Liv

Thora levede som en klimaengel i en uge: Falafler – jeg orker jer ikke igen!

af Thora Bruun Makita 10. februar 2021
Foto: Privat
Ingen mælk i teen, ingen spontane shoppingkøb, ingen plastikbakke i restaffaldet, men til gengæld masser af falafler. feminas udsendte skulle leve 100 procent bæredygtigt i en uge og synes, at det var møgbesværligt og irriterende, men bed tænderne sammen, blev ved, blev sur og blev stolt.

Jeg skal leve bæredygtigt på alle ledder og kanter i en uge, ja, og gerne resten af livet, men da jeg får opgaven fra min chef, trækker jeg det i langdrag.

Jeg ikke ligefrem higer efter at få begyndt.

Selvfølgelig ved jeg godt, at det haster med at blive mere klimavenlig, at vi får vores forbrug og levevis til at matche klodens ressourcer i stedet for at lukke øjnene for de faktuelle klimaforandringer og lade, som om vi har adskillelige jordkloder til rådighed.

Men de ofre, det kræver, bliver sværere at efterleve, når det drejer sig om min egen hverdag, hvor det at leve bæredygtigt ikke rimer på børnehentning klokken fire, impulsindkøb i supermarkedet, hurtig aftensmad klokken seks og lange arbejdsdage hjemmefra, hvor den største adspredelse i disse coronatider og højdepunktet er te med mælk eller på en virkelig fed dag chai-te fra Lagkagehuset.

Jeg magter det faktisk ikke rigtig, men jeg skal jo magte det for klimaets skyld.

Det, jeg siger, gør jeg

Så det gør jeg.

Men hvordan lever man egentlig sådan rigtig klimavenligt og bæredygtigt?

Jeg researcher lidt, læser i bogen ”Klimaguiden – red verden lidt hver dag” af Anna Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund og nogle artikler på nettet og beslutter mig for at sætte barren højt, så mit klimamanifest for den bæredygtige uge lyder således:

  • Jeg skal køre så lidt som muligt i bil, ellers offentlig transport eller cykel.
  • Smide korrekt ud (også det, der står med småt).
  • Ingen kød en uge, for så vidt muligt undgå mælk og smør.
  • Køb mad ind efter mindst CO2-aftryk.
  • Ingen madspild.
  • Shopping forbudt (ud over mad og nødvendigheder).
  • Spar på elektriciteten.
  • Bad hver anden dag eller meget korte bade …

Klimavenlige mad

Undervejs i min læsning i bogen ”Klimaguiden – red verden lidt hver dag” er jeg stødt på en tabel over fødevarer og deres klimaaftryk fra den danske tænketank Concito.

Selv om indholdet bygger på forskning fra 2016 og 2012, er det stadigvæk de bedste tal på det p.t., ifølge den ene forfatter af bogen, Anna Fenger Schefte.

Så den samme tabel finder jeg på nettet, og mandag går jeg ned i supermarkedet med min udprintede tabel over fødevarer og deres klimaaftryk for at finde klimavenlig mad, jeg kan leve af resten af ugen.

Her kan jeg se, hvad klimaaftrykket er på forskellige fødevarer, altså hvor meget CO2 der er brugt til at producere dem.

I danske fødevarer er klimaaftrykket f.eks. 13,9 i oksekød, 5,3 i fløde og 2,0 i æg. Tomat og agurk er på 0,8, hvis de er danske, mens bananer overraskende nok er ganske klimavenlige på 0,5, ris på 3,3 og pasta på 1,2.

Æg tager jeg ned i kurven. Dem må jeg gerne spise, for det er et godt klimavenligt alternativ til kød, selv om æg er på 2,0, men jeg skal jo også have et eller andet at spise, tænker jeg.

Jeg kan ikke bare købe vegansk, for det kan jo sagtens have fløjet den halve jordklode rundt, og så rummer varerne alligevel enorme klimaaftryk.

