Det er min syvårige datters første besøg. Så siger sundhedsplejersken noget, der undrer mig

"Nåh, men hun ligger jo et godt stykke fra den kurve, vi holder øje med.”

Jeg er med min syvårige datter til første besøg ved skolens sundhedsplejerske. Jeg kigger på hendes skærm og konstaterer, at min datter ligger fire-fem kurver under den røde streg, som sundhedsplejersken peger på.

Kurven, der markerer grænsen for overvægt. Hun ser tilfreds ud. Det er jeg på sin vis også. For det føles, som om vi bestod en eksamen. Og det til trods for, at min datters BMI viste sig at være på 14,4, hvor grænsen for overvægt hos børn defineres som en BMI over 20, i hvert fald ifølge de kurver, som Københavns Kommune følger.

Jeg var derfor nærmere bekymret for, om hun var undervægtig, fordi hun er både er lavere og vejer mindre end gennemsnittet. Faktisk vejer hun det samme som sin tre år yngre lillebror. Måske er det ham, der er overvægtig?

Ud over at måle og veje min datter vurderes hun også på, hvor god hun er til at kaste med risposer, så de rammer en firkant markeret på gulvet, og hvor længe hun kan stå på ét ben.

Der bliver hun godkendt. Hendes trivsel skal hun selv vurdere ved at vælge glade, mindre glade eller sure smileys, ud for hvordan hun har det i klassen, i skolegården og derhjemme, så det er ret hurtigt overstået. Hvilket barn vil dog vælge den sure smiley?, kan jeg ikke lade være med at tænke.

Derimod er analysen af hendes kost noget mere detaljeret. Hvilke grøntsager spiser du? Hvilken frugt? Får du ris, pasta eller kartofler hver dag? Hvad får du til morgenmad? Hvad er din livret?