Hovedretter

Cremet grøntsagssuppe med urteolie

Blendede supper bliver jeg aldrig træt af. Du kan mikse næsten alle rodfrugter, men der skal være en god balance mellem de søde som græskar, gulerod, pastinak og rødbede og de lidt mere markante som løg, porre, selleri og kål. Tilsæt evt. en skefuld cremefraiche eller flødeost til sidst, hvis du vil have din grøntsagssuppe mere ”blød”

En god, cremet grøntsagssuppe er noget af det bedste om vinteren! Grøntsagssuppe er fyldt med de sunde vitaminer, vi ikke kan få for mange af om vinteren, og så luner den cremede grøntsagssuppe så dejligt.

Det er egentlig også nemt at lave cremet grøntsagssuppe. Du skærer bare grøntsagerne i nogle stykker, og du behøver ikke gøre det særlig pænt, for din grøntsagssuppe skal jo blendes til sidst. Når først alle ingredienserne er kommet i gryden, skal de egentlig bare stå og hygge sig, indtil de er kogt færdig, og så blender du bare din grøntsagssuppe og serverer.

Derfor er cremet grøntsagssuppe perfekt hverdagsmad!

Cremet grøntsagssuppe med urteolie til 4 personer

INGREDIENSER

1 pastinak i terninger eller ¼ selleri
2 kartofler i terninger
2 porre i tynde ringe
1 gulerod i tynde skiver
2 spsk. olie
1 løg i terninger
1-2 fed hvidløg i terninger
2 tsk. aromatisk karry
2 tsk. st. koriander
10 sorte eller hvide peberkorn
ca. 1 l hønsebouillon
salt og evt. citronsaft

KRYDDEROLIE
2 spsk. olivenolie
2 tsk. grøn pesto eller 1 spsk. finthakkede friske krydderurter

TILBEHØR
brød

Opskrift - sådan laver du cremet grøntsagssuppe med urteolie

1. Skræl og rens alle grøntsagerne, og skær dem i ikke for store stykker. Varm olie, løg, hvidløg, karry og koriander godt op i en gryde, og svits i et par minutter, uden at det bliver brunt. Kom alle grøntsager og peberkorn i gryden, og hæld bouillonen over. Bring det i kog, og fjern evt. skum fra overfladen. Lad din grøntsagssuppe småkoge under låg, til alt er mørt, ca. ½ time. Rør imens krydderolien sammen.

2. Blend din grøntsagssuppe direkte i gryden med en stavblender, og justér evt. med mere vand/bouillon. Smag til med salt, peber og citron. Servér den cremede grøntsagssuppe rygende varm med dryp af olie og godt brød til.

PRØV OGSÅ: Spinat-kartoffel-suppe med fetabrød