Margarine er bedre end smør, kan jeg se på min liste, men betyder det, at Becel, som er den eneste plantemargarine, supermarkedet har den dag, også er bedre?

Jeg ser på ingredienserne, at den indeholder rapsolie, og den har jeg læst mig til, er en af de mere klimavenlige olier. Den nupper jeg.

Jeg holder mig væk fra mælken, for selv om der på min liste står, at en letmælk kun rummer 1,0 i klimaaftryk, så har jeg læst i The Guardian, at plantemælk har et langt mindre klimaaftryk end almindelig komælk.

Så jeg køber plantemælk, selv om de kun har soyamælk, og havremælk vist er endnu bedre.

Jeg tager skraldet

Corona gør det på mange måder nemmere at leve bæredygtigt.

Jeg ser ikke så mange mennesker, og når man ikke er så social, er der i forvejen begrænsninger på det moderne liv: Der er ikke arrangementer, jeg skal køres til (har ikke selv bil) eller lækker tilberedt mad med stort klimaaftryk serveret hos venner, jeg må afslå at spise.

Da jeg arbejder hjemmefra, er det også o.k. kun at tage brusebad hver anden dag, da jeg stort set kun ser min familie, og de er vant til joggingtøj og klatvask.

Hvad gør man egentlig ved en plastikbakke, hvor der også er pap på? Jeg klipper.

Det går egentlig meget godt med at sortere skrald, især efter de første par dage, hvor jeg bliver mere ferm til afgøre, hvor hvad skal hen, men det er megairriterende at have tre ekstra poser med skrald i vores meget lille køkken.

Som poserne vokser sig større i løbet af ugen, er der ikke plads til dem, så de bliver sat ud i entréen, hvor de står ved siden af børnesko og tasker, og spærrer, når man kommer ind.

Det betyder, at jeg skal gå fra køkkenet ud i entréen, hver gang jeg skal af med et lille stykke pap, papir eller plastic.

Mit køkken er ikke lavet til seks forskellige skraldespande, men skal det ombygges en dag, så skal der tages højde for skraldeposerne, beslutter jeg mig for.

Og det er en fremgang, at jeg er begyndt at sortere al skraldet efter reglerne.

Siden Københavns Kommune indførte ekstra skraldesortering, har jeg sorteret skrald sådan på skrømt.

Jeg har sorteret bioaffald for sig, dåser for sig, glas for sig, men når det kommer til tunsalatplastikbægeret eller papkruset, så er de bare røget i en og samme restaffald-skraldespand.

Jeg har ikke kunnet overskue at sætte mig ind i det med plastik og pap, men nu bliver jeg tvunget til at finde ud af det, og det er ikke så slemt, som jeg troede.

Og så er der min håndtaske.

LÆS OGSÅ: Katrine har lavet et fællesskab for slikelskere: "Nogle gange spiser jeg en kasse skumbananer alene"

Min taske rummer i forvejen en del ting, men ud over pung, huskelister, børnenes Lego og gammelt slikpapir nu også en del plastik- og papskrald, for hvor gør man lige af det, når man er på farten?

Jeg kan jo ikke smide plastik og pap i alt skrald-skraldespande, som er de eneste umiddelbart tilgængelige i det offentlige rum.

Jeg tænker, at hvis jeg var politiker, ville jeg dele skraldespandene i det offentlige rum lidt mere op, så der f.eks. var en til grønt, en til papir, en til pap, en til restaffald og en til plastic.

Syltetøj er lækkert

Det er dog svært at leve klimavenligt, når det kommer til maden.

Hurtigt begynder der at tegne sig et mønster: Når jeg laver klimamad, står den ofte på falafler, tomatsauce og pasta (pasta giver nemlig et mindre klimaaftryk end ris), det er hurtigt, og første gang jeg spiser det, smager det godt.

De andre dage er det tåleligt, men ikke lækkert.

