Interview

Vibeke Windeløv: Jeg holdt kun op, fordi jeg blev bange for at dø

af Britta Bjerre 23. marts 2021
Foto: Robin Skjoldborg
Vibeke Windeløv tog et overraskende skridt ind på en ny boldgade, da hun i 2015 blev ansat på Betty Nansen Teatret som teaterdirektør. Få år senere tog hun en beslutning om at gå. Ikke fordi hun ikke kunne lide sin nye boldgade. Nærmest tværtimod.

Det var i påsken for nogle år siden, at Vibeke Windeløv sad i sit hus i Italien og læste en bog.

Og bare læste i ét stræk uden forstyrrelser af nogen art. Det var hun ikke vant til. Det var den første ferie i længere tid.  Da var det så, at hun pludselig slap sin bog og gik ud til sin mand og sagde ordene: ”Jeg stopper. Jeg tør ikke blive ved.”

På det her tidspunkt var Vibeke Windeløv, der i mange år har nydt anerkendelse som en af Danmarks mest succesfulde filmproducenter, ikke så involveret i filmbranchen som før.

Hun var mest i gang på en anden boldgade og i fuld sving som teaterdirektør på Betty Nansen Teatret. En stilling, hun fik i 2015 – både til sin egen og vist også mange andres overraskelse.

For hvad vidste den knalddygtige filmkvinde egentlig om teater?

Ikke meget, ræsonnerede hun selv, inden hun lod sig overtale af andre, som lagde mere vægt på, hvad hun kunne, end hvad hun ikke kunne.

Og i øvrigt heller ikke lod sig gå på af, at hun var 64, da hun kraftigt blev opfordret til at søge stillingen.

Ikke en pivskid

Efter en måske lidt famlende begyndelse som teaterdirektør havde Vibeke fået vendt skepsis til tillid og tiltro og var oppe i tempo og tæft og elskede sit arbejde.

Men midt i påskeferien, den ferie, hun trængte sådan til, gik det altså op for hende, at hun var nødt til at stoppe som teaterdirektør. For som hun med gribende ærlighed siger det i dag:

 – Jeg holdt kun op, fordi jeg faktisk blev bange for at dø.

Hun piber ikke. Vibeke Windeløv er ikke en pivskid i nogen som helst forstand.

En kvinde, der har skullet holde snor i Lars von Trier i årevis, tale en rasende islandsk sangerinde god igen, så hun vendte tilbage til den film, hun var i gang med (Björk, selvfølgelig), og rask væk har jongleret med filmbudgetter i omegnen af 100 millioner kroner, sådan en kvinde kan ikke være bange af sig.

Eller selvmedlidende.

Var virkelig slidt

– Jeg var så træt, da vi kom til Italien. Så træt, så træt. Jeg havde været træt længe, forklarer hun.

– Jeg var sådan én, der stod op klokken fem om morgenen og sad og arbejdede hjemme for så at tage ud på teatret ved ni-tiden, når de andre også var kommet, og fortsatte.

Og det var tit, at jeg ikke kom hjem, før aftenens teaterforestilling var forbi. Det var nogle sindssygt lange arbejdsdage. Jeg var virkelig slidt.

– Mens jeg sad dernede i Italien den dag og læste, lå det samtidig og simrede i baghovedet, at for nylig var to, jeg kendte fra branchen, Peter Aalbæk og Regner Grasten, begge blevet ramt af blodpropper.

Og pludselig slog den tanke ned i mig, at det her kunne man dø af. Man kunne rent faktisk dø af at være så træt!  Og da var det så, at jeg gik ud til Nicolas, min mand, og fortalte, at jeg ville stoppe.

Slut med dårlig samvittighed

Det gav hun straks teatret besked om, hvorefter der blev lavet en ordning, som betød, at hun fortsatte hele næste sæson, men kunne koncentrere sig om at lave teater og ikke om at forberede den følgende sæson.

Og i 2019, fire år efter hun blev ansat på teatret, forlod hun det igen.

Nu sidder hun så her i sin egen ro og siger:

– Mit største mål er at vågne til en blank kalender. Det har været mit mål de her seneste par år at komme dertil, hvor jeg vågner op og har en total blank kalender, og hvor jeg ikke har noget som helst at have dårlig samvittighed over.

– Jeg har altid slået for stort brød op, på den måde at forstå, at jeg altid skulle nå mere, end jeg kunne. Og i kølvandet på det opstår der automatisk altid dårlig samvittighed.

Men dét med altid at føle, at man er lidt bagud, altid at føle, at man burde gøre noget mere, det gider jeg ikke længere.

Er dét lykkedes for hende?

– Ja, jeg er i hvert fald godt på vej.

Undskyld, jeg er 70!

Men er hun så egentlig ”gået på pension”?

– Nej, fastslår hun bestemt. Hun har stadig fingrene med i meget og taler længe og varmt om dygtige unge scenografer og kunstnere, hun er mentor for.

Og om filmselskabet Good Company Films, som hun selv stadig er en del af, og især om de yngre kvinder, hun har slået sig sammen med der: Stinna Lassen, Claudia Saginario og Marie-Louise Gyldenkrone (producerne bag DR’s to store serier ”Når støvet har lagt sig” og ”Ulven kommer”).

– Men jeg siger også nej til meget. Jeg synes, det er sjovt at følge med på sidelinjen. Jeg tager også gerne en tjans, hvis der står én og mangler én som mig. Men jeg er decideret vikar.

– Alle spørger mig: ”Hvad skal du så i gang med?” Men undskyld, jeg er 70. Jeg behøver vel for helvede ikke at skulle i gang med noget som helst.

– Der er også mange, der siger: ”Kan du ikke bare arbejde halvtid?” Men det kan man ikke med det, jeg laver, og som jeg er skruet sammen. I det øjeblik jeg arbejder, arbejder min hjerne på fuldtid, 24 timer i døgnet. Og jeg er i forvejen en ekstremt dårlig sover. Nu kan jeg dog i det mindste stå op og gætte en krydsogtværs og gå i seng igen.

– Jeg læste engang, at hvis man kun sover fem timer i døgnet, som jeg i gennemsnit gjorde, forøger man sin risiko for at få et hjerteinfarkt med 40 procent. Lige siden har jeg altså forsøgt at sove mere. Det er ikke lykkedes så godt, men jeg forsøger virkelig.

Er hun mon lettet over ikke at være med i filmbranchen på samme måde, som hun var engang, eller sidder hun og ser tilbage med et vist vemod?

– Det er ikke sådan, at jeg føler, at nu er jeg en gammel kone, der bare sidder og kigger tilbage. Men jeg vil sige: Jeg er ikke misundelig på dem, der har stafetten nu. Derfor er jeg også så glad for mit samarbejde med Stinna, Marie-Louise og Claudia.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det er et privilegium stadigvæk at være så tæt på, uden at jeg er den, der skal tage ansvaret. Jeg vil gerne tage et del-ansvar. Men jeg vil ikke længere være den, der ligger søvnløs af angst for, at man ikke kan skaffe den næste million til produktionen.

Hun ler, så det smitter, og så man får den tanke, om hun er holdt op med at være bange for at dø?

– Jeg er i hvert fald ikke så optaget af det mere. Sagen er jo også, at jeg heller ikke er så træt længere. Det er en anden form for liv, jeg har fået. Når jeg ser de der mennesker i 70’erne, der stadig har fuld fart på i arbejdslivet, tænker jeg: Det er godt nok fantastisk, at de kan. Det er bare ikke dér, jeg er.