
Nu vil de lære mig, at jeg skal springe et måltid over. Det gør mig virkelig indigneret
Foto: Privatfoto
Artiklen indeholder beskrivelser af spiseforstyrret adfærd. Du kan få hjælp hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvis du eller en, du holder af, har brug for det.
Jeg bruger nok TikTok mere eller mindre hver dag. Måske gennemsnitligt i en halv time om dagen.
Jeg scroller og scroller og scroller, og jeg har bemærket, at der inden for det seneste halve år er sket noget nyt. Videoerne om kroppe, vægt og tyndhed har egentlig altid været derinde. Men er blevet mere dominerende.
Mens jeg scroller, dukker der pludselig en åbenlyst slank kvinde i tætsiddende tøj op på min for you page. Hun har tydeligvis ikke brug for at tabe sig, men det fortæller hun mig, at hun har. Og at jeg har.
Du skal kun spise en tredjedel af det, du egentlig vil.
Du er ikke en skraldespand, så du skal ikke bare spise alting.
Du er ikke en hund, du fortjener ikke en godbid.
Det er hendes og mange andre kvinders budskaber, og det giver mig altid dårlig samvittighed, når jeg hører det.
Hvis de her meget tynde kvinder skal tabe sig, hvad skal jeg så ikke, for jeg har en krop, der i forvejen ikke lever op til de samme skønhedsidealer?
De fortæller, at det i virkeligheden handler om viljestyrke og dovenskab. Hvad tænker folk så ikke om mig, når jeg ser ud, som jeg gør?
Jeg burde også gøre de her ting. Jeg burde følge deres råd, tænker jeg.
#SkinnyTok
Er et hashtag og en trend, der i stigende grad florerer på det sociale medie TikTok, hvorunder særligt kvinder deler videoer med råd til, hvordan man kan tabe sig gennem blandt andet ekstreme diæter.
EU-kommissionen vil nu se på, om platformen gør nok for at beskytte unge brugere mod spiseforstyrrelser.
Oftest swiper jeg hurtigt videre. Væk fra #SkinnyTok, som algoritmen har ført mig til. Men det påvirker mig alligevel.
Det gør mig ked af det, og jeg skammer mig over, hvordan jeg ser ud. Jeg spørger mig selv, hvad andre tænker om mig. De tænker nok bare, at jeg er dum og dårlig og burde tage mig sammen.
Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne være ligeglad med, hvad folk på TikTok siger. At jeg bare kunne scrolle videre. Men når jeg ser det flere og flere gange, begynder jeg ubevidst at tage det til mig. Især hvis det taler ind i nogle ting, som jeg i forvejen har tænkt om mig selv.
Når jeg hører andre sige det, så bliver det bekræftet. Det bliver til en sandhed.
Fra jeg var lille, har jeg set i popkulturen, i musikvideoer, på film og nu sociale medier som TikTok, at det er en bestemt kvinde, i hvert fald et bestemt udseende, som vi præsenteres for. Der har altid været et ideal, vi har stræbt efter at opnå: Tyndhed.

Det startede i omkring sjette eller syvende klasse. I min omgangskreds blærede mine veninder sig sommetider indirekte med, hvor lidt de havde spist, eller hvor meget de havde trænet. Hvor meget det påvirkede os alle sammen, var ikke noget, vi talte om. Selvom det nok var nogle tanker, vi alle gik rundt med.
At der nu potentielt er mange unge kvinder, der bliver så påvirket af den slags videoer på #SkinnyTok, at de springer måltider over, begynder at træne ekstra meget eller oplever den samme følelse af ængstelighed og kropsskam som mig, gør mig vred.
At nogen laver det indhold, gør mig virkelig indigneret.
Det er ikke en sund livsstil, de promoverer. Og at TikTok ikke gør noget ved det betyder, at det er endnu et lag, min generation skal forholde sig til. I forvejen bekymrer vi os vildt meget bekymrer om, hvorvidt vi er gode nok.
At kvinder skal være tynde, er en fortælling, vi er vokset op med. Og så kan det godt være, at der lige var et par år, hvor der var lidt mere fokus på kropspositivitet, men det er stadig ikke noget, der har gjort en stor forskel i forhold til repræsentation. Og nu er det åbenbart begyndt “at vende tilbage”, at man skal være tynd.
Jo, jo. Det ideelle ville være at slå det hen, glemme det, de siger på TikTok, og tænke; ej, det er bare en usund trend. Det er ikke noget for mig. Men det er svært. For de ting, jeg har set, har bekræftet mig i, at det er rigtigt, hvis jeg springer et måltid over. Pludselig er det både noget, jeg selv har tænkt, og noget, andre siger til mig.
Jeg synes, at TikTok har et ansvar for at begrænse det indhold, især fordi deres primære målgruppe er unge mennesker. Jeg ser jo ikke kun videoer fra personer, jeg selv følger, når det meste indhold er afhængigt af algoritmen.
Det er ikke kun individet, der har et ansvar.

Er du i et forhold og har fået et crush på en anden? Det her skal du være opmærksom på, siger parterapeuten
Udvalgt indhold

Sådan får du flere venner: Flere misforstår, hvad der egentlig er vigtigst

Sidnana er “villig til at prøve alt” for at blive endeligt fri for menstruel migræne: “Jeg vil bare have nogenlunde livskvalitet”