Når min mand laver mad, laver han f.eks. pastasalat til mig, og de andre spiser kylling til. Den kunne jeg også godt tænke mig at smage.

Jeg spiser mere sukkerrige varer, end jeg plejer, lidt som en trøst eller kompensering for alt det, jeg ikke må spise, f.eks. har jeg fundet en klimavenlig syltetøj fra Samsø, og den spiser jeg ofte morgen, middag, aften.

Og i det hele taget synes jeg, at det er hårdt at undvære: Mælk i teen, hytteost på frokostmaden, mørk chokolade.

Det er svært for mig at undgå madspild.

Flere gange ryger den sidste rest pasta eller falafel over på min mands tallerken, for jeg kan simpelt hen ikke få en bid mere ned, men heller ikke spilde maden, så han spiser de sidste rester.

Torsdag er det tid til at tanke op igen.

Jeg er i supermarkedet med min klimaaftryk-seddel og min søn, men da jeg skal betale mine varer, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fået en stofpose med.

For fanden da også, bander jeg indvendigt. Jeg pakker møjsommeligt varerne ned i rummet under min søns sæde i klapvognen og går hjem til lejligheden, mens jeg af og til tjekker, at tomaterne og de andre varer ikke er faldet ud.

Hvor er belønningen?

Derhjemme går jeg til og fra lejligheden for at hente en stofpose og bære varerne op det sidste stykke.

– Det er hårdt hele tiden at lægge restriktioner på mig selv og samtidig klare dagligdagen, ligesom jeg plejer, beklager jeg mig til min far, da jeg fortæller om, hvordan jeg i denne uge lever bæredygtigt.

– Jeg ved godt, at det er besværligt, siger min far og tilføjer:

– Men det er vejen frem, at vi bliver bevidste om vores vaner, og hvor meget energi de koster, og at vi kan ændre dem, hvis vi skal gøre nogle fremskridt.

Og jeg giver ham helt ret. Det skal vi, og jeg gør det.

Det, der gør det svært for mig, er dog, at jeg mangler en personlig gevinst.

Når jeg ellers har forsøgt at lægge vaner om, har der været en konkret belønning, jeg kunne tage og føle på. 

En overgang lavede jeg f.eks. yoga hver dag, og en anden overgang løb jeg om morgenen, og der kunne jeg rent faktisk mærke, at jeg fik det bedre mentalt og i kroppen, og at jeg blev bedre til at koncentrere mig.

Men undervejs på klimakuren har jeg ikke noget at se frem til selv – jeg kan se frem til et bedre klima, hvis flere levede som mig, men mit ene bidrag rydder næppe forsider eller nedsætter CO2 betragteligt.

Ja, det føles faktisk til tider ganske nytteløst og kun som en ekstra klods om benet i mit eget liv, hvor jeg i forvejen skal drøne hen og hente barn efter arbejde, hjem at lave mad etc.

LÆS OGSÅ: Engang var jeg på fastekur. Men så kom en påskefrokost i vejen. Heldigvis.

Ved at leve mere bæredygtigt og klimavenligt bliver min hverdag endnu mere grå og skemaagtig, og jeg er træt af at leve i en hold igen-tid.

Coronaen gør, at vi ikke må komme tæt på hinanden, og der er restriktioner på, hvem man må se, og ikke nogen spontan komsammen.

Når jeg skal leve bæredygtigt, må jeg også her holde igen med mine indgroede vaner og forbrug.

Og jo, det er godt overordnet set, fordi jeg dermed viser hensyn og begynder at tænke over egen rolle, og hvordan mine handlinger påvirker jordkloden, men nemt er det ikke.

I ugens gode perioder mærker jeg dog også stolthed: En stolthed over, at jeg lever lidt mere i tråd med mine idealer om en mere grøn verden, og at jeg lige nu i denne uge går et skridt foran så mange andre, næsten ved siden af Greta Thunberg, føler jeg i de rigtig gode øjeblikke.

