far med baby
Familieliv

Læserindlæg: En opsang til kvinder

Vi kender dem alle sammen. Kvinder, der på bedste selvretfærdigende husmormanér insinuerer, at de er uundværlige i modsætning til manden, altså faren til deres børn. Men: Du ER undværlig. Beklager. Der er (desværre) ikke højere børnedødelighed blandt solofædre.

Jeg og min kæreste blev forældre for 6 måneder siden, og som med alle andre emner i verden, bliver man utroligt opmærksom på alle andre, som er i samme situation som en selv.

Jeg har lagt mærke til noget. Det er i flere kredse lettere krypteret, men man er ikke i tvivl. Kvinder opfatter deres kompetencer som mødre som værende vigtigere end farens. Den klassiske situation: Faren har givet barnet tøj på, og moren kommenterer og bebrejder ham nærmest valget af tøj. Det er formodentligt for varmt, for koldt eller direkte skadeligt for barnet. Hvornår hører man NOGENSINDE en mand kommentere på en mors valg i dagligdagen omkring valg af grød, bleer, tøj eller andet?

Fra den dag jeg fødte, besluttede jeg mig for, at jeg ikke vidste bedre. Beslutningen var let, for jeg ved ikke bedre. Min kæreste er et selvstændigt tænkende menneske, som kan reflektere og læse vores søn præcis ligeså godt som jeg.

 

Far er lige så god

Du har sikkert prøvet det. Din mand har hentet jeres barn, og du stresser hjem med strithår og indkøbsposer under armen. Du formår at tabe din computertaske op ad trappen, imens du i blinde falmer efter dine nøgler. Du overvejer, om maden mon er lavet, om lejligheden stadig står, og vigtigst af alt: Har barnet har det godt, og er det mon lykkedes manden at kvæle det i en millimeter overset grønsagsskræl? Minsandten!!!  Barnet sidder lykkeligt på gulvet med far. Dine spionøjne konstaterer, at de begge to har forskellige strømper på, og du kan dufte den kun delvist afbrændte lasagne i ovnen, hvilket aldrig sker, når du laver mad og tager overskudsselfies til instagram imens. 

LÆS OGSÅ: Læserindlæg: Nej, små børn fremprovokerer ikke en opkastning!

Min kæreste har flere gange stået med vores lille dreng, hvor den lille har grædt og ikke har kunnet trøstes med det samme. Jeg får øjne fra omgivelserne som siger ”burde du ikke lige tage over her?” - og nej, det burde jeg ikke. Vores dreng har en far, og far er ligeså god! Jeg sad hos lægen forleden, hvor en ung pige sidder med sin mor og hendes lille baby. Den unge pige beklager sig til sin mor over, at hendes kæreste ikke tager deres babys røde prikker i knæhaserne alvorligt. Mormoren nikker samtykkende og understreger, at mænd jo ikke ”kan se den slags”, og hvad børn dog skulle gøre uden deres mors ”medfølende sind”.

Jeg kender masser af ufølsomme mænd, men jeg kender i den grad også ufølsomme kvinder. Hvis du spørger en kvinde direkte, hvorfor hun opfatter sig selv som værende mere kompetent end hendes mand, vil hun allerede der blive provokeret. Tænk, at jeg kan være så fræk, at jeg overhovedet spørger ind til noget, som er givet. Grunden er ofte, at det jo trods alt er hende, som har båret barnet i maven i ni måneder. Det er som sådan også rigtigt, men jeg er bare ikke af den opfattelse, at graviditetens efterdønninger viser sig gennem hele barnets barndom. Barnet er jo fremmed som en nyåbnet kastanje for alle, når det kommer storskrigende og blåt til verden. På hospitalet var personalet langt mere opmærksomme på min tilknytning til barnet end farens. Selvfølgelig er det væsentligt, da jeg af gode grunde er den eneste, som kan amme, men samme procedure bliver altså kørt med flaskebørn. Hvorfor degraderer vi vores mænd til skaffedyr, som vi ikke tror på kan opfostre vores fælles børn?

Stol på ham

Masser af kvinder glemmer, at mændene havde nosser, dengang vi mødte dem. Vi kan sagtens vælge langsomt at skære dem af med en slap smørkniv. Resultatet bliver formodentligt bare, at vi ikke længere synes, de er interessante, og mænd kan ikke klare sig uden deres nosser. I hvert fald ikke ret længe ad gangen. De smutter ud i verden og finder forhåbentligt en ny kvinde, som værdsætter dem. Så kan man sidde der alene og spise sine grovvalsede havregryn med økologiske hindbær, hvis man altså har råd. For imens du som enehersker har været på barsel, har din mand nok gået på arbejde og prøvet at holde sammen på rammerne. Om ikke andet de økonomiske. Jeg kan næsten ikke tage ligestillingssnakken alvorligt, hvis kvinder opfører sig, som om et så stort domæne som børn, kun er deres.

LÆS OGSÅ: Læserindlæg: Er det egoistisk at ønske sig et enebarn?

Når man har været gravid og ammet og haft storebæltsombygnings-fornemmelse i kroppen i over et år, har man på et tidspunkt brug for luft. Ud igen. Ud i den store verden (eller bare i Netto) alene. Helt alene. Uden baby. Og nu kommer afsløringen: Hvis din mand aldrig har fået lov til at tage en selvstændig beslutning omkring jeres barn, kan han heller ikke klare, at du er i ude i den store verden i en halv time. For der kan ske mange ting. Tænk, hvis barnet bliver sultent? Eller tisser igennem sit tøj? (Som jo i øvrigt er skyld i utroligt mange dødsfald hvert år). Pludselig kan han ingenting. Alt det, du har pillet ud af ham, kommer nu til at ligge dig til last.

Så stol på din mand. Han kan godt. Især, hvis han får lov.

 

Caroline Sophie Lilja Dam er 27 år, kæreste med Alexander, og mor til en lille dreng. Arbejder som forfatter og foredragsholder. Læser til socialpædagog, pt. på barsel.

 

Læserindlægget er alene et udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv en holdning til et forælder/barn-relateret emne, er du velkommen til at sende dit eget læserindlæg til os på [email protected]. Du hører kun fra os, i så fald vi bringer dit debatindlæg.

Læs mere om: