https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/august/jolanprim.jpg
Selvudvikling

Hollandske Jolan til danske kvinder: Glem nu alle de slankekure!

13. juli 2018
Fredag den 13. juli 2018. Udgivet første gang d. 19. august 2014 - af Pernille Lewinsky Kofoed, foto: Lea Meilandt
Hvordan er vi danske kvinder egentlig i forhold til andre kvinder i verden? Hvad er vi gode til og hvad er vi knap så gode til? Vi har spurgt en række udenlandske mænd. Læs her, hvordan Jolan fra Holland oplever os …

Hvordan var dit allerførste indtryk af danske kvinder?

"Jeg havde altid hørt, at skandinaviske kvinder havde ry for at være så smukke, og jeg må indrømme, at det også var det allerførste indtryk, jeg fik, da jeg kom til Danmark. Danske kvinder ER smukke, de er altid pænt klædt, og så går de vildt meget op i mode og i at se godt ud."

Mere om Jolan

Navn: Jolan Van Duffelen
Alder: 20 år
Privat: Har en dansk kæreste, som han har kendt i et år
Job: Studerende
Kommer oprindeligt fra: Holland og har boet i kortere og længere perioder i Danmark gennem det sidste års tid.

Nævn tre ting, der straks falder dig ind, når du tænker på danske kvinder?
1. Blondt, lyst hår
2. Meget interesserede i mode, tøj og indretning - den der særlige nordiske stil
3. Selvstændige

Hvad er det bedste ved os?

"Helt klart jeres smukke udseende... Nej, jeg kan rigtigt godt lide, at I er så selvstændige og har jeres meningers mod. I har en holdning til stort set alting og er absolut ikke bange for at give jeres meninger til kende. Jeg kan have mange sjove og interessante diskussioner med min danske kæreste, og jeg oplever meget sjældent, at hun taler mig efter munden. Det kan jeg faktisk rigtigt godt lide."

Hvad synes du mindre godt om?

"I modsætning til hollandske kvinder synes jeg, at mange danske kvinder har en utrolig dyr smag, og somme tider går I lidt for meget op i mode og udseende, og hvordan jeres hjem er indrettet. I er meget kvalitetsbevidste og elsker dyrt tøj, tilbehør og at gå ud på lækre cafeer og restauranter, så det er ikke billigt at være kæreste med en dansk pige (smiler)! Ellers er der egentligt ikke meget ved jer, som jeg ikke synes om."

Hvordan adskiller danske kvinder sig fra kvinder i dit hjemland?

"I forhold til kvinder i Holland er danske kvinder meget mere åbne og smilende og lettere at komme i kontakt med. Når man f.eks. møder jer i byen, er I venlige og vil gerne snakke i modsætning til i Holland, hvor det ikke er almindeligt, at man taler med fremmede på gaden. Sammenlignet med kvinder hvor jeg kommer fra, går danske kvinder meget mere op i deres udseende og i, hvad andre tænker om dem. Og så virker det som om, at I er meget bange for at tage på og derfor følger de her mærkelige diæter og slankekure, hvor I enten dropper pasta og kulhydrater og bare spiser hvidkål eller kun må få 500 kalorier i to dage og så til gengæld spiser løs de andre fem..."

Kan vi lære noget af andre kvinder - og hvad kunne det være?

"Jeg ved ikke rigtigt, om andre kvinder også går lige så meget op i deres vægt, men jeg har i hvert fald aldrig hørt om det eller mødt dem. Efter min mening skulle I tage og droppe de der mærkelige diæter og fancy pancy mad og i stedet prøve at være lidt mere afslappede i forhold til jeres vægt og udseende og ikke gå så meget op i, hvad andre mon tænker om jer."

Læs også