hr. skæg
Familieliv

Hr. Skæg: "Det bedste ved børn er deres manglende filter"

8. marts 2018
Af Karoline Mathilde Rasmussen
Foto: DR
Mikkel Lomborg, manden bag den begejstrede Hr. Skæg, elsker børn for deres umiddelbare ærlighed, selv om den også kan gøre ondt.

Manden bag det lange skæg har igennem en årrække underholdt og undervist børn gennem en masse skæg med tal, bogstaver og matematik. Hr. Skæg - eller rettere Mikkel Lomborg - har skabt en karakter, som børnene kan stole på med sin forudsigelighed. En forudsigelighed, som børnene heldigvis ikke selv har fået endnu.

Vi har bedt Mikkel om at færdiggøre 5 sætninger om børn, deres utilregnelighed og deres manglende filter.

Den største forskel på børn og voksne er...

- Udover selvfølgelig størrelsen, at voksne har fået låg på, hvorimod børn har ikke fået låg på endnu. På godt og ondt gør det verden en smule mere fantastisk, når man ikke har låg på.

Hvad holder låget på?
- Låget holder på fantasi og måske i virkeligheden også på forfængelighed: Angsten for hvad andre tænker om en, når man gør forskellige ting. Låget holder på det kaos, verden er, som børn stille og roligt nok skal lære at navigere i. Dybest set er det nok også deraf låget kommer. Mit eget låg er alt for tæt, og jeg hader det. Jeg prøver hele tiden at tage det af, og det provokerer mig også så meget, at jeg går i kontra og nærmest flår det væk med vilje. Det det er heller ikke frit, men nok nærmere lidt tvangspræget. Jeg ville ønske, at jeg var mere uden låg, end jeg egentlig er. Måske jeg skulle overveje noget mindfulness?

Det vigtigste, jeg har lært af børn, er...

- At tro på mig selv. Jeg er på en eller anden måde blevet én, man kan tro på i børnenes univers, og jeg får så meget kærlighed og begejstring. Hr. Skæg er meget forudsigelig, meget begejstret, glad, imødekommende, nysgerrig og så er han en lille smule dummere end børnene. Det vækker en utrolig stærk tillid. Den tillid stråler tilbage til mig. Jeg har altid været et relativt usikkert menneske og meget elastisk menneske og ikke sådan en, der kunne stå fast og sige 'her er jeg'. I min karriere som Hr. Skæg og gennem mødet med tusindvis af børn har jeg fået tillid til mig selv, og jeg har fået troen på, at jeg alligevel kan noget her i verden. Det kommer fra børnene. Det kommer fra den måde, de kigger på mig, som en, de kan stole på. Det skinner tilbage fra spejlet, når jeg ser mit eget spejlbillede, og det er virkelig vigtigt. Jeg er meget taknemmelig.

Det sjoveste, et barn har sagt til mig, er...

- Enormt svært at svare på, og jeg vil heller ikke svigte den sjoveste kommentar ved at glemme den nu. Helt generelt spørger børn om de sjoveste ting, og jeg har nogle gange, når jeg har siddet og skrevet autografer, været ved at falde ned af stolen af grin, fordi de siger noget helt genialt.

LÆS OGSÅ: 8 gode ting dit barn får ud af at gå i daginstitution

Det mest overraskende ved børn er...

- Deres utilregnelighed - på godt og ondt. De har en meget direkte måde at reagere på, og der er ikke rigtigt noget filter. Den uforudsigelighed gør det også svært at kalkulere med dem, når vi laver fjernsyn. Det er ikke til at sige, hvor stærkt et barn er, hvor meget det rummer, hvor meget det er klar til at gå den ekstra mil, når det bliver svært, og det gør det lidt kompliceret at arbejde med børn. Jeg har stået mange gange og forsøgt at få de sidste optagelser i hus, der er kun en halv time tilbage, men børnene kan eller vil ikke mere. Så er der ikke noget at gøre. Hvor dygtig man end bliver til at håndtere børn, kommer man aldrig til at vide hundrede procent, hvad de vil, kan og skal. Det bestemmer de selv.

Er det også den største udfordring?
- Ja. Abso-fucking-lutely. Undskyld bandeordet.

Det bedste ved at arbejde med børn er…

- Deres manglende filter. Deres fuldstændig umiddelbare, troværdige kærlighed, som de giver udtryk for. De er ikke bange for at vise begejstring eller sorg, og de har så direkte adgang til deres følelsesregister, at de kan være hundrede procent i deres følelser. Det er også noget af det, vi lægger låg på som voksne, som jeg tror, nogle gange giver psykiske problemer senere i livet. Mange børn får lov til at være dem, de er, af deres meget søde og kloge forældre, og det er en kæmpe gave, for det giver dem noget ballast og styrke, som er virkelig vigtig. Det er det bedste ved børn. Deres ærlighed.

Kan den ikke også gøre lidt ondt?
- Absolut. Men fordi man ved, den er så autentisk, så er det, som om... på en eller anden måde skal sandheden gøre dig stærkere. Selv om de siger, at du har grimt tøj på, at du er blevet tyk, eller der er noget, du har glædet dig til at give dem i fødselsdagsgave, som de slet ikke bliver glade for, så er det jo også bare sandheden. Det er jo ikke værre, end det er. Der er ikke en masse underliggende signaler og parametre, man skal læse. Man skal ikke tolke på det. Det er konkrete ting, de ikke kan lide, og de kan sagtens elske dig alligevel. Så jo, det kan godt gøre ondt, men det er også en kæmpe gave, som jeg synes, vi alle kunne lære lidt af.

LÆS OGSÅ: Det sker der i hovedet på din 3-6-årige

Mikkel Lomborg, født 1971. Musiker, pædagog og kendt for rollen som Hr. Skæg på DR Ramasjang. I år drager han for niende gang ud med sang, dans og vovestykker med Cirkus Summarum.

Cirkus Summarum 2018

Børnecirkusset har 10 års fødselsdag, og endnu engang byder DR Big Bands cirkusorkester og Muskelsvindfonden på en underholdende cirkusforestilling spækket med musik, magi og velkendte ansigter fra DR Ramasjang. Cirkus Summarum kan opleves i løbet af sommeren i både Aarhus og København.

Årets artister er Signe Lindkvist, Jacob Riising, Hr. Skæg, Rosa og Rødderne fra Rouladegade, Motor Mille, Klovnen Chico, Bamse, , Kristian fra Ramasjang Mysteriet, Sprinter Galore og Heino. Billetsalget starter den 20. marts for København og den 22. marts for Aarhus. Begge dage kl. 09.00.

Cirkussummarum.dk

Læs også