Vi gør det værste for vores barn, selvfølgelig
12. oktober 2011Da vi sad på flyet hjem fra Argentina, og vores søn lå i sengen foran os, kom der en kvindelig medpassager forbi. Jeg havde stablet dynen meget højt og lagt en stofble henover, så vores søn fik mere luft, men set oppefra kunne det godt se ud som om, at hele sengen var én stor kæmpe dyne.
'Sig mig, ligger der et barn der? Tror I, der er luft nok?', spurgte hun, og min kæreste og jeg sagde 'ja' i kor. For hvad skulle vi sige? 'Øh næh, det tror vi egentlig ikke; det er derfor, at vi har lagt ham sådan'?
Forleden var jeg til en frokost, hvor der var flere andre mødre med børn. Den lille fede og jeg startede med at besøge puslebordet, og det var et møde under lidt skrig og skrål og brok fra den lille fedes side. Da vi kom tilbage, blev jeg spurgt til, hvordan det så ellers gik.
'Det går fint nok. Vi har en lille kamp for tiden om, hvem der bestemmer på puslebordet. Han vil hele tiden kravle væk og bliver gal, når han ikke får lov.'
En af de andre mødre sagde: 'Nå okay. Vi har det sådan hos os, at tiden på puslebordet skal være en hyggelig tid, og vi respekterer, når vores søn markerer, hvad han vil.'
Slam. Og jeg nåede bare at sige: 'øh okay', i stedet for - som jeg burde, syntes jeg fem minutter efter - at have sagt: 'Nå okay, vi har det sådan hos os, at pusletiden skal være rigtig ubehagelig, og vi respekterer på ingen måde vores søn eller hans signaler.'
Jeg havde selvfølgelig glemt, at jeg burde have et eller andet spiseligt med til den lille fede, så jeg var drønet forbi en butik på vejen og revet en avocado, en tomat, en dåse tun, en pakke hummus og en pose boller med mig. De andre havde selvfølgelig velsmurte madpakker med til deres.
Den anden mor, der har det så hyggeligt med sit barn på puslebordet, så hen på mig.
'Tror du, at han har godt af så meget avocado?
Og så gentog det sig. I stedet for at sige: 'Nej, jeg tror faktisk, at han har rigtig dårligt af så meget avocado,' begyndte jeg en lang undskyldning om, at vi var kommet for sent ud af døren, og normalt fik han noget andet mad.
Resten af dagen kunne jeg have slået mig selv i hovedet for ikke at have sagt noget helt andet, men jeg bliver så forbavset, hver gang jeg møder det.
For jeg forstår det ikke. Jeg tænker som udgangspunkt, at alle forældre gør det, som, de synes, er det bedste for deres børn. Og hvis det går dårligt, er vi selv de første til at slå os i hovedet med det. Derfor er det helt unødvendigt for andre at gøre det, og hvorfor kan vi ikke bare glæde os over at se andre med deres børn, og hvis de træffer andre valg end os selv, hvad gør det så, hvis det fungerer fint for dem?
Det har jo ikke en skid at gøre med en oprigtig bekymring for mit barn, når avocado-mor taler. Det er for at få lov til at sige, at hun gør noget andet end mig, og derefter fortælle løs om sine egne erfaringer, hvad hun selv har læst og hørt, og hvordan hendes valg klart er det smarteste for alle.
Jeg fatter det virkelig ikke - hvorfor er det dog nødvendigt at pege fingre af andre for at få det bedre selv. Er vores mindreværd og vores usikkerhed virkelig så udtalt, at vi har behov for at hævde os selv på den måde? Det er sgu da sørgeligt.
Tre andre sætninger, jeg også har fået og tænkt: 'Hvad vil du have, at jeg skal sige til det?'
- Tror du, at han har godt af at sidde i den høje stol så længe?
- Hvorfor, tror du, han har så lidt hår?
- Er det normalt, at børn i den alder spiser så meget?
