Silas_Holst
Liv

Silas Holst stopper som professionel danser

18. april 2024
Af Maria Hoang
Foto: Martin Høien
Den populære danser og entertainer stiller med egne ord sine "dansesko på hylden".

I over et årti har han tryllebundet danskerne med sine formidable dansetrin i "Vild med dans" og i et hav af musicals.

Men snart er en æra forbi for 41-årige Silas Holst. I en pressemeddelelse afslører han, at han stopper som professionel danser:

– Efter et helt liv med dans er tiden kommet til, at jeg sætter mine dansesko på hylden – i hvertfald professionelt. Jeg må erkende, at kroppen ikke er så ung, som den har været, og derfor føler jeg, at tiden er inde til at tage hul på en ny etape af min karriere, udtaler det populære multitalent i pressemeddelelsen.

Holst afslører, at livet i rampelyset bestemt ikke er forbi. Fremover vil han dog fokusere på musicalroller, hvor sang og skuespil er i centrum.

Men inden de famøse danskosko stilles på hylden, afslutter Silas Holst sin glorværdige dansekarriere med et brag.

Først bliver det i rollen som Tony Manero i "Saturday Night Fever - The Musical", som får premiere til september, og fra februar 2025 spiller han Scott Hastings i "Strictly Ballrom – The Musical".

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også