Selvudvikling
5. februar 2011

Mænd vil ikke have tændstiktynde modeller

Mænd vil have former, barm og bagdel, mener Peter Heydenreich. Læs hans klumme her.
Af: Peter Heydenreich
https://imgix.femina.dk/media/dd610add8d354880a87a1a5284a8f82a.jpg

Så har den været der igen, modeugen. Og igen blusser diskussionen om de tynde modeller op. En evig diskussion.

Men jeg er enig: Der er ingen grund til, at vi skal sidde og se på undervægtige piger vise tøj frem, tøj som på ingen måde kan hænge på almindelige kvinder med almindelige former.

Med fare for at generalisere voldsomt, så er det min erfaring at rigtigt mange designermænd er bøsser - og fred være med det, men det kunne jo godt tænkes, at deres seksuelle præferencer gør, at deres æstetiske opfattelse mere eller mindre bevidst hylder et kvindeideal, som ikke har så meget med noget virkelig kvindeligt at gøre, snarere end med en form for abstrakt idealisering af, hvad de mener, er idealet.

Læs: Rigtige kvinder på catwalken under den danske modeuge

Hvad vi vil med tøj
Haute Couture anerkender jeg fuldt ud som ypperlig kunst, men de tynde modeller er samtidigt rollemodeller for ganske almindelige piger med de uheldige følger det meget nemt får for deres forhold til krop, mad og motion.

Som modeskaber ville jeg lave noget tøj der kunne understrege alt det dejlige ved det kvindelige. Tøj der klæder kvinder, også selvom de ikke lige er på idealkurven. Lad os bare være ærlige: Når vi klæder os på er det jo ikke bare for at holde os varme, men også for at gøre os attraktive overfor det modsatte køn.

Peter Heydenreich


Peter Heydenreich er 47 år, tegner, skriver, laver musik, er gift og far til tre.

Håber at forbedre sin tid på halv- og helmarathon, og laver gerne mad til venner og familie. Har et passioneret forhold til biler...

Mænd vil have former
Mænd gider slet ikke de der tynde rær uden former; vi elsker alt det kvinderne har, og som vi ikke har. Vi drømmer om erotiske kvinder med hofter og bryster, bagdele og taljer. Det er meget enkelt, og det er sådan, vi er programmeret fra naturens hånd, og vores styresystem er ikke blevet opdateret synderligt, siden vi var hulemænd, version 1.0.

Læs: Margit Brandt på natklub

Kvinder er også kvinder værst, og hvis ikke andet, så kan de da altid kommentere hinandens fede ankler, lægge eller hvad ved jeg. Der er altid noget! Det bedes I lade være med. I bedes også tale pænt til jer selv og om jer selv. Hvis I hele tiden taler nedsættende om jeres 'fede lår' eller 'store bagdel', så skal jeres kæreste nok også til sidst synes, at I har ret, og at det er et problem.

Tøjstativer eller kvinder
Så næste gang der er modeshow i nærheden af dig, i Milano eller København, så ville det ikke alene være et godt gimmick blot at trille nogle tøjstativer ind på catwalk'en; det ville også være meget billigere og nemmere end at skulle hyre alle de dyre modeller til at spankulere frem og tilbage. Man kunne også være det første virkeligt store brand, der turde lade en kollektion af almindeligt proportionerede kvinder give den gas, med former og hele molevitten.

Mode og penge er uløseligt forbundet, og jeg er sikker på, at det første firma der turde det ville få ubetalelig omtale i alle mulige medier. Den idé er hermed givet videre, og jeg glæder mig til at sidde first row til det show!

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.