tre kvinder om julen
Selvudvikling

Tre ærlige kvinder: December? Gud fri os vel!

17. december 2018
af Christina Bølling & Thora Bruun Makita
Foto: Heidi Maxmiling m.fl.
Hvis du ikke spiser kød, ikke drikker, hader store gaver, har en spiseforstyrrelse eller bare har det svært med mange mennesker, er du i hvert fald ikke alene. Her fortæller tre kvinder ærligt om deres december-dreads.

Charlotte Heje Haase: Vand i snapseglasset

Charlotte Heje Haase

Charlotte Heje Haase, forfatter og skrivementor, drikker ikke alkohol. Og det har hun ikke gjort i syv år. Men det kan godt give nogle udfordringer i december måned, som er en måned, hvor der ofte bliver drukket tæt – f.eks. står druk-julefrokoster ikke højt på Charlottes ønskeliste.

– Det ligger lidt i julefrokostens natur, især hvis det er på arbejdspladsen, at man skal give slip på travlheden og formerne og i stedet feste sammen. Og når jeg ikke drikker, kan jeg godt hygge mig til et vist punkt, men hvis folk så er blevet meget stive, så føler jeg mig lidt udenfor og i andet gear end dem. Der er også det ved det, at hvis jeg ikke kender folk, så ved de ikke, hvorfor jeg ikke drikker, og så skal jeg til at forklare det. Jeg bliver hurtigere træt og tænker på, om de andre synes, at jeg er kedelig. Jeg tager også hurtigere hjem, end jeg ellers ville have gjort.

 

Der er også specifikke alkohol-ritualer i julen, der kan give udfordringer.

– Det er særligt fællesskålen, der kan være svær. Nogle gange drikker jeg bare vand i snapseglasset for at være med, siger Charlotte.

Folk har svært ved at forstå, hvorfor hun ikke bare lige kan tage en lille tår, f.eks. når der skal skåles. Der er også folk, for hvem det har været et større chok, at Charlotte ikke drikker, end at hun har drukket sig fuld og ikke har kunnet husket episoder bagefter. Men – understreger Charlotte – folk har altid fuldstændig respekteret hendes beslutning om ikke at drikke, og vist forståelse, når hun har fortalt dem om, hvorfor hun tog springet.

– Jeg tog den beslutning for cirka syv år siden, fordi jeg havde fået bonusbørn ind i mit liv. Jeg ønskede ikke, at de nogensinde skulle opleve mig på den måde. Jeg har aldrig været god til at styre mit indtag af alkohol. Jeg får sorte huller og fungerer på autopilot, hvis jeg indtager for meget. Når jeg vågnede om morgenen efter at have været fuld, havde jeg det så dårligt med mig selv. Og jeg kunne ikke huske, om jeg havde cyklet hjem eller taget en taxi. Jeg drak ikke i hverdage, kun en lørdag en gang imellem, men dér mistede jeg ofte både pung, mobil og hukommelse. Jeg kunne sagtens holde pauser på et halvt år, men når jeg så prøvede igen, så var det et enormt dybt dyk igen. Jeg kan ikke bare drikke én genstand.

Charlotte kan dog godt stadig have lyst til at drikke sig fuld, især i december, hvor der er mange fristelser.

– Jeg savner rusen i en brandert, f.eks. til en julefrokost. Det sværeste har været ikke at kunne dulme mine følelser med alkohol. Jeg har altid følt mig lidt hudløs blandt mange mennesker, fordi jeg har svært ved at lukke af for indtryk og stemninger. Jeg har en tendens til at se mig selv udefra og dømme mig selv hårdt, men når jeg drikker alkohol, så glemmer jeg min indre kritiske Gerda og slår mig løs.

Det er dog blevet meget nemmere med tiden at feste uden alkohol, ligesom december måned også bliver nemmere at komme igennem, som årene går.

– Nu har jeg lært at tage min indre Gerda med i byen. Hun vil jo bare mit bedste, og jeg danser og griner alligevel.

 

LÆS OGSÅ: Saseline: Vi gider ikke holde en traditionel, dansk jul

 

Veronica Hodges: Det er hygge på kommando!

