Juletrøfler med hindbærstøv 12 -18 stk.
Tid: 20 minutter + afkøling. Ovntid: 20 minutter
DET SKAL DU BRUGE TIL JULETRØFLER 65 g smør 1 æg 100 g sukker 50 g hvedemel 3 spsk. kakao 1 tsk. stødt nellike 1 tsk. allehånde 1 tsk. kanel ½ tsk. bagepulver 40 g mørk chokolade 1 lille bageform, 10 x 15 cm
KAGEKUGLER 40 g smør 3 spsk. appelsinmarmelade
CHOKOLADEOVERTRÆK 100 g mørk chokolade 50 g mandler 3 spsk. frysetørret hindbærstøv
Juletrøfler kan man ikke få nok af. Prøv også disse lækre konfektkugler med mørk chokolade Opskrift - sådan laver du juletrøfler med hindbærstøv
1. Tænd ovnen på 170°. Smelt smørret i en gryde ved svag varme. Pisk æg og sukker sammen med en elpisker til en lys og luftig masse. Rør det smeltede smør i. Sigt mel, kakao, nelliker, allehånde, kanel og bagepulver sammen, og vend det i æggemassen. Smelt chokoladen over vandbad, og vend den i dejen. Beklæd en bageform med bagepapir. Fordel dejen i bageformen, og bag den i ovnen i 20 minutter. Kagen skal ikke være helt gennembagt. Lad kagen køle lidt af i formen. 2. Kagekugler: Smuldr den afkølede kage i en skål, og rør smør og appelsinmarmelade i. Tril dejen til små kugler, og stil på køl. 3. Chokoladeovertræk: Smelt chokoladen over vandbad. Læg mandlerne i en skål, hæld kogende vand over, og smut dem. Blend mandlerne fint i en minihakker, og bland de hakkede mandler med hindbærstøv. Dyp kagekuglerne i den smeltede chokolade, og vend dem i mandel-hindbær-drys.
PRØV OGSÅ: Havregrynskugler med kaffe