13. december: 3 julesmåkager af én dej
foto: Bjørn Jakobsen
Jane Frederiksen, madredaktør
Julesmåkager skal der på bordet – og hvorfor ikke gøre det lidt let for sig selv. Rør en basisdej sammen og få tre forskellige slags julesmåkager. Det er da nemt – og bare lækkert.
God fornøjelse, Jane
Tre lækre julesmåkager fra samme dej
Ca. 40 stk.
Basisdej til julesmåkager:
250 g smør
350 g hvedemel
1 stang vanilje
200 g sukker
1 æg str. S eller M
Smuldr smørret i melet. Bland med vaniljekorn samt sukker og saml dejen med æg.
Mandelkager:
1 portion basisdej
50 g finthakkede mandler
½ dl groft rørsukker eller perlesukker
Hvis dejen er meget blød, lægges den i køleskabet, inden den trilles i pølser, diam. ca. 5 cm.
Bland mandler og sukker i en bradepande og tril dejen godt i blandingen.
Chokolade-appelsinkager:
1 portion basisdej
75 g hakket mørk chokolade
50 g hakket kandiseret appelsinskal eller pomerans
Bland dejen med hakket chokolade samt appelsinskal og tril den til pølser, diam. ca. 5 cm.
Spiralkager:
1 portion basisdej
2 spsk kakao
Del dejen i to og ælt den ene halvdel med kakao. Del hver dej i to og tril til pølser – fire i alt.
Læg de fire ruller oven på hinanden i miks og rul let til en
rulle. Pak den i folie og læg den på køl, til den er fast.
Mangler du inspiration til andre spændende julesmåkager? Klik her og lad dig inspirere
For alle tre slags julesmåkager:
Skær dejpølsen i 5 mm tykke skiver og læg dem på bagepapir på en bageplade.
Bag kagerne ved 200 grader i ca. 10 min. Læg kagerne til afkøling på en bagerist og opbevar dem i en kagedåse.
Tip:
Dejen kan tilberedes og fryses ned for at blive bagt senere. Prøv også at blande basisdejen til julesmåkager med hakket chokolade eller rulle den ud i en firkant, smøre et tyndt lag marmelade på, rulle sammen a la roulade og skære og bage skiverne.