’Cirkusrevyen 2025’ er stærkt underholdende, men halter på ét punkt

For tre år siden lignede det efterhånden en døende dame – det store cirkustelt på bakken, der i nu 90 år har huset en af landets største revyer. Efter mange store år var indholdet blevet trægt, lettere usjovt, uddateret og virkede slet ikke som noget, der var interesseret i at lokke et yngre publikum til.

Men så skiftede den mangeårige instruktør og skuespiller Lisbeth Dahl til Tivolirevyen, og Joy-Maria Frederiksen overtog stafetten. Og så skete der noget!

Scenen fik sig en flot 20’er påfugle-makeover af scenograf Benjamin La Cour, og tempo, indhold og humoren føltes friskt og mere tidssvarende. For første gang i lang tid grinede jeg, en yngre revygæst, oprigtigt fra maven igen. Og det gør jeg og mine med-publikummer heldigvis stadig her tre år efter skiftet.

En klædelig udvikling

Selvom jeg normalt vil mene, at det er en uskik og temmelig irrelevant at anmelde sine medpublikummer, så tillader jeg mig alligevel at gøre en undtagelse her, fordi publikumsgrinet er en sigende markør, når det kommer til revy.

Den genres fornemmeste opgave er vel netop at få folk til at grine. Og fordi netop Cirkusrevyen tidligere har virket til at ramme totalt forbi det yngre publikum, er det relevant at nævne, at både unge og gamle omkring mig klukler, den aften jeg ser Cirkusrevyen 2025.

Ja, de skriger sågar bogstavelig talt af grin, nogle af dem. Set fra min stol er det sådan set forståeligt nok, for Cirkusrevyen har holdt fast i den retning, de udstak med den nye instruktør, og det er igen i år et virkelig flot, skarpt og underholdende show, der formår at ramme på tværs af generationer.

Scenografien har fået flot lyserød kulør, det skarptdansende, diverse ensemble har klædeligt meget personlighed, og skuespillerne er i topform.

Et stærkt hold

Og det er især skuespillerne Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Bodil Jørgensen, Mads Knarreborg og Magnus Haugaard, der får det til at lykkes. Kemien mellem dem virker legende og let, hvorfor materialet bevæger sig ubesværet, selvironisk og højt løftet mellem dem. De er ganske enkelt virkelig godt spillet sammen, og man føler sig i godt og trygt selskab.

Samtidig kommer de med hver deres force, så de rammer bredt. Olsen og Mærkedahl er den revy-sikre rygrad med stærkt spilmæssigt fundament, mens Knarreborg er en sand karikaturmester, der kan få snart sagt en hvilken som helst tekst til at spille med sjov mimik og krop.

Allerbedst er han i henholdsvis Ulla Terkelsen- og Anders Agger-parodierne, og jeg skulle gerne komme og se revyen alene for at se ham portrættere en ny dansk pop-journalist hvert år.

Jeg kom også gerne bare for Bodil Jørgensen, som har en helt unik evne til at kombinere det sødmefulde og helt aldeles grove i både sprog og facon, hvilket gør hende i stand til at ramme grinet hos tilskueren uanset alder.

Det lykkes revy-debutanten Haugaard også med, og han må siges at være et sandt scoop. Ikke nok med at han bidrager med en dejlig ung energi i både humor og spillestil, så indtager han også scenen med en formidabel timing og et enormt overskud, der gør materialet spillevende og endda tillader ham at improvisere med publikum undervejs.

Nye tekst-stjerner

De efterhånden ikoniske revy-tekstforfattere Vase & Fuglesang og Carl-Erik Sørensen sidder stadig tungt på størstedelen af teksterne, hvilket ikke som sådan er en anke. Selvom det måske ikke er det stærkeste tekst-år, så demonstrerer de stadig med stor overbevisning, hvorfor de er så hyppigt anvendte.

Det er dog klædeligt at spotte nyere komiske talenter som f.eks. Lasse Dein og Kasper Stensgaard krediteret blandt forfatterne. Et af aftenens sjoveste numre, ‘Indefra med Anders Agger’, kunne tilmed se ud til at være skrevet af nogle af disse yngre, ikke udprægede revy-garvede forfattere. Tekstforfatterne kalder sig Bonde, Schow og Eriksen, og hvis jeg ikke tager meget fejl, deler de arbejdsplads med Agger, er nogle af de sjoveste DR har været i besiddelse af de senere år, og lystrer fornavnene Christian, Jannik og Henrik.

Det kan mærkes, at alle ovennævnte kommer med noget andet og mere friskt, og man kunne med fordel give talenter som dem endnu mere plads for at holde udviklingen mod det mere moderne og yngre i gang.

Stryg den tunge alvor

Instruktør Joy-Maria Frederiksen har overordnet set et godt tag om, hvilket tempo den moderne revy må have og har indarbejdet et ualmindeligt godt flow mellem numrene, som får tiden til at flyve afsted.

Tempoet tager sig dog et uhensigtsmæssigt dyk, når revyen gerne vil være alvorlig for en stund, som det f.eks. sker under Niels Olsens selvskrevne klimakrisenummer ‘Glemt’. Her er hverken snerten af humor eller glimt i øjet, men rendyrket alvor, med Olsen og sangerne i civil-tøj siddende med alvorlige miner på kasser med bandet omkring sig på scenen.

Humoren har det med at fungere godt, hvis alvoren kan bruges som kontrastvæske et sted i ligningen. Men når genren er revy, og publikum med størst sandsynlighed er kommet for at grine, virker det underligt malplaceret med et nummer, der er blottet for selv det mindste smil og i den grad insisterer på alvoren.

Det trænger dårligt igennem, slår flowet fuldstændig ud af helheden og giver det efterfølgende nummer et utroligt ringe udgangspunkt at starte op fra.

Sæt ind mod mageligheden

Selvom udviklingen har været positiv, begynder man her på tredje-året at fornemme en magelig formel. Visse elementer, som det obligatoriske, pæne (og lidt unødvendige) dansenummer, har overlevet skiftet og vender tilbage hvert år, men Olsens alvorsnummer og Mærkedahls Mette Frederiksen musicalnummer er f.eks. nyere numre, der er gået igen over de seneste tre år.

Nu er det jo ikke noget nyt med tilbagevendende numre eller karakterer i revyen, men når for mange af dem begynder at virke som brikker i en fast formel, er det også med fare for, at udviklingen, kreativiteten og modet stagnerer. Det bevæger det sig i retning af i år, hvor mange af trickene er set bedre før.

Hvis Cirkusrevyen fortsat skal imponere ved at udvikle sig i en mere moderne og frisk retning, og ikke bare ende i samme sløve og outdatede gentagelsesspiral som under Dahls sidste år, så må de sætte stærkt ind mod mageligheden i 2026 og turde satse lidt mere, end hvad der er tilfældet i år.