https://imgix.femina.dk/media/174db474b3ef4ae89d35fc5ced17b5ee.jpg
Træning og kost

Sov sødt – du har brug for det!

20. juni 2012
af Lonnie Kjer
foto: All Over
Sover du for dårligt, for sent eller bare alt for lidt? Måske kan du rette op på de dårlige vaner.

Du kender det sikkert. I dét øjeblik du lægger hovedet på puden efter en lang dag, forsvinder trætheden, og dit hoved fyldes med tanker, ansvar, pligter og dagen i morgen … mens du faktisk skulle have ladet op og fået den berømte og velfortjente skønhedssøvn. Det kan der være masser af gode grunde til. Måske er du stresset, sådan for alvor, og så skal der nok mere end almindeligt gode råd til, men hvis det står knapt så slemt til, kan du forsøge at ændre lidt på dine vaner og få dine nødvendige timer i drømmeland tilbage - uden brug af sovepiller.

For lidt søvn feder!
Og der er tilsyneladende mange gode argumenter for at få den søvn, du har brug for. Også selvom du mener, du kan klare dig med nogle få timer. En undersøgelser fra Uppsala konstaterer i hvert fald, at kvinder, der sover mindre end fem timer om natten, aldrig når ned i den dybe drømmesøvn og - sandsynligvis af dén grund - i gennemsnit er ni cm større på maven end dem, der sover otte timer. Oh ve, oh skræk. Dét er måske et argument, der kan få de fleste kvinder under dynen.

Kvinder skal sove
Og når vi nu er ved rækken af gode argument, er der ét mere, du til enhver tid kan hive op ad hatten, når ungerne vågner om natten, eller du bare er ved at falde om af træthed og lige trænger til et kvarter på sofaen, mens han ordner aftensmaden. Du har nemlig brug for mere søvn, end han har. Det har britiske søvneksperter bevist - og udtalt - til avisen Daily Mail. Og grunden er simpel og - undskyld, drenge - ikke så overraskende: Kvinder multitasker, og derfor bruger vi mere af hjernen, end mænd gør ... og så trænger man altså til mere søvn. Ret præcist tyve minutter mere end mændene, hævder forskerne.

Spring luren, kaffen og natmaden over!

Og måske kender du allerede de mange gode råd mod søvnløshed til bevidstløshed? Eller måske har du vaner, der med fordel, og måske hurtigt, kan rettes op på med forslagene fra www.kk.no . Det er f.eks. ikke så underligt, du er træt, når du kommer hjem fra arbejde. Men undgå at falde i "morfar-fælden" og halvanden time på sofaen, for så falder du jo ikke i søvn i aften. Hold dig til en powernap på max 15 minutter i stedet for. Når dét er klaret, er du klar til vand, grøn te eller - næsten - alt muligt andet end kaffe, der som bekendt er en opkvikkende ven, vi bare ikke ikke har brug for, når vi skal sove. Det er mad heller ikke. Og skal det være, er et stykke frugt eller knækbrød nok til dæmpe sulten inden søvnen.

Træn godt, sov bedre!
Ja, motion er stadigvæk godt. For alt muligt. Og også for søvnen. Men ikke om aftenen, skriver www.kk.no . Så hvis du har mulighed for det, så sørg for, at dine træningstimer finder sted i dagtimerne, så du kan bruge endorfinerne positivt i dine vågne timer i stedet for. Og sørg så for, at dit soveværelse bruges til søvn (og sex) og intet andet - og i øvrigt er fuld af god luft og forholdvis kølig temperatur.

Skriv ned, og slap af!
Når natten har sneget sig ind på dig, og du har talt får alt for længe, grublet, tænkt og fulgt gode råd - uden held - så væn dig til at have papir og kuglepen liggende tæt på dig, og giv dig selv lov til at skrive lister over gøremål, planer og pligter, hvis det er dét, der holder dig vågen. Sov sødt. Du har brug for det.

Go'nat-læsning? Nyd Pernilles poetiske klumme

Tjek debatten! Den er åben for dig!

Læs også