mor og dreng på stranden
Familieliv

”Ferie er at være forældre - bare i varmere omgivelser”

8. juli 2019
Udgivet første gang 8. august 2018, af Trine Solberg, journalist på kk.no
For mange forældre er ferie lige så meget arbejde, som det er ferie, men det er ikke altid let at sige højt.

Trænger du til en ferie fra ferien? Eller er du tilbage på kontoret, og føler du endelig, at du kan sænke skuldrene igen?

Det er ikke alle, der synes, ferien har været afslappende. Faktisk er der mange, det godt kunne bruge en pause fra ferien.

”Da børnene var små, kunne jeg godt føle, det var mere arbejde, end det var ferie, fortæller journalist og forfatter Kristine Storli Henningsen, der står bag den norske blog Antisupermamma og blandt andet har skrevet bogen ”Antisuper – hvordan lever man bedst som et helt almindeligt menneske”.

Kristine Storli Henningsen er også mor til tre sønner – der er et år imellem hver.

”I år er det gået rigtig godt. Vi var to uger sammen med ungerne ned gennem Europa, men jeg kan godt mærke, det bliver mere intenst. Det vidste jeg allerede, da jeg satte mig ind i bilen, så nu drømmer jeg bare om at vandre alene på et bjerg.”

Den følelse tror hun, der er flere forældre derude, der genkender.

LÆS OGSÅ: Psykologen: 5 gode råd til en vellykket familieferie

Vanskeligt at sige højt

Billederne, der dukker op på Instagram og Facebook i sommermånederne, viser familier, der slapper af i hængekøjer i solnedgangen, afslappede forældre med sænkede skuldre, og børn, der altid er glade – både teenagere og blebørn. De færreste forældre kan genkende det scenarie.

At ferien kan føles mest som et stykke arbejde, er der derimod nok mange, der kan genkende.

”Ja, og især hvis du føler dig anderledes end alle de andre tilsyneladende afslappede og glade forældre. Så kan det blive ret ubehageligt og skamfuldt. Jeg kan huske, at da børnehaven lukkede og sagde ”god sommer”, blev jeg næsten fysisk kvalm. Ikke fordi jeg ikke glæder mig til at være sammen med mine unger, men på grund af det hårde arbejde, der er forbundet med det", siger Kristine Storli Henningsen.

Men at indrømme, at hverdagen er mere tillokkende end tre uger i sommerhus med hele familien, er ikke lige let at snakke om.

Ferie med børn kan være intenst

Det at blive udmattet af at holde ferie, og glæde sig til hverdagen vender tilbage, er ikke noget, Kristine Storli Henningsen er alene om, mener psykologi Line Marie Warholm, der har en psykologpraksis i Drammen i Norge.

”Der er mange ting, der kan gøre, at det er udmattende at være på ferie. Ferier med børn kan være vældig intenst. At være sammen med sine børn døgnet rundt i flere uger er emotionelt krævende for mange. Mange har nok høje forventninger til, at ferie skal være kvalitetstid. Man skal være sammen som familie og gøre ting sammen med sine børn hele tiden", siger hun.

Og på samme måde, som det kan føles nyt og intenst at være sammen med sine børn 24 timer i døgnet, kan det også blive for meget for parforholdet.

”Mange par får der svært på ferien, man har meget tid sammen, og man kan ikke undgå hinanden på samme måde som i en travl hverdag. Dertil kommer alle de forventninger til, hvordan man skal have det sammen på en ferie. Nogen ønsker mere tid sammen med deres partner, andre har mere behov for at være alene. Det kan skabe konflikter og skuffelse", siger Line Marie Warholm.

LÆS OGSÅ: 5 råd til at få dit barn ned i gear

Urealistiske krav

I sit blogindlæg ”Til dig, der er ferietræt” skriver Kristine Storli Henningensen om det umulige i at skulle tilbringe ”dovne dage” derhjemme sammen med tre aktive drenge. Et år prøvede hun og sin mand også med det, der skulle være en idyllisk, skærmfri sommer.

