Ikke alle elsker deres barn lige efter fødslen
Familieliv

Du er ikke en dårlig mor, hvis du ikke straks er overvældet af kærlighed til din baby

8. december 2017
Redigeret d. 8. december 2017 (udgivet første gang d. 15. august 2015) Af Redaktionen, foto: Panthermedia
Det er nemlig helt normalt, forklarer børnepsykolog Litte Frehr, som her giver sine bedste råd til bekymrede mødre.

Det er ligesom skrevet ind i manuskriptet, ikke? Vi føder barnet og knuselsker det med det samme. Men sådan er det altså ikke for alle mødre. Og det er et stort tabu. Så stort et tabu, at nybagte mødre kan have svært ved at tale med deres psykolog om det. For hvis en kvinde ikke føler kærlighed, i det øjeblik hun får sit barn i armene efter fødslen, må der da være noget galt med hende - eller hvad?

Moderfølelse tager tid

Nej, mener børnepsykolog Litte Frehr.

Hun opfordrer nybagte mødre til at tage det med ro og give sig god tid til at lære deres baby at kende, før de slår sig selv oven i hovedet med skyldfølelse. Det er nemlig ganske normalt, at tilknytningen til en lille ny - og dermed moderfølelser og kærlighed - tager tid. Efter en fødsel udsættes den nybagte mor for rigtig mange belastningsfaktorer, der alle kan stå i vejen for følelsen af kærlighed.

LÆS OGSÅ: Din hjerne ændrer sig, når du bliver mor

- Den hormonelle forandring, der sker efter en fødsel, er den største hormonelle forandring, der sker i en menneskekrop. Og forandringen sker på få timer, og det har selvfølgelig betydning, fordi hormoner har stor betydning for vores humør. Derudover er det en kæmpe omvæltning på så mange andre planer at blive mor, og så kan det altså være svært at føle den helt vilde og voldsomme morkærlighed, forklarer Litte Frehr.

LÆS OGSÅ:5 lyde din baby laver - og hvad de betyder

Gælder især førstegangsfødende

Førstegangsfødende er ifølge Litte Frehr særligt påvirkelige overfor de mange faktorer, fordi de ofte er usikre på barnets behov og deres egen tilstrækkelighed.

- I løbet af 24 timer går man fra at være den vigtigste person i sit eget liv til, at et andet individ - en fremmed - bliver vigtigere. Man kender jo endnu ikke sit barn og dets behov. Der kan gå flere måneder, før der opstår en rytme i dagligdagen med et spædbarn, og man formår at forstå og forudsige sit barns behov og følelser. Det betyder, at man føler sig magtesløs, når det græder. Magtesløsheden kan gøre det svært at knytte sig til et barn, siger Litte Frehr og uddyber:

- For rigtig mange kvinder tager det derfor længere tid at blive overvældet af kærlighed til deres baby. Som menneske er vi nødt til at have fornemmelsen af et andet menneske som en unik person, før vi kan mærke kærlighed, og det kan være svært, når børn ikke giver ret meget tilbage i starten. De spiser, sover og laver i bleen, og det er det. Det er en voldsom oplevelse at føde og blive mor, og hvis en nybagt mor så også er uheldig at have et meget krævende barn, er der ikke noget at sige til, at hun ikke er ovenud lykkelig og forelsket.

LÆS OGSÅ: Babygråd for begyndere

Tal med andre om dine følelser!

Børnepsykologen anbefaler nybagte mødre at bryde tabuet og tale med deres partner om de svære følelser. Han kan meget vel have det på samme måde, og det er nemmere at tackle, når man ikke skal føle skyld. Du kan også vælge at dele dine følelser med sundhedsplejersken, foreslår Litte Frehr.

- Tilknytning er ikke noget, der sker automatisk, og det gør dig ikke til en dårlig mor, at du har svært ved at mærke kærlighed. Din sundhedsplejerske har hørt ting, der var ti gange værre, så du kan roligt tale med hende om det, og hun kan også hjælpe dig med at vurdere, om det er noget, som du bør få hjælp til, siger hun.

Babys første 7 dage:

Læs også