Mad
28. oktober 2009

Roastbeef med moderne tilbehør

Færdigkøbte ristede løg er noget skrammel, der giver dårlig ånde. Men hjemmeristede løg har ikke den ulempe, og de smager dobbelt så godt.
Af: af Anne Larsen
https://imgix.femina.dk/media/c325ec7ffe7e404da960acf07a0d2cf8.jpg

Tid: 15 min. + stegetid og afkøling

1 snøret roastbeef (300 g bruges til denne ret)
4 skiver rugbrød
2 bananskalotteløg
Vindruekerne-, solskikke- eller majsolie til stegning
4 syltede agurker
2 spsk fromage frais
1 spsk dijonsennep
Havsalt og friskkværnet
sort peber
Lidt friskhøvlet peberrod
½ frissé-salat

Krydr roastbeefen med salt og peber og steg den i ovnen i 25-40 minutter ved 190-200 grader, tiden afhænger af, hvor stor den er. Kernetemperaturen skal være omkring 55 grader, når stegen tages ud, og den afkøles helt inden udskæring.

Snit skalotteløgene fint og rist dem kort i stegeolie ved meget høj varme. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Skær de syltede agurker ud i små terninger og bland dem med fromage frais, sennep, salt og peber.

Læg tykke rosa skiver af roastbeef på rugbrødet, herefter agurker i dressing og top med de fritterede løg. Anret med lidt salat og friskhøvlet peberrod.

Proteinenergi: 32 pct.
Fedtenergi: 29 pct.
Kulhydratenergi: 39 pct.
266 kcal pr. person

Find flere opskrifter her

Læs også