Oestrogen interviewer: Ingrid Betancourt

Betancourts historie

Ingrid Betancourt er født i 1961 i Colombia, men er uddannet i Frankrig og England. Hun blev taget til fange i Columbia i 2002, hvor hun stillede op som præsidentkandidat, af guerilla-bevægelsen FARC og befriet under stor, international mediebevågenhed i 2008. Hun har modtaget adskillige hædersbevisninger, bl.a. Frankrigs Légion d'honneur. I dag bor hun dels i Paris, dels i USA. Hun har ikke ambitioner om at blive aktiv politiker igen.

I 6 år blev Columbias tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt (link fjernet) holdt som gidsel af en af verdens mest berygtede og farlige oprørsgrupper, Guerillabevægelsen FARC. I 2321 dage levede hun under de mest kummerlige og ydmygende forhold man overhovedet kan forestille sig i Colombias Amazonas jungle. Uden at vide om hun nogensinde ville få sin mand, sin mor og ikke mindst sine børn at se igen, og uden at vide om hun overhovedet ville overleve fangenskabet. Ingrid Betancourts fangenskab blev en kæmpe mediebegivenhed og hele verden fulgte med, særligt hendes mor og børn, som aldrig opgav håbet om at blive genforenet med Ingrid, og som kæmpede til det sidste for at få hende frigivet. Den 3. juli 2008 blev deres bønner hørt, og Ingrid Betancourt er i dag en fri og lykkelig kvinde, som på den hårde måde har lært aldrig at tage livet for givet.

Se også: Oestrogen.dk anmelder: Selv stilhed hører op

Første gang, at jeg hørte om Ingrid Betancourt og hendes hjertegribende historie, var i talkshowet Oprah Winfrey. Jeg glemte fuldstændig alt omkring mig, imens denne, ved første øjekast, skrøbelige og lidt spinkle, kvinde gengav den skæbnesvangre dag, hvor hun under en kampagnetur til den Colombianske by San Vicente del Caguán, pludselig bliver konfronteret med medlemmer af FARC, som tager hende som gidsel. Deres soleklare formål var at bruge hendes status og berømmelse til at presse den Colombianske regering til at frigive alle de FARC medlemmer, der på daværende tidspunkt var i fængsel. Jeg kan huske, at jeg fik kuldegysninger af hendes beskrivelse af de rædsler, som hun gennemgik dag ud og dag ind, i hvad der måtte have føltes som for evigt. På dette tidspunkt havde jeg aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle få æren og ikke mindst fornøjelsen af at møde hende. Men chancen bød sig, da Ingrid Betancourt, i forbindelse med promoveringen af hendes netop udkomne selvbiografi: " Selv stilhed hører op - mine seks år som gidsel", var i Danmark på et kort visit.

Interviewet

Dagen før interviewet, hvor jeg netop lige var blevet færdig med hendes bog, gik det først for alvor op for mig, at jeg virkelig skulle møde og tale med denne fantastiske kvinde, som jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, at jeg beundrer, og som jeg samtidig har den dybeste respekt for.

Det var derfor også med en vis angst og en stor portion nervøsitet, at jeg tirsdag d. 3. maj 2011 trådte ind i et af Gads Forlags lokaler, hvor Ingrid sad og ventede på mig. Hun så ud som jeg havde forestillet mig: elegant, velklædt og lille af bygning. Men efter at have læst hendes bog og efter at have tilbragt blot en halv time med hende, står det mig klart, at Ingrid Betancourt er alt andet end skrøbelig. Hun er en kvinde med ufattelig viljestyrke og en brændende stærk personlighed, der stadig har plads til ydmyghed og selverkendelse af hendes fejl og mangler.

Nervøsiteten lagde sig overraskende hurtigt, efter at jeg satte mig ned overfor hende, og før jeg vidste af det, føltes det næsten som at sidde og tale med en nær veninde, som man ikke havde set i lang tid. For Ingrid Betancourt var både nærværende, utrolig sød og samtidig virkede hun begejstret for at besvare alle mine spørgsmål, på trods af, at hun sikkert er blevet stillet dem 1000 gange før.

Hun nævner for mig, at det er første gang hun er i Danmark, men trods hendes stramme program og korte ophold har besøget alligevel nået at gøre et indtryk på hende. Et positivt indtryk, vel og mærke:

- Danmark virker for mig som et meget rent og velorganiseret land, hvor indbyggerne er glade. Det virker som om, folk får lov at gøre det som de har lyst til - og det er skønt at se.

