en tidlig alder, siger hun.

- Og så vil jeg også tilføje, at der ikke er nogen af os, der er perfekte. Det her handler ikke om at udskamme nogen, men om at være vågen og have et nysgerrigt blik.

- Vi skylder alle børn, at de får lov til at leve deres liv frit som individer. De skal have lov til at folde deres evner, potentialer og hele deres væren ud, i stedet for at blive begrænset i nogle meget traditionelle stereotype kasser. Jeg tænker kun, at det vil gavne samfundet på sigt.

Bogen ‘En rigtig dreng’ består, udover portrætbilleder af drenge fra hele landet, af ti forskellige ekspertbidrag leveret af: Cecilie Nørgaard, Jacob Graack, Tekla Canger, Christian Gerlach, Marianne Rathje, Susanne Branner Jespersen, Karen Hvidtfeldt, Andreas Beck Kronborg, Kenneth Reinicke og Gine Maltha Kampmann.