
Jeg går i trance ved Nettos slikhylder. Efter det skammer jeg mig

Foto: Mew
Kære Anna
Jeg har et problem, jeg har døjet med i mange år, ja, nærmest hele mit liv. Jeg trøstespiser. Jeg gør det ikke altid, men i perioder. Og hvor jeg før ikke tog på i vægt af det, så gør jeg det nu.
Jeg kan indimellem holde mig i skindet, men jeg har fået sværere ved at tabe mig efter et madtrip. Det er mest kager, slik og chips, jeg spiser under mine ”anfald”, men jeg drikker også somme tider hvidvin. Og det er jo på ingen måde sundt. Det værste er nu, at jeg skammer mig over det.
Hvorfor kan jeg ikke styre mig? Jeg kan i perioder købe fornuftigt ind med blikket styret væk fra Nettos billige slikhylder. Og når jeg så indimellem kaster mig over de samme slikhylder, så er jeg nærmest lidt i trance. Min fornuftige stemme er der lukket af til.

Hvad kan hjælpe? Jeg spiser nok på mine følelser og tænker, om hypnose kan hjælpe. Men jeg ønsker ikke at blive fanatisk. Jeg vil bare gerne have et naturligt forhold til de søde sager, uden at det skal være en besættelse.
Kærlig hilsen Trøstespiseren
Kære Trøstespiser
Det værste ved at spise eller drikke på sine følelser er, at man overhovedet ikke bliver trøstet af det. Tværtimod. En hypnotisør kan muligvis hjælpe dig. Men i så fald er det mest af alt symptomet, der bliver behandlet – ikke den egentlige årsag.
De følelser, der ligger til grund for trøstespisning, bor i os alle sammen. Jeg tror, det er svært at være menneske, uden at tomheden sniger sig ind på os fra tid til anden. Og når den først suger ilten ud, bliver vi desperate. Prøv, om du kan undersøge, hvornår den følelse, du har ”madtrip” på, opstår.
Hvis du kan kredse den ind, kan du måske også komme på noget andet end sukker, salt og alkohol, der vil dulme den? At bevæge sig ud i naturen eller tale med én, vi holder af, kan nogle gange hjælpe på tomheden. I det hele taget kan det begrænse disse ”anfald,” at du forkæler dig selv på alle mulige andre måder end med slik.

Min kæreste kan ikke finde et job, og jeg mærker, at det går ud over min respekt for ham
Jeg har igennem tiden hørt mange gode råd om, hvordan man undlader trøstespisning. For jeg kender godt den følelse af kontroltab, der vælter ind over én, når man står der med hånden nede i en næsten tom pose chips. Især når man ikke engang kan huske, hvordan de smagte. Munden har bare fyldt sig, uden at bevidstheden var med.
En del mennesker har glæde af nogle af de teknikker, man bruger inden for mindfulness. I korte træk handler de om, at du arbejder med din opmærksomhed. Noter dig, hvad du tænker og føler, hver gang du kaster dig over slikhylderne i Netto. Også selv om det, der dukker op, ikke nødvendigvis er rart at forholde sig til. Vær mere venlig over for dig selv. Også hvad din vægt angår. Det er så barokt, at vi nogle gange spiser slik og chips for at dulme ærgrelsen over ... at spise usundt.
Nu vil de lære mig, at jeg skal springe et måltid over. Det gør mig virkelig indigneret
Nogle gange hjælper det også på vores forhold til mad, at vi ikke nægter os selv bestemte fødevarer. For du må jo gerne spise sødt også – eller tage et lille glas vin i ny og næ. Du skal bare være bevidst om det, når du gør det.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
Udvalgt indhold

Eksperten: Her er min særlige teknik til at undgå katastrofetanker og holde humøret højt

Alfred er vokset op i en helt særlig familie - og der er én ting han er bedre til end de andre