Noget som man særligt forstår, hvorfor Ingrid Betancourt bider mærke i, taget i betragtning af, at hun i flere år ikke engang kunne gå på toilettet uden at skulle spørge om lov først.

"Det var svært at genfinde min plads som mor til mine børn efter 6 års adskillelse"

D. 2. juli 2011 er det præcist 3 år siden, at Ingrid Betancourt blev frigivet. Og det er en dag, som hun de sidste 2 år har fejret med dem, som reddede hende (soldater fra den colombianske hær), samt de andre fanger, der ligesom hende havde været taget som gidsler af FARC. I år ved hun ikke om hun skal fejre dagen sammen med dem, men hun ved, at denne dag ikke vil gå ubemærket hen, og det tror hun, af gode grunde, aldrig den vil gøre.

Jeg spørger Ingrid om hun er i stand til at gengive øjeblikket, da hun efter 6 års fangenskab endelig bliver genforenet med sin mor og sine 2 børn Mélanie og Lorenzo. Det er tydeligt, at hun er berørt over mit spørgsmål, og hun tænker sig grundigt om før hun svarer. Som om hun prøver at genkalde de eksakte følelser, der gik igennem hende:

- Det var meget intenst. Jeg så min mor samme dag, som jeg blev reddet. Jeg har altid betragtet min mor og mine børn som smukke. Og selv om, jeg kunne se, hvordan mine år i fangenskab, havde tæret på min mor, var hun for mig smukkere end nogensinde.

Ingrid Betancourt elsker ikke blot sin mor, hun beundrer hende samtidig meget højt, særligt for hendes mod, styrke og gåpåmod. Og når man læser om, hvordan hendes mor kæmpede, hvad der skulle vise sig at blive en lang og sej kamp for at få sin datter frigivet, kan man ikke andet end at tilslutte sig hendes beundring. Ingrid er heller ikke i tvivl om, at det særligt er hendes mors skyld, at hun er i live i dag. Det skal her nævnes, at Ingrid Betancourt også havde et helt særligt forhold til sin far, som desværre døde, efter længere tids sygdom, mens hun var i fangenskab. Hun fik aldrig sagt farvel til ham.

- Mine børn så jeg først næste dag. Og jeg kan ikke beskrive, hvor ulidelig ventetiden var! Selvom jeg havde ventet i 6 år, så nu hvor jeg pludselig var så tæt på at skulle se dem igen og holde om dem, så havde jeg slet ikke tålmodighed til at vente et sekund længere.

Men selv om genforeningen var en glædesdag uden lige, så var den efterfølgende periode ikke helt nem. For hvordan er det lige, at man bliver en del af sine børns hverdag igen, efter at de i 6 år har været tvunget til at leve uden én, og på godt ondt har lært at klare sig alligevel? Og hvordan er det lige man bliver mor til to børn, der pludselig er gået hen og blevet voksne i mellemtiden?

- Det var hårdt, og jeg kunne ikke lide den afstand, der var i mellem os. Jeg ville have, at alt skulle være som det var før, men dette skete naturligvis ikke over én dag. Det tog lidt tid.

Bog fakta:

• Selvbiografi
• Oversat af Lærke Pade
• Udgivet på dansk af GADS forlag 3. maj 2011
• Bogens sideomfang: 624 sider
• Pris: 299,-

"Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg en dag ville skrive en bog om mine oplevelser"

"Selv stilhed hører op - mine seks år som gidsel" er beskrevet ned til, hvad synes som mindste detalje, og det fik mig til at tænke på om hun i sin tid som gidsel allerede dér vidste, at hun en dag ville udgive en bog om sine oplevelser:

- Ja, det var helt klart noget som jeg havde i tankerne, at jeg ville gøre. Særligt i de værste stunder stod det mig klart, at dette var noget, som jeg var nødt til at dele med resten af verden. Og samtidig ville det også give mit fangenskab en form for formål.

Mens jeg læste bogen, kunne jeg ikke finde ud af om jeg skulle være imponeret over hendes evne til at gengive hendes fangenskab så fyldestgørende, eller om jeg skulle have ondt af hende. For hvad nu hvis dette betød, at hun stadig sad fast i fortiden? Heldigvis svarer hun, at bogen faktisk havde hjulpet hende med at se fremad og lade fortid være fortid. Men samtidig understreger hun, at hverken hende eller de andre fanger vil glemme, hvad de har været udsat for - og det ønsker hun heller ikke. Tværtimod mener hun, at det er vigtigt, at man værdsætter de ting, man oplever i livet på godt og ondt, men på en sund og fornuftig måde. Man skal ikke hænge fast i fortiden.

