Samfund
8. maj 2025

Forskere mener, at kollagenpulver ikke har den effekt, som man går og tror

Kollagenpulver bliver solgt i butikker landet over, og mange tager det i troen om, at det kan reducere rynker, men nu kritiserer forskere dette.
Af: Sara Mastrandrea
Kollagenpulver

Foto: Aleksander Saks / Unsplash

På Instagram, i butikkerne og i medierne er det nu velkendte kollagenpulver blevet et mirakelmiddel for rynker. Der mangler dog dokumentation.

Det mener de to forskere, Cæcilie Johansen og Anton Pottegård, som stiller sig skeptiske over for dokumentationen af det hvide pulver. Det skriver Videnskab.dk.

I en artikel i Berlingske, siger Cæcilie Johansen, at hun aldrig selv ville købe produktet.

Forskerne mener, at der ikke er tilstrækkelig evidens til at understøtte de påstande om rynkereducerende effekt, som skandinaviske udbydere af kollagenprodukter bruger i deres markedsføring.

I en video på Instagram forklarer de hvorfor.

De to forskere har spurgt på deres Instagram, hvorfor folk tager kollagenpulver, hvor 60 procent svarede, at de gjorde for at modvirke rynker.

I videoen forklarer de, at der er lavet forskellige studier, som viser effekten af kollagenpulveret og den rynkeforebyggende effekt, men det tager udgangspunkt i dyr og i celler og ikke i mennesker.

Flere af de studier der er lavet tager udgangspunkt i, hvad der sker mens man tager pulveret, og her viser det, at det kan øge fugtigheden i huden, som kan gøre at rynker mindskes.

Hvad er kollagen?

  • Kollagen er et protein, som er en af kroppens vigtigste byggesten.
  • Kollagen findes i både hud, sener, knogler, brusk, bindevæv og tænder.
  • Produktionen af kollagen falder med alderen, og det gør kvaliteten af den også. Når huden er ung, indeholder den store mængder af kollagen, men allerede fra 30-års alderen begynder mængden af kollagen at falde. Der sker ofte også et stort fald i forbindelse med overgangsalderen.

Der er dog ingen data der siger noget om, at pulveret skulle være rynkeforebyggende på lang sigt. For man kan ikke sige, om det er mere fugt i huden, der har den rynkeforebyggende effekt.

Forskerne understreger dog, at man sagtens kan tage pulveret, hvis man oplever en positiv effekt, men at man skal være klar over, at der ikke er noget bevis for, at det forebygger rynker på lang sigt.

Og de er ikke alene om at stille sig kritiske overfor pulverets effekt på rynker.

I en artikel fra 2024 fra DR forklarer Andrea Heinz, som er lektor på Københavns Universitet for Institut for Farmaci, at der er meget lidt forskning på området, som er publiceret i forhold til milliardomsætningen af produkterne:

- Langt størstedelen af det, der publiceres, er firmabetalt. Det er markedsførings studier, ikke objektiv forskning, fortæller hun.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.