
Er folk trætte af influencere? Ja, mener kommunikationsekspert

Foto: Søren Jul Lamberth
Søndag var Christina Sander i en tur "Presselogen" på TV 2 News for at diskutere den kritik, der har ramt hende, efter hun i sidste uge langede ud efter Molslinjen på sine sociale medier.
Her beklagede hun og anerkendte, at hun med sine 143.000 følgere har et ansvar for det, hun deler.
Men ifølge Christina Sander har kritikken været ude af proportioner og blandt andet medført trusler og grimme beskeder i indbakken, og i podcasten "Q & Co." taler hun om influencerlede, som hun mener florerer i samfundet.
Noget kunne da også tyde på, at danskerne er trætte af influencere - det er i hvert fald ofte, at diverse kommentarspor gløder i raseri.
Og Christina Sander skriver sig blot ind i rækken af influencere, der de seneste år er endt i mediemøllen.
For nylig endte iværksætter og influencer Cathrine Wichmand i noget af et stormvejr, da hun benyttede sig af et gratis tilbud om en personlig assistent hos kommunen. Her blev hun af flere nemlig beskyldt for at være privilegieblind.
Ligeledes endte Cecilie Haugaard i en regulær shitstorm, da hun sidste år udgav bogen "Instagrim" med det formål at gøre op med perfekthedskulturen på de sociale medier.
Også Jencel-parret kom i søgelyset, da de i 2023 langede ud efter rejseselskabet Atlantis. For ifølge rejseselskabet havde Maria og Pelle Peter Jencel i den grad nydt godt af deres influencer-status med gratis opgradering og andre goder.
Til SE og HØR fortæller kommunikationsekspert Anna Thygesen, at omverdenen er blevet mere opmærksom på, hvorvidt influencere lever op til deres ansvar.
- Jeg ved ikke, om der er influencerlede, men jeg synes, at almindelige mennesker, medier og andre magtfulde personer er ved at gennemskue dem og sige "hey, I skal altså leve op til jeres ansvar". Når man har så mange følgere, så skal man være sit ansvar bevidst.
- Indtil man finder ud af, hvordan branchen skal reguleres, så må de (Influencere red.) jo tage de tæsk, der kommer, når de vælger at være offentlige platforme.
Det er det, som jeg kalder tonedøvhed, som folk er ved at være trætte af
Ifølge Anna Thygesen slår influencere sig ofte op på forskellige mærkesager, fordi det er et godt brand - og mindre fordi de rent faktisk brænder for emnet.
- For at kunne tiltrække mulige samarbejdspartnere, så skal de kunne nå rigtig mange mennesker. Det gør man altså ikke bare ved at lægge rabatkoder til "Hello Fresh" op.
- Derfor bruger de det, som jeg vil kalde samfundssager som løftestang. Det kan være feminisme, børnefamilie-vilkår, velfærd, og dem tager de som gidsler i jagt på likes. Men dét begynder folk at kunne gennemskue nu, tror jeg.
Kommunikationseksperten mener ligeledes, at influencere ofte giver udtryk for at være hævede over kritik, når de deler ting på deres sociale medier - men ved at leve af en offentlig platform med mange tusinde følgere må man forvente nogle reaktioner.
- Influencere lever i princippet i et stort ekkokammer på deres profiler, og derfor bliver de overraskede, når folk udefra, pludselig går dem på klingen. Ligesom de ofte kommunikerer arrogant og indforstået. Det er det, som jeg kalder tonedøvhed, som folk er ved at være trætte af.
- Jeg tror også, det er et spørgsmål om, at folk mener, det er ok at forholde sig kritisk til det, som bliver lagt op på de sociale medier, uden det skal ses som et personligt angreb. Det følger med, når man har så mange følgere.
For ganske nylig offentliggjorde det såkaldte influentnævn 18 nye etiske retningslinjer, som landets influencere kan vælge at skrive under på.
Retlingslinjerne handler blandt andet om at lade andre komme til orde, hvis man udtrykker kritik og gøre følgere opmærksomme, hvis billeder af ens krop er retoucheret.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Er du i et forhold og har fået et crush på en anden? Det her skal du være opmærksom på, siger parterapeuten

Sådan bliver han forelsket i dig: Mange tør ikke taget skridtet
