Ses du også med dine venner på den her måde? Så har Caroline en opfordring til dig

Du kaster dig op på cyklen klokken 16.30 efter en lang arbejdsdag og suser mod en vilkårlig café 10 minutter derfra. Mentalt har du ikke engang lukket dagens excelark og Chrome-faner ned, men om lidt skal du mødes med din barndomsveninde til en kop kaffe og catche up.

Det bliver hyggeligt, tænker du. Men også lidt rart at få overstået og krydset af din usynlige to-do-liste, så du kan komme hjem og spise aftensmad med din kæreste og splatte ud på sofaen, inden du skal i seng og gøre det hele forfra i morgen.

Kan du genkende dig selv i ovenstående? Så er du ikke alene.

I hvert fald har 26-årige Caroline Lautrup-Larsen selv mærket, at aftaler med venner ofte lægges ind som mellemrum i vores liv. Nu øver hun sig i at integrere sine venskaber mere i sin hverdag, og hun synes, du bør gøre det samme.

– Mine egne venskaber er præget af parforhold, kalenderstress, selvudvikling og hamsterhjulet i en sådan grad, at det kræver mere af os at have en aftale, hvor man bare slynger sig på sofaen sammen og ikke har en bagkant.

– I stedet har vi ophøjet den her kaffe-kultur som en venskabsform, hvor vi mødes og opdaterer hinanden på, hvad der er sket siden sidst. Og så starter det ægte liv først efter den aftale, siger hun.

Hun længes efter endnu mere hverdagsintimitet - det betyder også at dyrke det kedelige og langsommelige sammen.

Er voksen-venskabet bare et statusmøde?

På vejen hen mod den café, hvor du skal møde din barndomsveninde om lidt, passerer du stribevis af andre vennepar på fortovene i pelsfrakker og tophuer med dyr baristakaffe i kopperne og tynde Kings Påcket mellem fingrene.

De både ligner hinanden og taler om det samme: En opsummering af alt det, der er sket, siden de så hinanden sidst.

Da du parkerer din cykel, minder du dig selv om de punkter, du skal huske at spørge din veninde ind til:

“Hvordan var din tur til Thailand, og hvad med din søsters bryllup? Gik det godt til den der jobsamtale, og fik du nogensinde svaret din ekskæreste?”

Caroline Lautrup-Larsen øver sig helt bevidst på at undgå det, der også kaldes catch-up-kulturen, som journalist Laura Pitcher skrev om i efteråret i det britiske kulturmagasin Dazed.

“Efter man er kommet ud på arbejdsmarkedet, kan det føles som om, alle dem, man holder af, lever deres liv side om side med kolleger og partnere - og derefter anstrenger sig for overhovedet at finde tid til bare at holde én opdateret på deres liv. Den fælde kalder man for ‘catch-up-kulturen'," skrev Laura Pitcher.

Caroline Lautrup-Larsen stemmer i:

– På en eller anden måde smitter den præstations- og optimeringskultur, vi lever i, også af på vores relationer. Det er blevet noget, vi er nødt til at administrere. Vi har aftaler stående på vores to-do-lister og har indøvet en arbejdsmåde i vores privatliv, hvor vi taler med vores venner, som om vi holder MUS-samtaler, siger hun.

Hun er på ingen måde selv frelst, understreger hun. De fleste falder i fælden, også hende, selvom hun virkelig prøver at undgå det, og det kan være sindssygt drænende, siger hun.

Derfor øver hun sig i at få hverdagsfællesskaberne tilbage i sit eget liv.

– Det burde jo være sammen med sine venner, at man samler energi, men det bliver anstrengende at skulle følge en mental punktopstilling. Bare det at dukke op til en aftale kan sommetider føles enormt krævende.

Venskabsforsker og Ph.D. i litteratur og sociologi Marie-Elisabeth Lei Pihl genkender også, at catch-up-kaffe-aftaler kan blive en lidt overfladisk måde at vedligeholde venskaber på, siger hun:

– Man er så at sige ikke nødvendigvis er en del af hinandens hverdag, men skaber den her lidt kunstige lomme, hvor verdenssituationen skal vendes. Det kan selvfølgelig godt være rigtigt fint og hyggeligt, men rigtigt nære relationer kræver lidt mere, siger hun og uddyber:

– En mere nær relation kræver, at man er en del af hinandens liv i en konkret forstand. Det kan man selvfølgelig være på mange måder, men grundlæggende mener jeg, det handler om at tage del i det, der fylder for andre mennesker.

Ifølge venskabsforskeren kan det være, at man tager med til en eksamen, fordi ens ven er nervøs, passer nogens barn, eller ringer når man ved, at vedkommende har haft en jobsamtale. At man på den måde rækker ud over det kaffe-samtalen kan og viser, at man eksisterer for hinanden i alle livets situationer. Og ikke kun på caféen.

Også Caroline Lautrup-Larsen ville ønske, at vi kollektivt blev bedre til at invitere en ven over på sofaen, mens vi selv laver mad eller hører nyheder. Man kan også besøge en ven til frokost på deres arbejde eller lave flere soveaftaler sammen, som da man var yngre, foreslår hun.

– Vi skal have det langsommelige, analoge liv tilbage i venskaberne. Tag det ud af caféerne og ind i vores hjem, ind i det ægte liv. Mangler man en lampe, kan man spørge: “Hey, vil du med til IKEA? Så kan vi spise kødboller bagefter.” Venskabet skal ikke bare være et mellemrum, der sker før og efter alt det, vi egentlig laver.

Selvom det lyder banalt, når man siger det højt, er det nemmere sagt end gjort, tror hun. Men hun kan mærke, at folk higer efter det.

Da hun selv illustrerede recap-kaffeklub-venskaberne på sin Instagram-profil @tidens_tegninger og skrev et blogindlæg om det, væltede det ind med respons fra folk, der kunne genkende hendes frustration.

– Der er et kæmpe savn til hinanden og til nærværet, så jeg tror, vi skal prøve at ryste posen lidt. Relationer er noget af det vigtigste for os, og det som nærer os, så det er ret vigtigt at drive dem på en meningsfuld måde.

Måske skal kaffe-aftalen med barndomsveninden vige pladsen for en udsplattet aften på sofaen næste gang?