Det får hende til at komme i tanke om det verdensberømte billede, som FARC tog af hende, under hendes sidste tid i fangenskab, hvor hun nægter at kigge ind i kameraet. I stedet stirrer hun opgivende ud i luften. De fysiske og psykiske lidelser har afsat nogle tydelige spor i hendes ydre, noget Ingrid Betancourt ikke har lyst til at blive mindet om:

"Der findes ikke nogen endegyldig sandhed"

Ingrid har i tidligere interviews fortalt åbenhjertigt om hendes til tider anspændte og dramatiske forhold til flere af hendes medfangere. Jeg spørger hende derfor, hvordan de har reageret på hendes bog.

- Der har ikke været nogen direkte verbal reaktion. Men jeg tror, at det skyldes, at de ønsker at beskytte dem selv. Men de har ligesom jeg også skrevet en bog om, hvordan de oplevede tiden i fangenskab. Og jeg tror, at det er vigtigt, at man husker på, at vi alle ser på verden med forskellige øjne, og at der ikke er nogen endegyldig sandhed.

Ingrid Betancourts kendte ansigt og hendes viljestærke og markante personlighed, var på ingen måde en velsignelse i hendes tid i junglen. For nogen af de andre fanger følte, at hun satte deres liv på spil, fordi hun i flere situationer nægter at makke ret og føje sig overfor gidseltagerne, bl.a. nægter Ingrid at blive råbt op som et tal, da nogle FARC vagter begynder at tælle fangerne. I stedet svarer hun: "Mit navn er Ingrid Betancourt - og hvis du vil have, at jeg skal svare, så skal du kalde mig ved mit navn".

For nogle virker dette måske dumdristigt af hende, men for Ingrid Betancourt var det altafgørende ikke at miste sin identitet. Godt nok havde FARC taget hendes frihed og familie fra hende, men de skulle ikke også have lov til at slippe af sted med at tage hendes sjæl og værdighed.

Dog siger hun, at det det har såret hende, når nogle af hendes tidligere medfangere efterfølgende har kaldt hende en diva.

- Naturligvis sårer det mig, men én ting som jeg særligt har lært af min tid i fangenskab, er ikke at tage det personligt. Vi var alle under pres, og når man har været udsat for det særlige pres som vi var, så er det klart, at man siger nogle hårde ting. Derudover er jeg også af den overbevisning, at når man kritiserer andre, for ting man ikke kan lide, så er det tit de samme ting, som man ikke kan lide ved sig selv.

På trods af den store modstand hun oplevede hos flere af hendes medfangere, fandt hun også venner for livet, heriblandt medfangerne Luchi og Marc, som stadig har en helt særlig plads i hendes hjerte i dag.

"Jeg arbejder stadig på at blive et bedre menneske"

Det virker som om, at Ingrid har prøvet at være så objektiv som overhovedet muligt, da hun skrev sin bog. Og på et tidspunkt vælger hun decideret at prøve at se sig selv med hendes medfangers øjne:

- Jeg så et menneske, der kunne være hård som en sten. Men det skyldes, at jeg generelt også er hård imod mig selv. Det lærte mig at, jeg var nødt til at respektere og acceptere mine medfangere som de er, for ellers kunne jeg jo heller ikke forvente, at de skulle respektere mig, som den jeg er.

Alligevel arbejder Ingrid Betancourt på at blive et bedre menneske. Hun beskriver det som en kontinuerlig proces, og at hun er klar over, at det sikkert vil tage hende hele livet at nå til det punkt, hvor hun kan være fuldt ud tilfreds med sig selv. Men dette er hun også ok med, for den vigtigste egenskab besidder hun allerede, nemlig selvindsigten til at kunne se og erkende sine fejl på en måde hun ikke kunne før fangenskabet.

"Vi brugte fedt fra grise som ansigtscreme"

Ingrid Betancourt levede, før hun blev taget til fange, et privilegeret liv, og hun er ikke bleg for at indrømme at hun både var og er glad for flere af de materielle goder, der er i livet, eller at hun som så mange andre kvinder også går op i sit udseende. Men hvad gør man, når man pludselig bliver frarøvet muligheden for at vaske sig med rigtig shampoo, og når man ikke længere kan beskytte sin hud med ansigtscreme? Man bruger i stedet fedt fra en gris! Eller rettere sagt, det var det Ingrid og en af hendes medfangere nødsagede sig til at gøre, fordi de ikke kunne klare tanken om, at de til sidst ville ende med at ligne indtørrede rynkede rosiner. Og her er jeg nødt til at tilføje, at Ingrid Betancourts ansigt ikke bærer præg af, at have levet uden de dyre og fugtighedsgivende skønhedsprodukter i så mange år. Så måske er grisefedt ikke helt så tosset? Og dog. For som Ingrid også fortæller, så var det ikke just populært blandt de andre fangere, som tog kraftig afstand fra dem, fordi fedtet stank helt forfærdeligt.

