Elsk din krop

Ditte er plus size og blogger: Jeg lader mig ikke kue af nogen

At arbejde med mode har altid været en drøm for Ditte Vallø, men i mange år tænkte hun, at der umuligt kunne være plads til hende i så kropsfikseret en branche. I dag lever hun af sin blog Marilyns Closet, som inspirerer kurvede kvinder til at træde ind i modebilledet og droppe skammen over deres vægt

For tre år siden befandt den nu 34-årige Ditte Vallø sig i et omklædningsrum med sin diætist-veninde og diætist-venindens veninder, som alle lignede og var åleslanke, muskuløse Miss Fitnesser. Til sin forundring hørte hun dem alle beklage sig over deres kroppe. En havde for meget appelsinhud, en anden kunne tydeligt se, at hun var blevet for slap, og sådan fortsatte det.

Mange kvinder er ikke skabt til at være tynde, siger en international plus size-model

Selv vejede – og vejer Ditte på den anden side af de 100 kilo, og drømte om at tabe sig de 10-15-20-30 kilo, der ville ændre hendes liv. Men den episode var afgørende for, hvor hun er, for den blev startskuddet på hendes blog Marilyns Closet. Det fortæller hun i et interview med FEMINA.

- Dér tænkte jeg, at hvis ikke DE er tilfredse, hvorfor skal hele mit liv så være en kamp med mig selv og min krop? Jeg kommer ikke til at få det bedre med mig selv af at tabe mig, konstaterer Ditte, mens hun tænker tilbage på det øjeblik, hvor hun indså, at hun måtte lære at acceptere, hvordan hun så ud og få det bedste ud af det, fordi man ikke bliver, hvad man spiser, men hvad man tænker – om sig selv.

Diplomat i modebranchen

Oprindelig er Ditte uddannet sygeplejerske.

- Jeg har altid haft min egen stil og interesseret mig for mode, men jeg tænkte, at det ville være umuligt for mig at få en fod indenfor i modebranchen, når jeg så ud, som jeg gjorde. Jeg var også glad for at være sygeplejerske, men havde en følelse af, at jeg var skabt til noget andet.

Når Ditte alligevel havnede i modebranchen, skyldtes det en bilulykke og et piskesmæld, der gjorde hende 10 procent invalid og tvang hende til at finde et mindre fysisk krævende job.

- Jeg er ikke god til offerrollen, så jeg valgte at se det som universets måde at sige, jeg skulle skifte retning på. Jeg oprettede bloggen, tog en coachuddannelse, og efterhånden som bloggen fik flere og flere følgere, begyndte jeg at tro på mit projekt.

Der er så meget, der er vigtigere end at være tynd, siger danske Camilla Hansen, der er international plus size-model med stor succes

Det er tre år siden, Marilyns Closet blev en realitet. Ditte satte sig fra start for, at det tøj, hun ville vise, skulle være det samme som det, man finder i modemagasinerne.

- Jeg føler mig lidt som en diplomat. På den ene side er branchen nødt til at forholde sig til mig, nu jeg er der. På den anden side er der også mange overvægtige, som sidder derhjemme og siger, at modellerne er alt for tynde, og der ikke er nogen, der gider lave smart tøj til os. Dem kan jeg vise, at sådan er det faktisk ikke. Hvis efterspørgslen og købekraften er der, er der også nogen, der vil designe det tøj, vi vil gå i. Det gælder om at lægge pengene de rigtige steder. På den måde handler mit arbejde ikke bare om mode, men også om kropsrevolution og søstersolidaritet. Jeg véd jo, hvor mange kvinder, der sidder derhjemme og siger: ”Om 10 kilo går mine drømme i opfyldelse”. Når de 10 kilo så ikke ryger, udsætter man bare livet, siger hun.

Man kan køre meget hjem ved at virke selvsikker

Selv om det med Dittes ord stadig kræver ”nosser” at være stor i en branche, der er så kropsfikseret, har hun også fået bevis for, at man kan tillade sig meget, når bare man bærer sine kilo med selvtillid.

- Når jeg viser billeder af mig selv, skriver mine læsere ofte, at tøjet bare ser bedre ud på mig. Men det handler om, at man kan køre meget hjem ved at virke selvsikker, smile og være sig selv. Vi kvinder er tit for hårde ved os selv. Når jeg går i byen, har jeg eksempelvis ingen problemer med at tiltrække mænds opmærksomhed, selv om jeg vejer 30 kilo for meget. Jeg er glad og flirtende, og jeg tror hellere, mænd vil være sammen med en kvinde, der er uperfekt og glad for det, hun har, end en, der er pivlækker og stiv som et bræt, fordi hun er usikker på sig selv, siger Ditte Vallø til FEMINA.

Følg Ditte på bloggen Marilyns Closet her