Lea Korsgaard: "Min mand og jeg er en elektrisk ladning"

Forbipasserende regnskyer hensætter luften i en gus. De bølgende, mørkegrønne marker plettes af fine dråber. Ved trappestenen, der leder ind til det sort-hvide 70'er-murstenshus i Humlebæk, kan man akkurat skimte den; udsigten til skov og mark, som tager sig ud i sit fulde omfang, så snart man træder ind i journalist og chefredaktør Lea Korsgaards stue.

Huset har 40-årige Lea beboet med sin familie i lidt over et år. Og naturen, der pakker det hele ind, har vist sig at være grobund for netop tankerne, idéerne - og fordybelsen ikke mindst.

Det er syv år siden, at Lea vendte op og ned på sit liv, da hun sagde sin fuldtidsstilling hos Politiken op og sammen med tre kolleger stiftede det digitale medie Zetland. Drømmen var at etablere et alternativ til de traditionelle nyhedsmedier, hvor fokus var mindre breaking news og mere eftertanke.

I dag har Zetland over 10.000 fast betalende abonnenter eller ”medlemmer”, som de kalder dem. Dagligt udgives der kun et par enkelte artikler, men formatet er længere, sproget kræset ekstra om. Har det så været, som Lea selv havde forventet?

LÆS OGSÅ: Janni Pedersen: Jeg er bare blevet endnu mere vild med min mand

– Man har alle mulige forestillinger om, hvordan ens drømmeprojekt skal være. Lidt på samme måde som man har en forestilling om, hvordan ens ægteskab bliver. Og så viser det sig, at det bliver noget helt andet. Med risiko for totalt at overvurdere vores betydning, så synes jeg oprigtigt, at vi i dag er med til at vise i hvert fald én vej at gå med journalistikken.

Lea og naturen

Sidste år byttede Lea, sammen med sin mand, Rasmus, villavej i Valby ud med markvej, vidder og en på mange måder ganske anderledes leveform, end den de kom fra. Leas mand var blevet udnævnt til ny forstander på Krogerup Højskole i Humlebæk, og til sådan et job medfølger forstanderbolig med bopælspligt. Chancen greb parret med stor iver.

Livet på en højskole var Lea i øvrigt allerede bekendt med, da hun selv i sin tid er vokset op som forstanderbarn på Gerlev Idrætshøjskole.

LÆS OGSÅ: Monica Ritterband: Jeg er solo - ikke single

Selvom det nye liv er præget af konstant bevægelse, er det også blevet nemmere for Lea at vælge det modsatte til - nemlig roen og refleksionen. Her kommer naturen ind i billedet. Herude har fordybelsen gunstige kår.

– Jeg voksede op med naturen, uden at jeg rigtigt tænkte over den. Den var der bare. Jeg har boet en periode i New York, da jeg studerede, og da tænkte jeg, at jeg aldrig kom til at vende tilbage til noget, der bare mindede om en pløjemark, for det var for fedt at bo i byen.

En følelse, der ikke desto mindre har ændret sig:

– Da Rasmus og jeg fik børn, fik jeg en længsel efter at komme tilbage til jorden og få noget skidt under neglene, ja, fysisk at komme ned på stueniveau og få jordforbindelse. Det viste sig, at jeg blev det vildeste havemenneske. Det havde jeg ikke lige forestillet mig.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin: Jeg er blevet god til at holde fast i, hvem jeg er

– Jeg tror, alle skærmene og notifikationerne, der hiver i vores opmærksomhed, gør os sårbare over for ikke at kunne mærke det dér store fantastiske nu, der står og venter. Her er naturen et rum, jeg kan gå ind i og bare være. Jo, jeg ville være idiot, hvis jeg som chefredaktør på Zetland sagde, at digitale medier ikke havde muligheder, men den værste version af dem dulmer vores evne til at fastholde fokus.

Familien og kærligheden

Foruden kærligheden til naturen skal Lea naturligvis også have det obligatoriske spørgsmål om den anden kærlighed – til manden i sit liv. For hvad er den kærlighed egentlig for en størrelse?

– Min mand og jeg er en elektrisk ladning. Jeg synes, han er evigt spændende, evigt sjov, evigt pisseirriterende. Altså sådan inderligt pisseirriterende. Og det er nok meget godt. Der er hele tiden mere at hente. Rasmus er jo det menneske, jeg allerhelst vil tilbringe min tid sammen med. På den måde er jeg også totalt gammeldags og et hundrede procent sikker på, at Rasmus og jeg bliver sammen for evigt, fordi jeg bare ikke har den tvivl.

– Det er sådan en gave ikke at vågne op hver morgen og tænke: Er jeg det rigtige sted. Det misunder jeg ikke dem, der gør.