Selvudvikling
24. marts 2011

Tør du tro?

Jeg tør gå topløs på stranden og interviewe mennesker om selv de mest intime ting, men når det kommer til troen på Gud, må jeg næsten rødme ... for tro har i mange år været utrendy og umoderne
Af: Camilla Kjems
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/camilla-kjems/1035-aug-kjems/1035-kjems-3-kopi-2_1.jpg

For et års tid siden havnede en ny bog på mit bord. Det sker sådan set hver dag i mit job, men denne her vakte særlig opsigt. For det første fordi den handlede om tro. For det andet fordi den var skrevet af en kendt TV-vært. To størrelser, jeg ikke umiddelbart kunne få til at harmonere. Jeg slog op og læste forfatteren, DR-vært Lotte Thors, forord: "Ja, jeg tror på Gud. Så klart kan jeg sige det, men jeg gør det sjældent" - lød de første to linjer.

Læs interviewet med Lotte Thor om tro

Jeg blev med ét slået af Lotte Thors mod (og min egen nedskudte fordom). Hendes mod til at stå frem med sin tro - og skrive en bog, der på moderne vis formidler troen og tvivlen. Og her gik det op for mig: Tro er et af det moderne Danmarks sidste tabuer! Og her kan jeg kun gribe i egen barm. Jeg tør gå topløs på stranden og interviewe mennesker om selv de mest intime ting, men når det kommer til troen på Gud, må jeg næsten rødme ... for tro har i mange år været utrendy og umoderne. Men en verden uden tro er for mig at se også en verden uden håb og kærlighed. Og ikke mindst en verden, hvor vi ikke lytter til de mange tusinde års akkumulerede visdom, som de forskellige religioner rummer.

Men hvad betyder tro så for det enkelte menneske anno 2011? I denne uges FEMINA har vi spurgt tre kvinder med hver deres tro om. En af dem er føromtalte Lotte Thor, som med bogen "Dig, mig og Gud" fik rusket lidt op i mine hengemte fordomme og tabuer på en ganske almindelig torsdag. Håber, artiklen kan gøre det samme for dig.
Og her til sidst: Lotte - tak fordi du turde!

God fornøjelse..
Kærlig hilsen
Camilla Kjems

LÆS OGSÅ

https://imgix.femina.dk/legacy/media/55a46981826b4d9981cce1db4c340218.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs mere om:

Læs også