”Vi spilder vores liv, mens vi kæmper mod vores krop”

Der er få ting her i livet, der slår følelsen af at læse sidste sætning i en bog, i hvilken man er blevet mødt. Hvor man flere gange har nikket og tænkt “Gud, hvor er det rigtigt!”, mens man hen over siderne har fulgt hovedpersonen i tykt og tyndt. Højst sandsynligt i tyndt – for selv om det oftest er kvinder, der griber dankortet og køber litterær underholdning til natbordet, og selv om en stor del af dem ifølge statistikken må formodes at bekymre sig om deres vægt, så er det forsvindende få bøger, der adresserer netop det emne.

Læs også: 5 cool comebacks: Kendte kvinder siger fra overfor body-shaming

Værdi afhænger af udseende

Den canadiske forfatter Mona Awad, der selv har kæmpet med vægtproblemer, fik nok af Bridget Jones-lignende, karikerede fremstillinger af kvinders kropskomplekser og udgav for nylig romanen “13 Ways of Looking at a Fat Girl”, der har skabt debat i USA, bl.a. fordi den behandler den smerte, kvinder oplever, når de føler, at deres værdi afgøres af deres fysiske fremtoning.

I bogen følger læseren hovedpersonen Lizzie gennem overvægt og vægttab, men også grundlæggende problemer med manglende selvværd og et liv, der i høj grad roterer omkring, hvad hun ser i spejlet.

For lige præcis opfattelsen af egen krop er noget af det mest styrende for vores – læs kvinders – liv overhovedet, pointerer den 37-årige forfatter, da Q interviewer hende. Vores forhold til kroppen er nemlig ikke bare et tal, der krystalliserer sig på digitalvægten – hvis man først har fået et anstrengt eller hadefuldt forhold til egen fremtoning, er det en sten i skoen, der konstant gnaver i vores velbefindende og livskvalitet.

Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive en bog om en kvindes forhold til sin egen krop?

”Jeg har selv måttet slås med overvægt i mange år, og jeg har set mange andre kvinder kæmpe med vægten. Kroppen fylder bogstaveligt talt vanvittigt meget i vores tilværelser, især hvis vi ikke vejer præcis det, som omgivelserne anser for at være acceptabelt. Overvægt kan i værste fald invadere hele din tilværelse, og jeg har virkelig savnet en ærlig beskrivelse af, hvordan det påvirker os at have et dårligt forhold til egen krop.”

Hvordan har du selv oplevet det?

”Jeg var meget overvægtig op igennem min opvækst og især i begyndelsen af 20’erne, og jeg har mærket, hvordan det især påvirkede mit forhold til mænd og mit sexliv, men faktisk også mit forhold til mine veninder. Som overvægtig havde jeg altid følelsen af at være sårbar, og det blev kun værre, når jeg var sammen med andre, fordi jeg på en eller anden facon altid blev mindet om, at jeg ikke levede op til idealet. Det kan være svært at åbne sig over for andre, fordi det at være overvægtig – eller føle sig overvægtig – giver en helt basal fornemmelse af at være forkert. Der opstår en særlig social dynamik, som jeg tror, mange ikke forstår.

Selv det at stå i et prøverum er pludselig en voldsom oplevelse, når man føler sig for tyk, fordi man reagerer på en meget mere følsom måde, når ekspedienten vil kigge ind. Man projicerer sin fordømmelse af sig selv over på andre, som man tror opfatter en på samme måde. Det, jeg ønskede at beskrive med min bog, var den påvirkning af hele ens liv, der ofte sker, når man vejer for meget, i hvert fald hvis man ikke formår at holde af sig selv på trods af det.”

Er kvinder for hårde ved sig selv?

”Ja! Den måde kvinder ser på sig selv og hinanden på, kan være ekstremt ødelæggende. Men det, der virkelig er interessant, er: Hvor kommer det kritiske blik fra? Bliver det skabt inde i os selv, i takt med at vi tager kiloene på, eller er det den kultur, vi lever i, der påvirker os? Selv mener jeg, at det kritiske billede, vi ofte har af os selv, bliver skabt af påvirkninger udefra. Det er noget, vi lærer i den perfekthedsorienterede kultur, vi har i dag. Men med tiden bliver de udefrakommende påvirkninger til en indvendig tilstand, som er permanent. Min erfaring er desværre, at når vores selvbillede først er negativt, er det ekstremt svært at ændre på, uanset hvordan vores udseende ændrer sig.”

Mener du ikke, at man kan lære at holde oprigtigt af sig selv?

”Jeg ville ønske, at jeg havde opskriften på, hvordan man lærer at føle ægte selvværd uanset udseende, men det har jeg ikke. Den indre følelse af kropslig selvtillid er svær at opbygge og endnu sværere at holde fast i. Desværre oplever jeg stadig, at kvinders selvfølelse i stort omfang er underlagt omgivelsernes nåde. Kvinders selvopfattelse spejler sig i, hvad de tror, omgivelserne mener.”

Er det nemmere at veje for meget som mand end som kvinde?

”Ja, det mener jeg ubetinget. Kvinder skal i langt højere grad se ud på en bestemt måde for at blive accepteret, for at blive set. Kvinder kæmper også i langt højere grad med angsten for ikke at være gode nok og er ofte drevet af det, de ser i spejlet! Det er mænd ikke i samme omfang – de ser i højere grad sig selv som hele mennesker. Og det ærgerlige er, at den energi, vi kvinder bruger på vores vægt og vores negative selvopfattelse, kunne bruges på meget andet. Dyrebart liv går bogstaveligt talt tabt. Vi spilder vores liv, mens vi kæmper mod vores egen krop.”

Læs også: 3 gode øvelser: Skru ned for selvkritik og op for kærlighed

Hvad vil du gerne opnå med at sætte kvinders had til egen krop på dagsordenen?

”Jeg vil gerne have, at kvinder med vægtproblemer, hvad enten problemerne eksisterer på kroppen eller i hovedet, bliver sødere mod sig selv. Men jeg vil også gerne have omgivelserne til at udvikle mere empati og forståelse over for dem, der kæmper med de her problemer. Vi skal i det hele taget være mere generøse og mere tolerante over for det uperfekte, uanset hvilken form det kommer i.

Hvis vi går rundt med en grundfølelse af at være forkerte, får vi et uforløst liv, og det kan lige så vel skyldes vores mentale selvopfattelse som vores fysiske udseende. Jeg nævner for eksempel bevidst aldrig, hvor meget min hovedperson egentlig vejer, og det skyldes, at jeg lige så meget ønsker at beskæftige mig med det psykologiske fænomen – altså følelsen af at være tyk og forkert – og det sted, det efterlader én.”

Er du selv nået til et sted, hvor du lever i harmoni med din krop?

”Det kan jeg faktisk ikke svare klart på. Som så mange andre har jeg et forhold til kroppen, der jævnligt ændrer sig. En af mine pointer er netop, at vi kan kæmpe nok så meget for at blive glade for os selv, vi kan tabe os og vi kan arbejde med os selv mentalt, men det er svært at finde fuldstændig ro og balance og bare eksistere uden at bedømme os selv. Vores forhold til kroppen er en konstant give and take-situation, hvor vores indre tanker og følelser kæmper mod en kultur og nogle ydre påvirkninger. Kroppen er jo bogstaveligt talt med os hele livet, og vi bliver aldrig helt færdige med den. Mange af os slutter aldrig helt fred.”