Hovedretter

Pizza med rødbede, gedeost og basilikumolie

Madplan for uge 29: Ugens onsdagsopskrift er pizza med rødbede, gedeost og basilikumolie. Få opskriften her

Pizza med rødbede, gedeost og basilikumolie til 4 personer

Den italienske klassiker kan man ikke få nok af, og med rødbede og gedeost bliver pizzaoplevelsen ny og anderledes. Servér evt. en grøn salat som tilbehør. 
 
Tid: 30 minutter. Hævetid: 1 time. Ovntid: 25 minutter.
 
DET SKAL DU BRUGE
25 g gær
2½ dl lunkent vand
1 tsk. salt
1 tsk. honning
1 spsk. olivenolie
250 g italiensk hvedemel (tipo 00)
ca. 250 g groft durummel
 
FYLD
250 g ricotta
4 spsk. olivenolie
2-3 rødbeder
100 g gedeost
2 spsk. pinjekerner
 
BASILIKUMOLIE
1 potte basilikum
1 dl olivenolie
 

Opskrift - sådan laver du pizza med rødbede, gedeost og basilikumolie

 
1. Opløs gæren i lunkent vand. Tilsæt salt, honning og olie. Rør de 2 slags mel i, og ælt, til dejen er glat og smidig. Form dejen til en kugle, og snit et kryds på midten. Lad dejen hæve tildækket i 1 time et lunt sted. Rul dejen ud med kagerulle på et meldrysset bord; lav en cirkel, der er så tynd som muligt. Flyt dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir. Tænd ovnen på 225°.
 
2. Fyld: Smør ricotta på pizzabunden, men lad 1 cm af kanten være fri hele vejen rundt. Pensl kanten med olie. Skræl rødbederne, og skær dem i meget tynde skiver, f.eks. på et mandolinjern. Læg dem på pizzaen. Smuldr gedeost udover, og drys med pinjekerner. Bag pizzaen i ovnen, til kanten er gylden, og gedeosten er smeltet.
 
3. Basilikumolie: Pluk de fleste af bladene af basilikumplanten (gem lidt til fredagens ret), hak dem fint, og rør dem sammen med olie. Dryp pizzaen med basilikumolie lige inden servering.
 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Ovnkylling med tomat, squash og kartofler - Få opskriften her

Tirsdag: Svinekød i wok med radiser og nudler - Få opskriften her

Torsdag: Bagt torsk og maste kartofler med bacon - Få opskriften her

Fredag: Roastbeef med stegte kartofler og tomat-æble-salat - Få opskriften her