https://imgix.femina.dk/media/e3da699770e2463892064ad891cefd91.jpg
Selvudvikling

Tips til det gode øliv

1. april 2009
af Karen Læsøe Fink
Foto: Ingrid Riis Hovgaard
Helle Waltersen og Gitte Bohman flyttede begge fra København til Fejø. På øen fandt de hinanden først som veninder og siden som forretningspartnere i firmaet Mutzu, der designer tøj


Går du og overvejer at flytte til en ø, så få her de to kvinder tips:

HVORDAN FÅR MAN ØLIVET TIL AT FUNGERE?
Gitte er gift med Jann Ole på 50 år og har børnene Klara på 12 og Marius på 10 år. Efter flytningen har Jann Ole valgt at beholde sit job i Køge.
Helle er gift med Mads på 36 år, og sammen har de Rosa på 11, Ronja på 5 og Ella Marie på 3 år. Mads er uddannet pædagog, men har efter flytningen oprettet egen virksomhed, Waltersen Have Service.

Her er deres erfaringer ved at skifte storbyen ud med en lille ø:

BØRNELIV
Skoler og børnehaver på landets små øer har ofte en lav klassekvotient. Dette kan være en fordel i de små klasser, fordi børnene får et godt sammenhold og lærer at lege på kryds og tværs af klassetrin. På Fejø går skolen til og med 4. klasse, hvorefter de skal tage færgen ind til den store skole på fastlandet. Ungerne på Fejø skal også til fastlandet for eksempelvis at spille foldbold. Til gengæld byder øen selv på håndbold, springhold, spejder, mor/barn-gymnastik, diskodans, mavedans, badminton og en særdeles aktiv rideklub - samt naturligvis vide rammer for naturaktiviteter året rundt.

KARRIERE OG ØKONOMI
Hvis det kan fungere med transporten, vælger mange at pendle til det job, de havde i forvejen. Med tiden vælger en del dog enten at etablere hel eller delvis hjemmearbejdsplads, finde et job tættere på eller slå sig ned som selvstændig. Netop drømmen om at etablere sig som selvstændig kan fungere på øerne, hvor husleje og huspriser er forholdsvis lave og derfor ikke kræver den store indtægt. Hverdagsfristelser er der heller ikke så mange af, så impulskøb kan erstattes af simple living.

TAG IMOD ET GODT RÅD!
Gitte
Før flytning: Det er altid muligt at besøge en ø-familie i forbindelse med afklaring af flytning.
Efter flytning: Stik fingeren i jorden. Vær interesseret, engageret, bak op om initiativer på øen, og tilbyd dig selv som aktiv medspiller.
Helle
Hvis du er i tvivl om beslutningen om at flytte, så start med at leje et hus, så I kan lære øen og ølivet at kende. Flyt til et sted, hvor du kan se ud i naturen, så langt øjet rækker - det skaber kreativitet, giver frihed i tankerne og ro i sindet.

Læs også