"Mine daglige rutiner afholdt mig fra at blive skør"

Noget man heller ikke kan komme udenom, efter at have læst bogens 624 sider om Ingrid Betancourts liv i fangenskab var, hvordan hun formåede at få dagene, timerne, minutterne og sekunderne til at passere. Ingrid forklarer, at hun havde et system, en daglig rutine som afholdt hende fra at blive skør. Hver morgen gik hun frem og tilbage på det korte stykke areal, hun havde at bevæge sig i. 20 skridt frem og 2o skridt tilbage, så jorden til sidst blev til et stort mudderhul. Men hun var ligeglad. Hun var heller ikke bange for at spørge om ting, der kunne hjælpe hende med at holde hende aktiv og nogle gange lykkedes det hende at overtale de forskellige FARC kommandører og vagter til at give hende redskaber, som hun kunne bruge til at holde sig i fysisk form med.

"Vores fejl gør os menneskelige"

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at fangenskabet var et levende helvede, så beskriver Ingrid Betancourt alligevel også flere øjeblikke i sin bog, fra sin tid i fangenskab. Jeg spørger hende, hvordan hun var i stand til at se det smukke i de mennesker, der havde taget hendes frihed fra hende:

- Fordi når alt kommer til alt, så er vi alle mennesker af kød og blod og ingen er perfekte. Vi rummer alle både gode og dårlige ting. Og til tider tænkte jeg også på, hvordan det ville være at være i mine gidseltagers eller medfangeres sko, det gjorde det nemmere for mig at forholde mig til dem.

"Jeg har holdt mit løfte til Gud"

I et af bogens sidste kapitler, beslutter Ingrid Betancourt sig for at tale til Gud. Hun beder ham om et signal og tegn på, hvornår hendes tid i helvede ophører. Hun lover ham samtidig, at hvis han kan give hende et bevis på, at han ikke har forladt hende, så vil hun gengælde ved at bede, hver fredag, for resten af hendes liv, som et bevis på sin loyalitet overfor ham. Jeg spørger om hun har holdt sit løfte:

- Ja. Jeg går i kirke hver fredag, også selvom jeg rejser hele tiden. Det lykkedes mig overraskende nok, altid at finde en kirke. Det sjove er, at jeg nogle gange er tæt på at glemme det, selvom jeg har sat en påmindelse om det på min tlf. Men så sker der ét eller andet, der får mig til at huske det alligevel. Som om der er nogen, der hjælper mig med at huske mit løfte. Nogle gange har jeg endda grint og sagt "Ja ja Gud, jeg skal nok bede, som jeg har lovet, bare rolig."

"Ja, jeg har tilgivet"

Nogle, inklusive mig selv, ville måske finde det svært at finde det i sit hjerte at kunne tilgive, hvad Ingrid Betancourt har været igennem, men for hende selv, har det egentlig ikke været svært. Men for at kunne gøre det, understreger hun, at det først og fremmest handler om at kunne tilgive sig selv:

- Hvis du er i stand til at tilgive dig selv for dine egne mangler og svagheder, så bliver det meget nemmere at tilgive andre! Men for mig handler det ikke så meget længere om at tilgive. Jeg er i et andet stadie nu. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at være i live. Jeg ser på ting på en hel ny måde end jeg gjorde før, og jeg elsker livet med alt, hvad det indebærer af godt og ondt.

Noget at se frem til!

Før jeg vidste af det var min halve time gået, og jeg havde ikke nået halvdelen af alle de spørgsmål, som jeg gerne ville have stillet Ingrid Betancourt. Men igen - selv hvis jeg havde haft flere timer at interviewe hende i, tror jeg stadig ikke, at det ville have været tid nok. For denne kvindes beretninger og tanker er utrættelige at lægge øre til. Til gengæld kan jeg trøste mig med, at alt tyder på, at en filmatisering er på vej, for Ingrid Betancourt har i hvert fald ikke tænkt sig at stille sig i mod. Jeg glæder mig allerede, for denne bog er lige til det store lærred!