https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1343-smaa-laksebroed.jpg
Mad

Små laksebrød

28. oktober 2013
af Susanne Palmqvist
Foto: Henrik Freek Christensen
De små hapsere med ovnbagt laks vendt i honning-lime-dressing får bid fra peberroden. Du kan lave den mere eller mindre skrap efter din egen smag. Gode til den lille frokost, som forret eller appetizer

Små laksebrød 8 stk. til forret, frokost eller appetizer

INGREDIENSER

450 g laksefilet med skind
salt og peber
20 g smør

DRESSING
saft og revet skal af 1 økolime
1 spsk. flydende (nyslynget) honning
1 spsk. valnøddeolie
½-1 tsk. peberrod, fintrevet
1 bundt purløg, snittet
salt og peber

ENDVIDERE
8 skiver ristet franskbrød
karse, purløg eller brøndkarse

Opskrift - sådan laver du små laksebrød

1. Læg laksen i et ovnfast fad; drys med salt og peber, og kom smørklatter over. Bag den i en 180° varm ovn i ca. 18 minutter. Hvis den er i portionsstykker, er 12-14 minutter nok.

2. Tag den ud, og fjern skind og gerne det brune kød under skindet. Pluk laksen i mindre stykker.

3. Pisk limeskal og limesaft, honning, olie, peberrod og purløg sammen, og vend den med laksekødet. Lad det køle af, så konsistensen bliver mere fast. Smag til med salt og peber.

4. Rist brødene, og fordel laksen ovenpå. Pynt med grønt drys, og servér straks.

PRØV OGSÅ: Salat med varmrøget laks, syrlige løg og æg

Læs også