Tine Bendixen: Penge på lommen
Der er ingen, der kan finde ud af, hvor mange øl jeg drak, og hvor meget guacamole, jeg spiste, da jeg befandt mig på en ø i Mexico for nylig. Ikke engang mig selv. Ikke fordi jeg var bimlende på grund af øllene og har glemt det, men fordi jeg betalte KONTANT hele ferien. Hold da op hvor gammeldags, ikke? Nede i banken gloede de også lidt, da jeg før rejsen kom for at hente en ordentlig stak mexicanske pesos. Hvorfor ikke bare bruge mit kreditkort? spurgte den venlige dame, der underligt nok endnu ikke var blevet sparet væk og erstattet af en maskine. (Ved nærmere eftertanke: Måske VAR hun en robot, de ligner os jo nu om dage). Men jeg var heldigvis blevet advaret om, at den lille mexicanske øs få hæveautomater sjældent fungerede, og at kreditkort ikke var noget, man brugte på de kanter, så jeg havde altså penge med. Rigtige gode gammeldags penge. Og ved du hvad? Det gav mig en skøn følelse af frihed.
Jeg har igennem årene småmoret mig, når jeg stødte på mennesker, der nægtede at have et dankort og stædigt gik ned i banken for at hæve penge på deres gode gamle bankbog, så de kunne hive pungen op og betale kontant henne i Netto. Nu er jeg selv ved at blive et af de mennesker: Jeg har STADIG ikke fået MobilePay. Det er vildt pinligt, og du må love mig ikke at sige det til nogen.
Men det handler heldigvis ikke kun om, at jeg teknisk set er neandertaler. Det handler også om modstand mod at blive kigget over skulderen. For selv om vi desværre ikke rigtig har erkendt det, kan alt, hvad vi foretager os i tilværelsen, efterhånden registreres og spores ned til mindste detalje – medmindre man bruger kontanter. F.eks. hvis man køber en fransk hotdog med dressing i en pølsevogn på Bornholm, en selvlysende dildo og en sygeplejerskeuniform i en pornobutik i Skørping eller – fy fy skamme – betaler sin rengøringshjælp sort.
LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Det menneskeløse samfund kommer
Det handler om adgang til viden om mennesker. Viden, som kan bruges på mange måder. Overvågningssamfundet ved i princippet, hvad vi tjener, hvad vi køber, hvilke gode og ikke mindst dårlige vaner vi har, hvor vi befinder os og sammen med hvem, og om vi har husket at skifte underbukser. For nylig opgav jeg at købe en lammekølle i SuperBrugsen, for jeg kunne kun købe den til den særligt fordelagtige pris, hvis jeg var Coop-medlem, og det vil jeg ikke være. Jeg kan godt SELV tjekke mine boner og har ikke behov for, at Coop skal tjekke med og vide, at jeg som regel køber fredagsslik HVER dag. Jeg ved jo godt, at jeg ikke skal være medlem for min egen skyld, men for deres. At meningen er, at vi skal HELT ind i sindet – i forbrugernes – for at målrette og optimere. Men jeg bryder mig ikke om, at nogen skal sidde og kalkulere med, hvilke behov jeg muligvis kunne få. Jeg vil gerne selv opdage, hvad jeg har behov for.
For mig handler det grundlæggende om retten til at styre mit eget liv. Og problemet er, at et gennemsigtigt samfund er et gennemstyret samfund. Kontanter er til gengæld lig med privatliv. Vi køber umiddelbart meldingen om, at det pengeløse samfund er ”praktisk” og ”nemmere”, men glemmer bekvemt, at det også er et strukturelt styrings-værktøj. (Det er også ”praktisk” og ”nemmere”, at SKAT selv regner ud, hvor meget vi hver især skal betale i skat, og så gudhjælpemig SELV TAGER FØRST!). Og nu, hvor alle menneskelivets essentielle funktioner er samlet i en smartphone (lige bortset fra de kropslige, men det næste bliver sikkert, at mobilen ved, at vi er ved at dø, før vi selv ved det ...), er kontrollen med borgerne total.
Jeg kan bare ikke lide det. At så meget vitalt for vores liv er samlet ét sted, gør os utrolig sårbare. Og er i sig selv sårbart: Der er ondsindede hackere derude! Det var også derfor, jeg nød at have RIGTIGE pengesedler med i pungen i Mexico. Mens jeg overvejede, hvad vi gør, den dag teknikken forråder os, og l..... bryder sammen. Bytteøkonomi?
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk