https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/november/saarbar-prim.jpg
Selvudvikling

Tør du være sårbar?

26. november 2012
af Malene Fich Weischer
foto: All Over
Det kan være svært at blotte sig og stå ved sine svage sider. Men det skulle vi nu alligevel tage at blive bedre til, mener amerikansk forsker. For med sårbarheden kommer også et mere fyldestgørende liv med tættere relationer.

Hvor tit blotter du dig helt? Fortæller om dine inderste tanker. Om dine følelser. Uden omsvøb, uden hensyntagen til, hvad man "bør" føle og hvordan man "bør" tænke? Hvor tit er du bare dig?
Hvis du er som de fleste andre, så er det ikke ret tit, og det er rigtig, rigtig ærgerligt, slår den amerikanske forsker, Emma B. Seppala fast i en blog på Psychology Today. For det er, når vi tør at stå ved vores helt sande jeg, at vi for alvor får dybde i vores forhold - både vores parforhold og vores forhold til andre mennesker i det hele taget.

Frygter afvisningen
Men det er svært! Svært fordi vi alle føler en frygt for at blive afvist. Det ligger så dybt i vores instinkter, at vi gerne vil accepteres og være en del af flokken, at vi hellere vil fornægte, hvem vi er, end at vi vil risikere afvisningen. For eksempel når det kommer til kærlighed. Hvor mange spil foregår der ikke - måske især når kærligheden er ny. Hvad forventer han, at jeg skal gøre? Hvornår er det ok at ringe? Hvornår kommer jeg til at virke for desperat? Mon ikke de fleste har stået i den situation. Man vil jo så gerne gøre alt det rigtige for at gøre et godt indtryk, men ofte kommer det i virkeligheden til at virke lige modsat.

Bullshit-detector
"Jamen, er det ikke meget naturligt at vi har en facade udadtil?", kan man så indvende. Jo, det er det. Men det gør det ikke bedre. Emma B. Seppala henviser således til en række forsøg, som alle entydigt viser, at vi mennesker har en form for "bullshit-detector", som man ville kalde det på engelsk. Vi kan fornemme, når nogen ikke taler sandt. Når nogen virker falske. Og vi reagerer på det ved at tage afstand fra personen, fordi vi ikke rigtigt føler, at vi kan stole på dem. Vi kan ikke regne dem ud? For hvad gemmer de? Hvem er de egentlig?

Et tryggere liv
Derfor er Seppalas pointe den, at det er vigtigt at turde åbne sig, hvis man vil have et ærligt forhold til dem, som betyder noget for én. Ærligheden omkring hvem, man er, får nemlig folk omkring én til at føle sig trygge, og det smitter også af på dig selv. Du får simpelthen et tryggere og dermed bedre liv, hvor du bliver bekræftet i, at det er ok at være lige præcis dig. Samtidig viser forskning også, at ærligheden hjælper dig til hurtige at komme igennem problemer i livet. Hvis du taler åbent om dem og - ikke mindst - om dine følelser omkring det, bliver det nemmere at acceptere tilstanden og på et tidspunkt komme videre.

Læs også: Hvor ærligt er dit forhold?

Eller hvad med: Stoler du på din partner?

Carl-Mar: Derfor mister manden lysten

Læs også