Jeg føler, at jeg skjuler hovedet i busken for ikke at miste modet. Hvad gør jeg?

Kære Anna

Dag for dag bliver jeg mere og mere bange og deprimeret over verdens tilstand. Jeg er for længst holdt op med at læse aviser og se nyheder. Også radioen slukker jeg for. Men det er jo bare at skjule hovedet i busken ligesom strudsen.

På min arbejdsplads skal vi installere flerfaktor systemer, så det er sværere at hacke os. Men så får vi også at vide, at vi skal udskrive fysiske formularer osv. Jeg har selv en powerbank, ekstra mad og vand osv. Men det er som om, jeg er ved at miste modet helt. Verden er så ond og modbydelig. Det onde har så meget magt. Det er næsten det værste. Alle de uskyldige børn det går ud over.

Jeg kan jo sagtens klare et strømsvigt. Jeg har mit på det tørre. Men verden, hvad med den? Er der en måde, hvorpå man kan leve og være glad – på trods? Og kan man hjælpe på andre måder end at donere penge?

Kærlig hilsen den bekymrede

Kære bekymrede

Der er stor forskel på at stikke ”hovedet i busken” og så på at sortere i de nyheder, vi tager ind. Ingen mennesker kan forholde sig til alt. Og som verden tager sig ud lige nu, sker tingene desuden i et tempo, så ingen kan følge med. Dårligt nok nyhedsmedierne selv.

At donere penge til de etablerede nødhjælpsorganisationer er en god måde at hjælpe nødstedte på. Mange mennesker drømmer også om at lave private indsamlinger og drage ud i verden selv og uddele mad, tøj og andre fornødenheder. For det gør noget godt ved os at mærke på egen krop, at vi gør en forskel.

For nogle år siden talte jeg med generalsekretæren i en nødhjælpsorganisation. Herigennem blev jeg bevidst om, at selv om det er udtryk for stor empati og vilje til at hjælpe, så er private initiativer ikke altid den mest effektive måde at få hjælpen ud på. Mange etablerede organisationer har nemlig en helt anden erfaring, end vi som privatpersoner har. De ved, hvad der skal til for at hjælpen kommer sikkert frem og lander i de rigtige hænder.

Jeg tror, at det er meget vigtigt, at du deler dine tanker med nogle i din omgangskreds. Det ændrer måske ikke den store verden, at vi taler med hinanden om det, der bekymrer os. Men det gør så absolut noget ved vores måde at være i verden på. For vi er jo ikke alene om at forholde os til det, der sker. I en tid som denne er det afgørende vigtigt, at vi indgyder hinanden håb og mod. At vi holder fast i glæden over de små ting i hverdagen, der stadigvæk er lys i. For en tilværelse helt uden håb kan ingen af os trække vejret i.

Heldigvis er håbet ikke nogen sart lille blomst. Det er en urkraft. Et tusindår gammelt egetræ, der står endnu trods tidernes skiften, storm og tørke. Det onde i verden vil aldrig få det sidste ord, så længe vi bliver ved med at insistere på, at kærlighed og medmenneskelig omhu findes. Og at lyset og glæden findes. Også på trods!

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.