Vi skal tale om vores fiaskoer
Smitter nedturen? Der er ord og sætninger, der er så svære at udtale, at halsen snører sig sammen undervejs og blokerer for luften, så ordene ikke lyder, som man tænkte dem. Fænomenet begyndte for mig i teenagetiden, hvor rødmen effektivt satte en stopper for at sige de ting, der for alvor betød noget.
I voksenlivet virker det, som om det, vi har sværest ved, er at anerkende hinandens manglende succes. Vi fremhæver alt det, der går godt, roser hinanden, dyrker det, men italesætter sjældent alt det, der ikke spiller. Vi kommunikerer for at kommunikere succes. Hvis nogen spørger "Hvordan går det", og man faktisk svarer ærligt, at chefen gav én en skideballe, som ærlig talt var på sin plads, fordi man for tiden er ret uduelig, så er der tavshed i den anden ende.
Hvis man fortæller, at man stadig sørger over ham, der gik fra en for et år siden, så er der også ubekvemme fornemmelser at spore. Fiasko smitter ikke, men indimellem er vi så bange for at tale om alt det, der svier, at det ender med, at vi tror, at alle andre vader i succes, mens vi selv står på bunden og spejder efter lyset.
Så "Hvordan går det?" bør behandles varsomt. Jeg lærte det for et par år siden, da jeg pr. refleks stillede spørgsmålet og endte med at sidde og holde en tidligere kollega i hånden i tre timer, mens hun rullede de forhåndenværende fiaskoer op. Jeg var dybt chokeret - både over omfanget af hendes elendighed og over, at en frase, man fyrer af i forbifarten, rent faktisk kunne udløse sådan en lavine. Succes er meget lettere at tale om, og vi soler os i hinandens, for måske smitter den. Vi gnider skuldre med dem, der står til halsen i succes, men undgår helst at spørge ind til, hvordan fiaskoen, sorgen og krisen føles, sikkert fordi vi er bange for, at netop den smitter hurtigere, end vi kan nå at sige "svineinfluenza". Men helt ærligt, så bange behøver vi vel heller ikke at være, vel? Det gode er nemlig, at omsorg helt sikkert smitter, og det man sender ud, får man tifold igen.