https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/november/protreptik-prim.jpg
Selvudvikling

Hvad driver dig som menneske?

8. november 2012
af Malene Fich weischer
foto: All Over
Hvad styrer dig i hverdagen? Hvilke værdier er vigtige for netop dig? Og stemmer de overens med de ting, du rent faktisk beskæftiger dig med? Mød en coachingmetode, der tager udgangspunkt i lige netop DIT liv!

I en tid, hvor traditionerne er i opløsning og alt er til debat, kan det være uendeligt svært at finde sit eget ståsted. Hver dag overmandes vi af "ballon-ord". Ord, som vi slynger omkring os, men som er fyldt med varm luft og ingenting, hvis ikke vi dykker lidt dybere ned i deres mening:
etik, værdier, moral, respekt, ærlighed...

Vi kan jo alle sammen blive enige om, at det er nogle gode ord. Rigtige ord. Det er ord, vi gerne vil leve op til - men hvor tit tænker du egentlig dybere over, om du også lever efter dem?


Med udgangspunkt i filosofien
Protreptikken - eller "Fyrstespejlet", som metoden blev kaldt i gamle dage - er en ældgammel coachingmetode, som blev opfundet af de gamle grækere. I stedet for at tage udgangspunkt i psykologien, som meget andet coaching gør, tager denne udgangspunkt i filosofien. I hvem du er som menneske. Faktisk betyder selve ordet protreptik, at "at vende mennesket mod det væsentlige i sig selv".

Et ordentligt menneske
"De gamle grækere gik faktisk meget op i at være ordentlige mennesker og gode ledere. Nogle af dem, i hvert fald. Og det var derfor, man opfandt protreptikken", forklarer Lene Sonne, der selv er protreptiker, altså udlært i den særlige form for coaching af filosofiprofessor ved CBS, Ole Fogh Kirkeby.
"Metoden blev brugt til at hjælpe ledere i forskellige forsamlinger til at blive bedre ledere. Blive mere afklarede med, hvorfor de var ledere og hvad, der var vigtigt for dem i den måde, de var ledere på. Men i dag tror jeg faktisk, de fleste ville kunne få en masse ud af en protreptisk samtale."

Hvad er vigtigt for DIG?
Når man kommer til en protreptisk coaching-session, så foregår det typisk ved, at coachen beder dig om at fortælle, hvad et bestemt ord betyder for dig. Det kunne for eksempel være ordet "ansvar".
Ud fra dine tanker om ordet, er det så meningen, at I sammen dykker dybere ned i, hvad ordet har af betydning for dig. Hvilken værdi og vigtighed, du tillægger det, og om dit arbejde, eller din måde at være på i det hele taget, stemmer overens med det. Metoden hjælper dig med andre ord til at finde ind til, hvad der er vigtigt for lige præcis dig her i livet. Som Ole Fogh Kirkeby formulerer det et sted, så har du muligheden for at "blive dig selv".

Et fantastisk kompas
"Jeg synes, metoden er helt fantastisk, fordi den for det første giver dig et ståsted i den her evigt foranderlige verden. Ved at være bevidst om dine værdier, kan du bruge de ting, der betyder noget for dig, som kompas, når du tager dine vigtige beslutninger. Og det giver nogle langt mere tilfredsstillende valg", forklarer Lene Sonne.

Bliv klogere på dig selv
"Den anden grund er, at man som protreptiker godt kan blande sig i samtalen og komme med egne indskud. Passende doseret, naturligvis. Det er en dialog og ikke en enetale, og protreptiken bliver også klogere på sig selv i den samtale. Man er altså to ligestillede, der sidder overfor hinanden. - men det er selvfølgelig klart, at protreptikeren er den, der bliver ved at spørge ind. Og det er protreptikeren, der er den professionelle i samtalen og derfor har ansvaret for, at den forløber på en ordenlig måde. Formålet med samtalen er jo først og fremmest, at "klienten" bliver klogere på sig selv og sine egne dybereliggende værdier.
Men det gør altså en forskel, at man mødes som mennesker og ikke som behandler og klient."

Hvordan foregår det?
Hvis du er interesseret i selv at afprøve metoden, så sker det ved at du booker en session. Den vil typisk vare en time, hvor I sammen prøver at nå frem til, hvad der betyder noget for dig. Efter sessionen aftales det videre forløb. For nogle kan der være tale om jævnlige besøg, for andre måske bare en enkelt opfølgning. Det kommer selvfølgelig helt an på, hvad man har med i bagagen og hvor meget, man ønsker, at udforske sig selv.



Fik du læst: Forskere: Sådan bliver du lykkelig?

.. Og har du overhovedet tid til at blive lykkelig?

Læs også