https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-7-kopi-2_6.jpg
Selvudvikling

Vores indre svinehund

23. februar 2011
af Renée Toft Simonsen
Hvor lang snor skal den indre svinehund egentlig have lov at få? Og hvad er konsekvensen på langt sigt, når vi slipper den løs i det offentlige rum på den måde, vi gør i øjeblikket?

"Hold nu kæft, hun er dum, hende Amalie," eller "Simone er for sindssyg" eller "Det er ikke studenterhuen, der fik Peter med i det program" osv. Sådan flyver bemærkningerne, når ungerne har set endnu et realityprogram. Og det er en mærkelig mekanisme, den der med at elske at hade "de andre". At forklare de unge mennesker, at det jo ikke er sikkert, at de personer, de sidder og ser på, faktisk er, som de fremstår i programmet, er ikke helt nemt - for hun sagde jo det, hun sagde, med den der russiske roulette - det kan hun ikke løbe fra, vi så og hørte det jo selv! Der er dog ingen tvivl om, at de personer, der deltager i realityprogrammer, er klippet sammen, så de fremstår på en helt bestemt dum og uintelligent måde, og historien om, hvem de er, skrives af de folk, der opfinder og producerer serierne.

Forleden læste jeg en kronik skrevet af cand.pæd.soc. Daniel Agerbech Petersen. Han skrev om de mekanismer, der er på spil, når vi sætter os til at se et show som "Amalies verden" og griner os igennem en almindelig, sød ung piges helt almindelige og meget naturlige ønske om at være noget ganske særligt. Til at illustrere, hvad han mente, brugte Daniel Agerbech Petersen scenen i "Pelle Erobreren," hvor Pelle har fået en mønt, en 50-øre, et for ham astronomisk beløb, som han vælger at bruge på at slå sin ven Rud over de bare rygstykker med brændenælder. Det, at Pelle vælger at bruge pengene på at slå sin ven, er jo ret foruroligende. Heldigvis bryder Pelle også sammen og kan ikke gennemføre sit projekt. Vi må erkende, at vi mennesker indeholder noget, der er grimt, men kan trøste os med, at vi også indeholder noget anstændigt, og at det anstændige holder det grimme i snor!

I forhold til det med realityprogrammerne spørger Daniel Agerbech Petersen, hvem der mon knækker først, Rud eller Pelle - dem, der får slag med nælderne i programmerne eller os? Jeg synes virkelig, det er et voldsomt relevant spørgsmål. For hvor lang snor skal den indre svinehund egentlig have lov at få? Og hvad er konsekvensen på langt sigt, når vi slipper den løs i det offentlige rum på den måde, vi gør i øjeblikket?
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også