https://imgix.femina.dk/media/elskprim.jpg
Selvudvikling

Elsk dig selv - dét fortjener du!

14. februar 2015
af Lonnie Kjer
foto: All Over
Synes du ikke, du fortjener det bedste af livet? Den mand, du drømmer om og det job, du har ventet på? Hvis ikke, skal du ændre din måde at tænke om dig selv på. Det handler om selvkærlighed …

Så sidder man der igen - eller stadigvæk - uden drømmemanden, det fede job og den succes, man egentlig havde regnet med. Der bliver hældt vand ud af ørerne til alle, der gider lytte, og de fleste sætninger starter med en jammer, et 'jamen', en undskyldning og en hel del forklaringer og lige så mange forsvar. Og er du træt af at høre om karmaloven og gode energier, skal du nok ikke læse videre.

Vil du derimod gerne leve det liv, du virkelig ønsker, skal du tage ja-hatten på, se dig selv i øjnene - og snuppe de gode råd fra psykolog Mette Holm. De kan nemlig hjælpe dig med at skabe din egen succes og forandring. Og der er ingen andre, der gør det for dig, siger psykologen til Oestrogen.

Mette Holm

Psykolog Mette Holm er terapeut, parterapeut og coach med speciale i kvinder, kærlighed, sexliv og parforhold.

Hun har sin egen praksis I Aarhus, og arbejder med terapi på 12. år
Besøg hende her: http://psykolog-metteholm.dk/

Du er værd at elske
For du bliver, hvad du siger, og dit sprog skaber din virkelighed. Helt kliche-agtigt: Dét, du giver, får du lige tilbage i hovedet igen.

"Jamen, hvis du ikke selv tror på, du fortjener at blive lykkelig, bliver du det ikke. Men du kan faktisk ændre dine tanker og dit set-up, og på den måde kan du ændre dit liv," fortæller Mette Holm.
"Du kan vælge at være god nok, at være elskelig, for når du har det besluttet dét, er det dét, du udstråler og dét, folk møder, når de ser dig," siger hun.

HVOR SUNDT ER DIT PARFORHOLD? TEST DIG SELV!

I dag er en ny begyndelse
Og den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre! Men det er langt fra nogen gavebod, og det koster hårdt slid at ændre sine tanker om sig selv.

"Men man siger, at det tager tre uger at ændre dine tanker og ti til tolv uger at lære at vedligeholde en vane, så den bliver en automatiseret proces. Og selvfølgelig falder man i og gentager gamle fejl og mønstre, men det er del af udviklingen, som man lærer en masse af. For hver dag er en ny begyndelse, og hvad der skete i går, er underordnet," forklarer psykologen.

>> Boost dit selvværd og din selvtillid med hypnose og spændende opgaver. Få mere info her

Kærligheden til dig selv gør forskellen
Det eneste man ikke skal gøre er at sætte sig mellem to stole. Eller, rettere tre. For når du er utilfreds med dit liv, hvad enten det er jobbet, kærligheden eller dine øvrige relationer, det gælder, er der ifølge Mette Holm tre muligheder: Accepter det, forlad det - eller lav det om.

"Hvis du har selvkærlighed nok, er du ikke bange for at forlade noget, du godt ved, ikke er godt og sundt for dig. Du ved, at du er mere værd, og du er samtidig i stand til at rumme modstand og udfordringer på en anden måde, fordi du ved, hvornår 'nok er nok'," siger Mette Holm.
"Men står du lidt midt imellem, bliver du et offer, og et offer kalder på hjælp …"

Du får, hvad du giver!
Og hjælpen kommer som bekendt ofte, når man råber på den. Men ikke i den form, vi måske kunne have allermest brug for. Når vi har det hårdt og svært, tiltrækker vi nemlig en masse opmærksomhed, en masse snak og en masse medfølende støtte. Men det flytter bare ingenting og får os ikke i mål.

"Det, der flytter dig, er når du ikke venter på en redning eller på, at nogen andre gør arbejdet for dig. De kan ikke ændre på din opfattelse af dig selv - det kan kun du selv. Du skal have fat i DIG, og når du har det, kan du også magte uperfektheden og alle 'ridserne i lakken' - og handle på dem … eller leve med dem."


Lykkelig - med intensitet
Og ifølge Mette Holm er det dér, i det upolerede, det mest interessante liv ligger.

"Det perfekte liv har ikke nødvendigvis dybde og mellemtoner. Jeg synes, det er mere interessant med en intensitet og gnist, og det kan sagtens findes på vej op ad bakke og i livets udfordringer," lyder det fra Mette Holm.
Og skal vi holde depressionerne fra døren, er det vigtigt at leve med nerve, intensitet og vedkommenhed, og dét kan vi, når vi har kærligheden til os selv med. I alt, hvad vi foretager os.

"I dag skal være den bedste dag i dit liv. Skab din egen forandring, og lad i går ligge. Det er, hvad du gør i dag, der tæller.

Artiklen blev første gang publiceret på oestrogen.dk i januar 2013. Indeholder affiliate links.

Læs også