”Det er temmelig svært at praktisere", griner hun.

”En bedre idé er at lade stå til”, mener hun nu. Børn er børn, og der er nogle år, hvor ferie ikke er ferie for de voksne, i hvert fald ikke, hvis der ikke findes en iPad eller anden slags skærm i nærheden.

”Jeg får utallige mails fra udmattede forældre, der har sat sig helt urealistiske krav. Og jeg tror, mange tænker at ”jeg gør det jo ikke i hverdagen, så i ferien skal det blive godt", siger hun.

Booker ferien fuldt op

Når nu hele familien er samlet i ferien, skal vi desuden også lige i sommerhus med begge sæt bedsteforældre. Men i stedet er det måske bedre ikke at lave alt for mange planer, mener terapeut Linde Bjerke.

”De få uger om året, vi kan holde ferie, er værdifulde, men derfor har vi også en tendens til at putte mere ind i dem, end hvad som er sundt", siger hun.

Hun og hendes kollega i Erindringsterapeuterne, Lene Thorkildsen, er ikke i tvivl om, at mange føler, at ferien er udmattende, men at det kun er få, der taler åbent om det.

”Der er nok mange, der skammer sig over det. Du skal jo synes, det er dejligt at være sammen med dine børn", siger hun.

”I dag er det et statussymbol at være den perfekte forælder. Så kan man blive fuldstændig opgivende, og det er hårdt. Til sidst kan man komme til et punkt, hvor man ikke har mere at give."

Men det er ikke noget at skamme sig over, mener terapeuterne. I ferien er vi sammen på en uvant måde. Tempoet ændrer sig, og alle har forskellige behov.

”Du har ikke ansvar for, at dine børn er ekstatisk lykkelige hele tiden", siger Lene Thorkildsen. Så drop tanken om det perfekte.

I varmere omgivelser

Kristine Storli Henningsen mener, det handler om forventninger. Det, at sige til sig selv, at der er nogle år, hvor ferie ikke er lig med at slappe af, kan det gøre det lettere. Og at grine, når tingene går helt skævt.

”Ferie er bare at være forældre i varmere omgivelser”, siger hun.

”Jeg tænker, at det gælder om at sætte barren lavere. Og at det er helt okay at tage lidt vare på sig selv også.”

”Man kan være udmattet efter en ferie og glæde sig til, at ens børn skal i børnehave igen, så man kan sidde i ro og fred på arbejdet med en kop kaffe, uden at der er nogle, der råber eller afbryder. Alligevel kan det også føles meningsfuldt at være sammen med sine børn og sin familie, selvom det ikke er afslappende", siger Line Marie Warholm.

LÆS OGSÅ: 3 ud af 4 skilsmissefamilier får sommerferien til at gå op uden konflikter

Okay at glæde sig til hverdagen

Der er flest hverdage på et år. Og hvis du glæder dig til at komme tilbage til den, kan det også være et godt tegn, mener psykolog Line Marie Warholm.

”Hvis man har en forventning om, at ferien skal være den tid, hvor batterierne bliver opladt, kan man let blive skuffet, hvis man lever i en familie. Familieliv er krævende, især hvis man har små børn", siger hun.

Derudover gælder det om at give sig selv lidt fri, mener Kristine Storli Henningsen. Rejs på ferie med andre vennepar, der også har børn, så kan I skiftes til at se efter ungerne nogle af aftenerne. Udnyt, hvis der er bamseklubber eller all-inclusive-hoteller på ferien, eller at der er bedsteforældre i nærheden, så får I mere overskud til at være til stede over for jeres børn, når I er sammen med dem. Og måske allervigtigst: Tal om ferien. Snak om jeres forventninger, siger hun.

”Acceptér, at du ikke orker alt, og lad være med at sammenligne dig med andre, og grin af de ting, der går galt."

”Det interessante er jo, at når man ser tilbage, så er det jo ofte disse ferier, der giver de bedste minder, siger terapeut Lene Thorkildsen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret på kk.no

Læs også