Mad
26. maj 2014

Sovs skal der til...

Der er ingen grund til at undvære sovs, selvom man vil tabe sig. Sovsen er en del af mange retter og binder tit måltidet sammen således, at smagsoplevelsen bliver fuldendt.
Af: Lisa Bolting, klinisk diætist
https://imgix.femina.dk/media/625d1508bb4a4e4dbd45a38e219da272.jpg

foto: Bjørn Jakobsen

Der er ingen grund til at undvære sovs, selvom man vil tabe sig. Sovsen er en del af mange retter og binder tit måltidet sammen således, at smagsoplevelsen bliver fuldendt.

Eksempler på sovs med under 5 g fedt pr. 1 dl sovs :

Sovs til dansk hakkebøf

Bøfferne steges i ganske lidt fedtstof. Kødet tages op, og en stor portion løg brunes ved kraftig varme. Der tilsættes lidt vand/bouillon, således at de kan simre møre. Nemmest med en pande med titanbelægning.

Lad 1-3 spsk. løg blive tilbage på panden. Tilsæt vand, oksebouillon og lidt mælk. Jævnes med mel oprørt i mælk og smages til. Husk peber. Bøfferne kan evt. lægges tilbage i sovsen og simre med i ca. 5 min.

Generelt om jævning

Sovse kan jævnes med mel eller maizena. Mel eller maizena skal røres ud i koldt vand eller mælk. At jævne med mælk giver en noget fyldigere smag. Gryden tages af varmen, mens der jævnes, og sovsen skal efterfølgende koges godt igennem for at fjerne eventuel melsmag.

Blendede kogte grøntsager, som fx kartofler, gulerødder, selleri og pastinak egner sig fint til sovse og er med til at jævne.
Kartoffelmospulver kan med fordel bruges som jævningsmiddel.

Generelt om at krydre sovse

En mager sovs skal ofte krydres lidt ekstra.
Brug eventuelt lidt bouillon, som passer til den enkelte ret.

En kombination af salt, surt og bitter kan samtidig gøre smagsoplevelsen mere fuldendt:

• Sukker, gele eller frugtsaft i stegeretter
• Sukker i jævnet grønlangkål
• Æble og fiskesennep i fiskesovsen
• Engelsk sovs og mangochutney i en sherrysovs
• Champignonsmelteost i sovs til fjerkræ
• Æble og løg i karrysovsen

Andre sovse tilberedt magert

Skysovs

Stegeskyen fra ovn-eller grydestegningen hældes op i en gryde og tilsættes lidt kulør. Den del af skyen, der ikke tager farve, er fedt. Fedtet skummes fra skyen og denne jævnes. Der findes i handelen en "fedtpensel", som gør det nemt at skumme fedtet fra.

Stegesky får mere smag, hvis væsken under stegningen tilsættes grøntsager, som fx løg og gulerødder.

Persillesovs

Mælk tilsat grøntsagsbouillonterning koges op under oprøring. Gryden smøres forinden med lidt margarine. Jævnes med mel oprørt i mælk og smages til med en stor dusk persille.
Grøntsagsstuvninger

Grøntsagsvandet blandes med mælk og jævnes med en mælkejævning. Der tilsættes eventuelt en grøntsagsbouillon og smages til med persille, dild, salt, sukker, reven muskatnød m.v.

Grøntsagsstuvninger er en perfekt mulighed for at spise mange grøntsager. "Posegrøntsager" kan glimrende bruges til stuvninger.

Boller i karry og boller i selleri

Kogevandet tilsættes en svinebouillonterning, lidt mælk, ekstra krydderier i form af henholdsvis sellerisalt og karry.
Til karrysovsen kan der i 1 tsk. margarine/olie svitses lidt finthakket løg og æbler med karry, inden kogevandet tilsættes.

Jævnes med mælk og smages til.

Kolde

Kan laves af magre surmælksprodukter - se indkøbsguide. De nye typer kvark, fx fromage frais og fromage blanc kan med fordel blandes op med lidt mælk, da de er meget tykke.
Smages til efter behov med fx salt, peber, sukker, sennep, krydderier, løg, hvidløg, persille, purløg, dild osv.

Dressing eller dippulver - står tit ved chipshylderne - kan røres op i magre surmælksprodukter.

Pulversovse

Alle pulvere - uanset hvad der står på pakken - piskes ud i vand eller kold letmælk eller skummetmælk, og der koges op under omrøring. Koges godt igennem. Smages eventuelt til med ekstra salt, bearnaiseessens eller krydderier.

Færdige sovse

I butikkerne findes et stort udvalg af færdige sovse, som lige er til at varme op. Mange af dem har et meget lavt fedtindhold og kan frit anvendes. Sovsene kan anvendes, som de er eller indgå som smagsforstærkere til anden sovse - fx i sammenkogte retter.

Prøv fx de nye sovse fra Cheasy med 1% fedt eller Uncle Ben's glassovs.

Læs mere om:

Læs også