Baby

Dagpleje eller vuggestue? Sådan vælger du!

Har du svært ved at beslutte, om du skal sende dit barn i dagpleje eller i vuggestue? Så er der hjælp at hente her.

Det er under alle omstændigheder en kæmpe omvæltning for dit barn, når hun eller han i en tidlig alder må slippe mors trygge favn og tage hul på institutionslivet. Men du kan gøre meget for at lette overgangen for junior - og det hele starter med selve valget af pasningsordning.

Først og fremmest gælder det om at være opmærksom på barnets behov. Og der skal du huske, at du er den, der kender barnet bedst! Hvad, alle andre tænker og tror om dagpleje- eller vuggestuelivet, bør derimod komme i anden række, understreger psykolog og familievejleder Heidi Agerkvist over for MAMA.dk.

Lyt ikke til andre

- Valget af enten dagpleje eller vuggestue er noget, som rigtig mange har en mening om, og familie, venner og eksperter vil sikkert tale varmt for enten det ene eller det andet, men mit råd er, at man holder op med at høre på, hvad alle andre siger, og tænker over, hvad der er rigtigst for ens eget barn, og hvad der passer bedst ind i ens egen families værdisæt, siger hun.

Det handler i bund og grund om, hvorvidt man hovedsageligt ønsker ro (dagpleje) eller foretrækker flere stimuli (vuggestue) omkring sit barn, forklarer Heidi Agerkvist.

Hvordan er barnets personlighed?

Her gælder det først og fremmest om at overveje, hvad der passer bedst til det enkelte barns personlighed.

- Allerede, når børnene er helt små, begynder der at vise sig en særlig personlighed og et særligt temperament. Hvis barnet f.eks. er meget forsigtigt og måske har det svært i større sammenslutninger, så kan dagplejen være mest oplagt. Er barnet derimod en krudtugle med mod på verden, så kan han eller hun have brug for at være et sted, hvor der er flere impulser fra en større gruppe børn og voksne, siger familievejlederen.

Fordele og ulemper

Man skal desuden være klar over, at der er fordele og ulemper ved begge former for pasningsordning.

- I dagplejen vil barnet knytte sig meget til én voksen, hvilket det kan have meget glæde af, men man skal også være klar over, at dagplejeren jo også bliver syg eller kan være væk af andre årsager, hvor barnet så skal i gæstedagpleje hos en måske helt fremmed. I vuggestuen er tilknytningen måske ikke helt så stor, men der er flere voksne, som barnet kender, og det vil ikke mærke, hvis én af de voksne er fraværende, siger Heidi Agerkvist.

Besøg institutioner i området

Hun råder forældre til fra start at være opsøgende og bede om lov til at kigge forbi udvalgte vuggestuer og dagplejer i deres nærområde, så de kan danne sig et indtryk af, hvad der vil passe bedst til det enkelte barn.

- Man kan i den forbindelse også tænke langsigtet og overveje en integreret institution (vuggestue og børnehave i ét). Det vil lette overgangen til børnehaven, når det bliver aktuelt, siger Heidi Agerkvist.

Læs også:
Sådan vælger du mellem de forskellige pasningssteder

God indkøring i vuggestuen eller dagplejen

Barnets faser i forhold til pasning

Eksperter fraråder institutioner med mere end 100 børn

Lola Jensen: Send ikke dine børn i institution, når du selv har ferie

 
Artiklen indeholder affiliatelink