Khaterah Parwani: "Den sommer kostede mig nogle venskaber, som jeg valgte fra"

I sommeren 2019 gjorde jeg det, jeg skulle have gjort for mange år siden: Jeg trak stikket.

Jeg sagde mit job op som talsperson for Exitcirklen uden rigtig at vide, hvad jeg skulle.

Jeg havde haft fire år med nul faste arbejdstider. I samme periode røget ind i den offentlige debat. Min telefon kunne ringe klokken tre om natten, og jeg tog den altid.

Jeg glemte fuldstændig mig selv i de år. Jeg udviklede alvorlige stress-symptomer.

Jeg kunne ikke sove og havde hjertebanken hver nat. Jeg havde også svært ved personlige samtaler, familiemiddage og tætte relationer. Og jeg led af hårtab.

Jeg begyndte faktisk at blive så skaldet, at jeg var nødt til at binde mit hår i en stram knold i en længere periode.

Jeg kunne gå som en robot i seks måneder for så at bryde sammen, rejse mig op igen og fortsætte. Jeg lignede en, der var ved at falde om.

Det hele startede, kun et år efter min mor gik bort i 2013. Da hun døde, måtte jeg flytte fra mit barndomshjem i Urbanplanen på Amager og fra alt, hvad jeg kendte.

Jeg flyttede fra sofa til sofa og skulle bygge mit liv op forfra. Jeg har altid været på farten og har hele mit liv være dårlig til at stå stille.

Det var nok en flugt fra at forholde mig til tabet af min mor.

Jeg tror også, at det har at gøre med, at der i vores minoritet ikke er noget, der hedder stress.

Hvis du siger, at du lider af stress eller depression i afghanske miljøer, griner de af dig. “Hvad taler du om?”

Medmindre du fejler noget fysisk, er du ikke syg.

Jeg trak mig fra sociale medier, og jeg sagde konsekvent nej, hvis de ringede fra “Deadline”, “Debatten” eller radioen.

For første gang tænkte jeg, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve for 3.000 kr. om måneden. Så længe ingen krævede noget af mig.

I stedet satte jeg mig ud på min altan, lukkede øjnene og lavede vejrtrækningsøvelser, mens jeg lyttede til afghansk sufi-musik.

Det lyder meget banalt og selvhjælpsagtigt, men det var det, jeg havde brug for.

Jeg har en god ven, som er PTSD-psykolog, og han fortalte mig, at man sagtens kan kritisere positiv psykologi og dens metoder, hvis man ikke har været igennem særlig meget.

Men hvis man har været igennem det, som jeg har, med bl.a. flugt og et voldeligt forhold, har man brug for de der fluffy ting for at kunne lande.

Jeg havde svært ved overhovedet at trække vejret. Jeg sad virkelig meget på den altan.

Hvis jeg havde fået lov til at få en celle i et fængsel, havde jeg gjort det. Det ville have passet mig fint.

Den første lektion, jeg lærte, var, at jeg ikke kan gøre noget menneske på jorden glad, hvis jeg ikke selv er glad.

Det er jo virkelig basic, men jeg har brugt hele mit liv på at passe på andre.

Om det var mine allernærmeste, mine venner eller fremmede, har jeg altid smidt alt, hvad jeg havde i mine hænder, for at hjælpe.

Jeg var nærmest et instrument.

Den sommer kostede mig nogle venskaber, som jeg valgte fra.

Venner, der havde glemt, at jeg kun har 24 timer i et døgn. Hvis en veninde har en krise, er jeg der selvfølgelig, men selv i krisesituationer har vi ansvar for at passe på hinanden.

Vi skal huske at spørge ind til hinanden, huske den der gensidighed og ikke tage hinanden for givet.

Et af problemerne ved at have så travlt, som jeg havde, er, at når du forsøger at være der for alle på en gang, så føler de få mennesker, som virkelig betyder noget, sig overset.

Jeg har svigtet dem, der var allervigtigst: Min familie, min partner, mine gudbørn.

Jeg legede helt i alle andres liv, og når mine allernærmeste savnede mig, følte jeg mig angrebet.

Jeg husker, at da jeg begyndte med mine daglige rutiner, blev min partner provokeret, fordi jeg rejste mig, hvis vi skulle til at skændes.

Så gik jeg ud på altanen og satte mig.

Det forstår jeg godt, han blev, men jeg gik derud, fordi den sommer også lærte mig, at den rolige kærlighed er langt større end den larmende.

I dag er det ham, der driller mig og siger: “Skal du ikke lige ud på den altan og meditere? Det tror jeg, er godt for dig.”