Hvis man har lyst til at forære sine børn og sin kæreste farvede sten fra helsekosten og har åndelige værdier, er julen ikke just den bedste tid. Papirkunstner og designer Veronica Hodges, 46, har også haft en spiseforstyrrelse som ung, så for hende rimer december også på at føle sig fremmed i sin egen krop.   – Jul minder mig om tvangshygge og tvangsfodring. Jeg kan huske følelsen af at miste kontakten til min krop og føle mig fjernet fra mine grundværdier helt tilbage, siger Veronica Hodges. Hun bor sammen med Morten og deres tre børn på fire, 10 og 12 år. – Når du lider af bulimi, er et spiseorgie som julen en udfordring. Og selv om det er 15 år siden, jeg blev ”rask”, har det med maden helt sikkert medvirket til min nuværende følelse af, at julen bare er for meget. Overvældende og enormt materiel. Det giver mig nærmest klaustrofobi at gå i butikker i december, hvor alt bugner af juletjams og alle de gaver, folk stresser rundt for at købe og give. Jeg prøvede et år at gennemtrumfe at være tro mod mig selv i julen og forærede min familie oplevelser. Det faldt absolut ikke i god jord. Min yngste var som den eneste lykkelig for at få ”en cykelferie med familien til foråret” og en følelsesgave, der gik ud på at holde i hånd en hel dag, men de ældre søskende var megaskuffede. Jeg følte mig som sådan en taber bagefter, for meningen er jo, at man skal have det godt, ikke at man skal skuffe nogen, slet ikke sine børn, siger Veronica. For hende drukner de gode intentioner meget let. – Jeg elsker julens oprindelige budskab om, at man skal elske hinanden. Jeg er en moderne kristen, jeg tror både på Gud og Buddha. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal formidle det til mine børn på den rigtige måde, hvor det ikke bliver et spørgsmål om, at jeg trækker mine holdninger ned over hovedet på dem. – Jeg er vokset op med en amerikansk far og en norsk mor her i Danmark, så vi havde ikke traditionel dansk jul som sådan, men jeg kan godt forstå, at mine børn gerne vil være som deres kammerater, siger Veronica Hodges. Drømmejul? – Det ville være at rejse væk og slippe for at blive suget ind i ræset og sammenligne sig med andre. Så kunne vi spise ris, burritos og grøntsager i stedet for gås og and og andre klamme ting. Julen er faktisk det eneste tidspunkt, hvor jeg stadigvæk får lyst til at tage et afføringsmiddel bare for at kunne mærke mig selv i det hele.  

 

 

Charlotte Axel: Nej tak til flæskesteg og andesteg

Charlotte Axel

Charlotte Axel, 53, er medejer af Yogafactory og Poul Stig Briller, og veganer. I år holder hun for femte gang jul uden gris og and og uden sovs og risalamande lavet på flødeskum. Det er let nok, synes hun – til gengæld mener omgivelserne, at det er på kanten til det frelste. ”Nu skal du ikke blive fanatisk”, som svigerfamilien siger, men heldigvis bliver det lettere år for år, siger Charlotte.

– Sidste år havde min egen mor f.eks. bagt en vegansk postej, som jeg kunne spise juleaften og tage med i dagene efter til diverse julefrokoster. Det var vildt sødt af hende. Uheldigvis tabte min svigermor fadet med postejen, så jeg endte alligevel med at slås med de unge om et par avocadoer og tomater til julefrokosten, for de gider jo heller ikke så meget kød.

Det første år som veganer følte Charlotte, sig lidt lost, dels skulle hun forsvare sit valg, dels var hun i tvivl om, hvad man så spiser juleaften?

–  Heldigvis pakkede min veninde, der selv er veganer, en nødhjælpskasse til mig med nøddepostej, falafel-deller, sauce og bio-risalamande, og den tog jeg med ud til julemiddag, mens resten af selskabet, inklusive min mand og mine to børn, spiste almindelig julemad, forklarer Charlotte, der er gift med Morten og har to voksne børn. De er ikke veganere.

– Min yngste datter sagde forleden, at hun ikke vil købe kød mere. Det er ikke, fordi jeg har presset hende, men fordi kød er dyrt, når man er studerende, og det er et skridt på vejen. Mange unge spiser plantebaseret, og det er jo ikke så svært, som mange gør det til. Min mand lever sjovt nok også næsten vegansk. Han er egentlig kødspiser, men eftersom han 90 procent af tiden spiser det, jeg serverer, får han ikke ret meget kød. Det er der selvfølgelig et par stykker i omgangskredsen, der synes er synd for den stakkels mand, men altså … hvis han var utilfreds, ville han da nægte siger Charlotte Axel, der forsøger ikke at omvende sine omgivelser.

Da hun selv traf beslutningen om at blive veganer for fem år siden, var det blandt andet, fordi hun havde hørt, at det måske kunne hjælpe hende lettere igennem overgangsalderen.

– Det gjorde det nu ikke. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvordan jeg havde haft det, hvis jeg havde spist kød. Folk vil tit høre, om jeg mon ikke har tabt mig eller fået det meget bedre af at skifte livsstil, men det ærgerlige svar er: Jeg ved det ikke. Til gengæld har min samvittighed det klart bedre, for når jeg tænker på planeten, dyrene og mig til sidst, har jeg det godt. Det glæder mig at se, at man nu også kan få vegetarhottere i Ikea, så er vi da ved at være bredt ude, siger Charlotte Axel, der håber på at få hele familien til jul i år.

– De har allerede meddelt, at de ikke kommer, hvis de skal spise vegansk risalamande: ”Vi vil have den rigtige!”. Min mand må stå for alt kødet, for jeg gør det ikke, siger Charlotte, der sjældnere og sjældnere forklarer, hvorfor hun spiser, som hun gør. – Når folk spørger: ”Hvorfor spiser du ikke kød?”, er jeg begyndt at sige: ”Er du sikker på, du vil stille mig det spørgsmål?”. Det bliver så langhåret, og det er hverken godt for deres appetit eller den generelle hygge, når jeg først går i gang.

Hvorfor ikke spise vegansk 364 dage og så holde juleaften den ene dag om året ?

– Nogle kan sikkert, jeg kan ikke. Man kan heller ikke være lidt gravid, vel? Enten er du veganer, eller også er du ikke.

 

LÆS OGSÅ: Her er årets julefarve 2018