Detox på serier

– Har du slukket for nettet og vores router, spørger min mand tydeligvis irriteret.

– Ja, siger jeg og forsætter: – Noget af det, der kræver meget spildstrøm, er faktisk, når vi ikke lukker vores apparater ordentlig ned.

Jeg har læst, at standbyknappen er en energisluger.

Han mumler noget om, at jeg kan udvælge, hvad jeg slukker helt, og jeg mumler noget tilbage om, at der heller ikke er ordentligt styr på vores stik, så det er nemmere at slukke det hele.

Mit net går dog ned flere gange i løbet af ugen, efter jeg er begyndt at slukke for routeren om natten, så det holder jeg op med.

Noget andet, jeg prøver at reducere lidt, er netkiggeri. Når børnene er lagt i seng, plejer det at være dagens præmie.

Men nu har jeg læst mig til, at filmstreaming kræver mere strøm end bare simpelt netkiggeri, så derfor går jeg slet og ret tidligt i seng, dog efter en smule nyhedssurfing.

Selv om filmstreaming æder meget strøm, er det dog også værd at tage i betragtning, at vi får meget grøn strøm i Danmark.

Tal fra Energinet 2019 viser således, at vi får cirka halvdelen af vores strømforbrug dækket af vedvarende energikilder såsom vind og sol, så måske skal man ikke have så dårlig samvittighed, hvis man kommer til det.

Nemt er det i hvert fald ikke at undvære mit daglige film- og seriefix.

Men er der ikke noget, der har været let? Eller måske ligefrem lettere?

Jo. Jeg er den i husstanden, der altid slukker lyset efter de andre. Det er blevet nemmere denne uge, fordi jeg med min bæredygtige levevis har en hjemmel i ryggen.

Hvad fortsætter?

Så hvad har jeg lært af denne uge, hvor jeg har levet bæredygtigt?

Det har været ret besværligt at huske mig selv på de nye tidskrævende vaner.

I en familie, hvor meget går op i logistik og planlægning og hente børn og handle ind sent og snuppe en nem løsning hist og her, er det besværligt med ét at skulle omlægge sit liv.

Og det er det nok for de fleste, småbørnsfamilier eller ej.

Men jeg har også fundet ud af, at meget af det drejer sig om at tilvænne sig og holde fast. Dengang man gik på posthuset for at betale regninger, var det jo også besværligt, men man gjorde det bare, for der var intet alternativ.

LÆS OGSÅ: Anna Thygesen: "Det der med at kalde det at synde, når man spiser en kage, det gider jeg ikke høre på"

Og det er måske det, jeg skal tilbage til at tænke: At der ikke er andre alternativer, end at jeg og vi alle sammen bliver nødt til at ændre vaner, hvis klimaet ikke skal gå helt bananas og skabe helt uoverskuelige problemer, også selv om det er tidskrævende og besværligt.

Men at det ikke kun kan være op til den enkelte og dennes samvittighed og tid, synes jeg også er vigtigt.

Der må også komme ændringer fra politisk hold.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Foruden politikernes overordnede tiltag må jeg sige, at jeg i ugens løb flere gange godt har kunnet bruge en mærkningsordning af klimavenlige varer, da det er møjsommeligt og lidt af en gættekonkurrence at vurdere, om en given vare er klimavenlig. Nogle gange kunne jeg ikke engang se, hvor varen var produceret.

Jeg fortsætter med min klimavenlige livsstil, men på nedsat blus.

Jeg spiser ikke oksekød og grisekød, jeg sorterer stadigvæk affaldet, og min mand har fået ordnet stikkontakterne, så jeg ved, hvilke jeg trygt kan slukke i løbet af natten. Der kommer mælk i teen og smør på brødet.

Så jeg bliver ikke en klimahelt, men jeg gør en indsats.