Småbørn

Sommerferie med små børn

Sommerferie med små børn kan være til stor fornøjelse for hele familien. Men det kræver, at I har planlagt ferien fornuftigt i forhold til de allermindste. Her er et par gode råd

Skru ned for oplevelserne i sommerferien
Små børn er ikke begejstrede for ferier med masser af aktiviteter, museumsbesøg, konstant nye oplevelser og indtryk. De vil allerhelst lege, svømme i swimmingpoolen og være sammen med de voksne. Så planlæg en stille og rolig ferie med børn, hvor det handler om at være sammen mere end at se en masse nyt.

Husk legetøjet
Dit barn vil elske, når du hiver yndlingsbamsen eller den gamle, elskede bil frem fra kufferten. Fordi så meget andet er nyt og anderledes, er det trygt for de små med noget velkendt. Er dit barn over to år, så lad det pakke sin egen rygsæk. Papir, tusser, bøger, musik, lydbånd og spil er også altid et hit til turen.

Læs også: Lær børnene at slappe af i ferien

Pak kufferten rigtigt
Udover tøj, bodystockings, sandaler og et par bleer til turen (resten kan du købe, når du kommer frem), er der er visse ting, som er undværlige, når den lille er med på sommerferie. Først og fremmest solcremen. Her skal du gå efter en sollotion faktor 30, som beskytter mod både UVA- og UVB-stråling - og selvfølgelig må den også gerne være uden parabener. Husk også soldragter og badetøj til den lille, for eksempel svømmebukser (Libero har nogle). En sutteflaske eller termoflaske, som du kan fylde med vand. Og selvfølgelig en solhat, så dit barn er bedst beskyttet mod solens stråler.

Planlæg flyturen
Skal I med fly, så forsøg at få en plads ved midtergangen, så du kan gå lidt frem og tilbage med den lille. Lad endelig være med at hoppe om bord på flyet for tidligt. Det kan blive en lang ventetid for de små. Bliv hellere i gaten så længe som muligt, så I kan bevæge jer omkring.
Mange lufthavne har legeområder, hvor børnene kan slå tiden ihjel. Kig eller spørg også efter amme- og puslerum - de findes de fleste steder. Til selve turen kan en lille madpakke og lidt sunde snacks være en god idé - det er nemlig ikke alle flyselskaber, som serverer mad på turen.

Læs også: Sådan har du baby med på flyveturen

God af sted i bil
Skal I på kør selv-ferie, så husk at sætte god tid af til mange pauser og hvil undervejs. De lange stræk kan I så tage, når den lille sover. Derudover er det vigtigt at vælge en autostol, der har flere indstillinger, så barnet kan sidde op, når det er vågent og ligge ned, når det sover. Sørg for, at din lille sidder i skyggen og ikke har det for varmt. Og så er det altid en god idé at have kiks og snacks ved hånden. Det kan tage den første "krise", før I når frem til en rasteplads.

Husk pas til alle
I dag skal alle børn have deres eget pas - uanset alder. Når du søger om pas til dit barn, gælder de samme regler som for pas til voksne. Læs mere på borger.dk, og husk - det tager cirka 14 dage at få et pas!

Læs også: Tips til at have baby med på ferie