https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/maj/binyrerprim.jpg
Krop & velvære

Træt og smådeprimeret? Måske lider du af binyretræthed.

11. maj 2014
af Malene Fich Weischer
foto: Shutterstock
Går du og føler dig småskidt uden at du helt kan sætte en finger på, hvad du fejler, så kan det være, du lider af binyretræthed. De små stresskirtler i kroppen kan nemlig være skyld i en masse dårligdom – heldigvis er det aldrig for sent at give dem et energiboost.

Binyrer - hvad er det?

Binyrerne er pludselig kommet meget i vælten, fordi man har fundet ud af, at hvis de ikke fungerer optimalt, så kan de skabe en række større og mindre problemer i kroppen. Binyrerne sidder som små hatte oven på vores nyrer og producerer hormonet Kortisol, som også er kendt som stress-hormonet. Det er dét, der i urtiden blev aktiveret, når vi enten skulle flygte, jage eller i kamp.

- Kortisol har vi brug for hele dagen igennem til at give os energi, regulere vores blodsukker, optimere vores koncentration m.m. Kortisol er som alle andre hormoner meget vigtigt for vores sundhed og velvære. Men det er problematisk, hvis det er for højt eller for lavt, fortælller ernæringsterapeut Tine Grandjean, og fortsætter:

Hvad er binyretræthed?

Når vi har meget travlt, er stressede eller syge, stiger vores kortisol-niveauer, fordi kroppen skal præstere ud over det sædvanlige. Det er helt naturligt. Problemet opstår først, hvis kroppen er hårdt belastet over en længere periode.

- Optræder belastningen kortvarigt, som fx ved en forkølelse, et sår, en deadline på jobbet eller lignende, så har vi god evne til at klare det ganske godt. Men hvis vi går med langvarige infektioner igen og igen, fx tilbagevendende bihulebetændelse eller hoste, fordøjelsesproblemer, eller utallige deadlines, fyringsrunder, familieproblemer mv. så er der et konstant og langvarigt pres på binyrerne, for at producere tilstrækkelige mængder kortisol. Kombineres det med utilstrækkelig kost uden de vigtige vitaminer og mineraler, så er der simpelthen ikke ressourcer til at oppebære en høj kortisolproduktion, fortæller Tine Grandjean videre.

> Læs også: Er du særligt sensitiv? Tag testen her

Binyretræthed - her er symptomerne:

• Et svækket immunforsvar
• Træthed
• Følelse af at være svækket
• Trang til salt mad
• Mister evnen til at håndtere stress
• Nedsat koncentration og overblik
• Let deprimeret
• Manglende sexlyst
• Svimmel når du rejser dig op
• PMS

Tine Grandjean understreger, at disse symptomer også kan komme af andre grunde og at det tillige ikke er sikkert, at man har alle symptomer.

> Læs også: Er du blandt de cirka 10%, der lider af den særlige migræne med aura?

Slip af med din binyretræthed

Det er heldigvis muligt at hjælpe binyrerne tilbage til at fungere optimalt igen, forklarer Tine Grandjean:
- De har brug for at blive aflastet og næret. Først og fremmest er det en god ide at overveje hvilke mentale belastninger, du kan give slip på. Men rent fysisk med krop og kost er der handleveje, som ofte er lettere end forandringer i job og relationer.
Få hér Tine Grandjeans 5 gode råd til at give dine binyrer ny energi og få bugt med binyretræthed:

Maden
Kortisolniveauerne stiger, når vi spiser. Derfor er det vigtigt med regelmæssige måltider. 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Det er ikke ligegyldigt, hvad du spiser. Maden skal være så blodsukkerstabiliserende som muligt. Gå efter rigeligt med grøntsager, lidt protein og sunde fedtstoffer.

Tilskud
Binyrerne bruger vitaminer og mineraler. For at sikre nok vitaminer og mineraler er en god stærk multivitaminpille lavet af naturlige ingredienser vigtig at få hver dag. C vitamin er godt at tage i en periode, fordi binyrerne bruger store mængder. Vi bruger også C vitamin til vigtige afgiftningsprocesser.

Omega 3 fedtsyrer mangler de fleste mennesker, fordi vi ikke spiser det dagligt. Vi bruger det til at bygge vores celler sundt. Sunde celler er forudsætningen for al balance i kroppen. Derfor er det vigtigt med et tilskud.

Stimulanser
Kaffe, slik/sukker, alkohol og cigaretter er mennesker med trætte binyrer ofte afhængige af. Det skyldes at stimulanserne giver det kick, som den manglende kortisol ikke giver. Men stimulanser belaster binyrerne og hæmmer den naturlige produktion yderligere. Derfor er det vigtigt at begynde arbejdet med mængderne af stimulanser. Hent støtte i nok søvn og næring og regelmæssige måltider. Herved bliver det lettere at trappe ned og over en periode helt stoppe.

Søvn
Binyrerne elsker, når vi sover nok. Det gør din hjerne også. Så kan den meget lettere skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Binyrerne, der er blevet trætte, har brug for mindst 8 timers søvn. Hvis det er svært, fordi du er stresset, så sørg for at blive liggende og hvile. Træk vejret dybt ned i maven.

Glæde
Positiv stimulans som latter og kærlighed til dét, du gør, og de mennesker, du er sammen med, har en positiv indflydelse på hormonerne og energien i vores krop. Derfor er der en vigtig balance mellem hvile og ro, uden at give slip på det som giver glæde.

Du kan læse mere om Tine Grandjean og om binyretræthed, samt få en uddybning af hendes råd her

Læs også