Barn og kage
Sundhed

Ny undersøgelse: Børn spiser flere søde sager i weekenden

23. marts 2017
af Anne Romanelli
Danske børn og unges indtag af søde sager er steget i weekenden og har medført en skævvridning af kostvanerne mellem hverdag og weekend. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

Danske 4-17-årige spiser i dag sundere end tidligere. Det viser en ny analyse af udviklingen i børn og unges kost fra 2000 til 2013, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen baseret på data fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet.

Den positive udvikling i kosten skyldes i høj grad, at kostens fuldkornsindhold er fordoblet i perioden (fra 32 til 64 gram per 10 megajoule), så andelen af børn og unge, der efterlever fuldkornsanbefalingen, er mere end seksdoblet siden 2000. Rugbrød og havregryn alene bidrager med 55% af fuldkornsindtaget.

Sådan får du dit barn til at spise grøntsager - do's & don'ts

Desuden er sukkerindtaget reduceret, så den procentdel af madens samlede energiindhold (E%), der kommer fra sukker, er faldet fra 13,3 til 10,8 E%. Det faldende sukkerindtag kan forklares med, at indtaget af søde drikke er faldet i perioden.

De sundere kostvaner kan være en medvirkende faktor til, at forekomsten af overvægt tilsyneladende er stagneret blandt børn og unge i de seneste 10-15 år, lyder konklusionen.

Mere slik og chokolade i weekenden

Selvom de 4-17-åriges sukkerindtag har været faldende fra 2000 til 2013, får hver anden fortsat mere sukker end højest anbefalet. Sukkeret i kosten kommer hovedsageligt fra slik, chokolade, kager og is (44%) samt sukkersødet sodavand og saft (30%).

Slik- og chokoladeindtaget er overordnet set uændret fra 2005 til 2013, men fordelingen af søde sager på hverdage og weekenddage har ændret sig. Mængden, der bliver spist i weekenden, er således steget, og er nu næsten tre gange så højt som på hverdage.

Sådan hjælper du dit overvægtige barn

Således ligger 60% af de 4-17-åriges ugentlige slik- og chokoladeindtag nu i weekenden mod 50% tidligere.

- Hvis man giver den gas, når det bliver fredag, kan to en halv dages følelsesbestemt hygge ødelægge fire og en halv dages fornuftsbestemt sundhedsadfærd, så man alligevel ender med at overstige det højest anbefalede for hele ugen, understreger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.

I weekenden spiser børn og unge generelt mere usundt og bevæger sig mindre end på hverdage.

Mere forældreindflydelse, bedre kostkvalitet

Jo yngre børn er, jo mere tilbøjelige er de til at efterleve de officielle anbefalinger. Således får næsten hver anden 4-6-årig tilstrækkeligt med fuldkorn, mens det kun gør sig gældende for hver femte 11-17-årig.

Så lidt kødpålæg må du spise om dagen

Den samme tendens gælder for frugt og grønt, som cirka 40% af de 4-10-årige får nok af, mens det kun er tilfældet for 5% af de 11-17-årige.

- Når forældrene begynder at slippe tøjlerne, ser vi kosten tage en uhensigtsmæssig drejning mod en mere usund kostsammensætning, forklarer seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

Sådan får du dit barn til at smage på grøntsagerne!:

6 tips: Få dit barn til at smage på maden

Læs også