Se, lyt & oplev
5. maj 2025

Anmeldelse: Tessa overrasker i stærk debut

I TV 2’s nye serie om hverdagen, magtmisbrug og moralske dilemmaer i hjemmeplejen stråler både Tessa og Iben Hjejle i et drama, hvor konflikterne ulmer lige under overfladen.
Af: Claus Nygaard Petersen
Lane Lind, Tessa og Iben Hjejle i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

Løgnen

Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 4. maj på TV 2 Play og 11. maj på TV 2
Genre: Drama, krimi
Instruktør: Louise Friedberg
Manuskriptforfatter: Karina Dam (serieskaber) og Mie Skjoldemose
Medvirkende: Iben Hjejle, Tessa, Zaki Nobel, Lars Ranthe, Helle Dolleris, Stephanie León m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 6

Nærmest hver gang, der er folketingsvalg, er der fokus på de varme hænder - eller rettere manglen på samme. Derfor kan det faktisk undre lidt, at det har taget så lang tid, før der kom en tv-serie om social- og sundhedspersonalet, også kendt i daglig tale som SOSU’erne.

’Løgnen’ er dog ikke en helt gængs dramaserie. Næh, vi lægger ud med at se, at et mord er blevet begået!

Iben Hjejle og Lars Ranthe i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

Flydende i en af friluftsbadet Badesøens store pools med hovedet nedad ligger teamleder Patrick (Zaki Nobel). Vi er ved årets sommerfest for SOSU-holdet fra Vestegnen, men feststemningen får noget af et dyk, da det panisk går op for deltagerne, at der ligger en død mand i vandet.

Hvordan er han endt der, og hvad har det med Iben Hjejle og rapperen Tessas karakterer at gøre?

Det er dét, vi skal finde ud af i løbet af den seks afsnit lange TV 2-serie ’Løgnen’. Til trods for, at serien gør brug af det alt for fortærskede fortællegreb flashforward – vi ser glimt af fremtidige begivenheder, som vi skal nå frem til – er serien faktisk ret spændende og båret af nogle fine skuespilpræstationer.

Tessa og Sami Darr i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

Masser af konflikter

Rie (Iben Hjele) er en veteran i hjemmeplejen på Københavns Vestegn, og hun døjer med en hel del skavanker, som vidner om en mangeårig hård fysisk indsats. Det er godt og vel ikke ét led i kvindens krop, som ikke værker, når hun skal forcere endnu et forbandet trappetrin.

Derfor har hun også øjnene stift rettet mod Patricks stilling som teamleder. Han står nemlig til en forfremmelse, og udover den mindre fysiske arbejdsbyrde, følger der også en klækkelig lønforhøjelse med, der virker som incitament for Rie.

Tessa og Stephanie León i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

Hun skal bare lige sørge for at holde ro på teamet, så Patrick ser godt ud i ledelsens lys. Herunder rydde op hans i kontoraffærer, da han har en forkærlighed for at knalde de unge SOSU-assistenter. Ikke ligefrem det fedeste for Rie, som også er venner privat med chefen.

Da den unge kontanthjælpsmodtager Sille (Tessa) bliver sendt i aktivering hos dem, bliver hun sat sammen med Rie. Hvad der starter som et krav for at få kontanthjælp, udvikler sig pludselig til, at Sille bliver tilbudt en fast stilling.

Er den beauty- og kosmetologinteresseret Sille overhovedet et match med hjemmeplejen, eller er det bare endnu et hustle for den inkarnerede blæstegnskvinde? Og kan Patrick holde sine klamme fingre for sig selv, eller lader han igen hovedet mellem benene tage beslutningerne for ham? Og ikke mindst, hvor langt er Rie villig til at gå i bestræbelserne på at få stillingen som teamleder?

Zaki Nobel og Tessa i 'Løgnen'

Foto: Christian Geisnæs

Jo, der er masser af dilemmaer og konflikter på spil i ’Løgnen’, som er skabt af Karina Dam (’Limbo’, ’Herrens veje’) og instrueret af Louise Friedberg (’Herrens veje’, ’Borgen’, ’House of Cards’). Både de små, som bliver løst i løbet af et enkelt afsnit og de større, der strækker sig igennem hele serien. Vekselvirkningen mellem de to fungerer fint, så tempoet i afsnittene aldrig føles hverken forjaget eller for sløvt.

Godt forvaltet drama

Der er dog ingen tvivl om, at ’Løgnens' helt store salgsargument, er Tessa som Sille.

Alt for ofte bliver musikere, der forsøger sig som skuespillere, udstillet, fordi det musikalske talent ikke også rækker til skuespillet – som Christopher i ’A Beautiful Life’ for eksempel.

Tessa, Iben Hjejle og Kurt Dreyer i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

Heldigvis har Dam og Friedberg god forståelse for, hvordan man sætter Tessa bedst muligt i scene. Hun bærer aldrig en scene alene, men er altid i samspil med en anden. Derved undgår man situationer, som kunne afsløre eventuelle mangler i skuespillet.

Men med Iben Hjejle, Zaki Nobel og især Stephanie León, som spiller Silles mor, samt alle de andre mindre roller, der er besat af virkelige gode skuespillere, giver man debutanten de helt optimale arbejdsbetingelser.

At Tessa nok skulle gøre det godt i de scener, hvor hun skal gestalte karikaturen på en moderne ung vestegnskvinde, kommer ikke som nogen overraskelse. Det er snarere i de mere varme scener, hvor Sille interagerer med borgerne i hjemmeplejen, at vi ser musikeren i et nyt flot lys. Fingrene er krydsede for, at rollerne fremover bliver lige så velvalgte.

Iben Hjejle og Helle Dolleris i 'Løgnen'

Foto: Henrik Ohsten

De andre skuespillere er også rigtig gode. Iben Hjejle er som altid et intenst kraftværk, og Zaki Nobel er god til både at være likeable og et selvretfærdigt dumt svin. Helle Dolleris er pragtfuld i sin lille rolle som garvet SOSU-assistent, og føromtalte Stephanie León viser, hvorfor hun stadig er en af de mest interessante skuespillere, vi har. Få kan som hun spille en rå karakter og samtidig bevare en sårbar kant, som vi også så det for nyligt i ’Hele vejen’.

Man må håbe, at virkeligheden ikke er fyldt med lige så mange intriger som i ’Løgnen’. Dem er der nemlig rigeligt af i TV 2-serien, hvor de bliver forvaltet godt, og man har lyst til at se hele historien til ende.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.